Søren Kam og Langhoff


Søren Kam og Langhoff

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mens der ventes på en afgørelse i sagen om nazisten Søren Kam, kan historien om Johan Friedrich Langhoff måske sætte den i perspektiv. Vi befinder os i Assens i 1791-1792, da Langhoff var 83 år.

Det siges, at en forbryder altid vender tilbage til åstedet. Om ikke altid frivilligt, så dog påtvunget. Fortiden indhenter nu en mand, der i sin ungdom for mere end 60 år siden begik en forbrydelse, da han som aktiv nazist under krigen deltog i mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen i Lundtofte ved Lyngby. Som 83-årig er det på tale, at Justitsministeriet vil kræve Søren Kam udleveret til strafforfølgelse i Danmark.

Man skal vist være jævnaldrende og fra samme tid for at kunne fatte rimeligheden i dette. For alle andre virker det nærmest uforståeligt. Vel viste det sig, at Søren Kam holdt på den forkerte hest og dermed var på taberens side, men dér havde mange andre også befundet sig i krigens første år, til man så hvilken vej, det hele bar.

Og vel var Søren Kam medskyldig i et mord, men han var trods alt kun 21 år, da det blev begået. Og Danmark befandt sig i en krigslignende situation.

Var han blevet pågrebet ved krigens slutning, er der ingen tvivl om, hvad dommen havde lydt. Nu nåede han at skifte identitet og flygte til udlandet. Og i dag er han tysk statsborger, hvilket komplicerer sagen yderligere.

En anerkendt strafferetsekspert betegner da også sagen som absurd, hvis den gennemføres i dag, og Søren Kam idømmes fængselsstraf, det være sig betinget eller ubetinget.

Gorm Toftegaard Nielsen fra Århus Universitet udtaler ifølge Ritzaus Bureau, at han ikke tror, man kan finde fortilfælde i dansk retshistorie. Et retssamfund vil normalt ikke fængsle en mand på over 83 år og ej heller idømme ham en betinget dom for en forbrydelse, der blev begået for mere end 60 år siden.

At der ikke forekommer lignende tilfælde i nyere dansk retshistorie, er sikkert rigtigt. Men vi skal dog ikke længere tilbage i tiden end godt 200 år, til enevældens dage, da en mand på 83 år for sine ugerninger måtte bøde med livet. Og så skete det endda her på vor egen fredelige fynske ø.

Johan Friderich Langhoff havde efter endt soldatertid slået sig ned i Assens, hvor han hurtigt blev berygtet for sit stridbare sind, som ofte bragte ham i slagsmål. Han undså sig ikke for at begå vold og tyveri, og alle i byen var bange for ham.

Han boede lige uden for Ramsherred Port, der førte nord ud af byen. Og da han en dag røg i karambolage med sin nabo, da denne ikke ville låne ham sine tærskeredskaber, og han heller ikke ville sælge ham et krus øl, og måske navnlig det sidste, satte han om aftenen ild til tagskægget på naboens hus.

Ikke for at brænde huset af, men for at give ham en forskrækkelse. Det sidste lykkedes over al måde. En ildebrand i byen kunne den gang ende i en katastrofe og lægge store dele af staden øde. Nu var vinden heldigvis denne aften i syd, og da der samtidig indtraf et voldsomt tordenvejr med kraftige regnskyl, begrænsede ilden sig til de ni huse uden for byporten.

Langhoff var da 82 år og blev kastet i byens fængsel. Her kunne han så tænke over sit forspildte liv. Et år tidligere var købmandens udhuse i Østergade nedbrændt, og Langhoff tillagdes nu også denne udåd.

Han indrømmede, at han for år tilbage havde skudt ind ad vinduet til consumentsbetjent Nordsteen, dog uden at ramme ham.

Det var efter svenskekrigens tid, hvor denne endnu var i tydelig erindring, og svenskerne derfor ikke var i høj kurs. Og som Langhoff sagde, at enten han skød en svensker eller en hund, det kunne være det samme. Og denne Nordsteen var beviseligt svensker.

Langhoff var født i Rendsborg den 8. juni 1709. Her fik han en håndværksuddannelse, men nåede dårligt nok at gøre brug af den, før han blev indrulleret som rytter ved det holstenske regiment.

Det var en hård skole, og spørgsmålet er, om han har meldt sig frivilligt eller er lokket dertil, sandsynligvis i fuldskab.

Men inde var det næsten umuligt at komme ud igen. Selv den mindste forseelse straffedes hårdt. For lydighedsnægtelse - måske har han forsøgt at flygte - dømtes han til at løbe spidsrod 12 gange ned gennem kompagniets 200 mand, hvor slagene haglede ned over ham, og mere død end levende måtte han derefter tilbringe tre måneder i slaveriet. Ikke underligt om han der fik sit knæk.

Efter 27 år i militæret slap han dog fri og søgte så til Assens. Her var det, han i august 1791 begik sin sidste forbrydelse. Og selv om det var på lillejuleaften, retten samledes og afsagde sin dom, var der ingen nåde at hente.

Dommen kom til at lyde på henrettelse ved økse, hvorefter kroppen og hovedet skulle brændes på bålet.

Dommen blev anket til kongen Christian VII, men blev stadfæstet. I juli 1792 kom den til udførelse på en mark uden for byen. Som en folkeforlystelse for byens og omegnens beboere, og med et bål, hvor man i mangel af tørt træ overhældte halmen godt med tjære - købmanden var mere end leveringsvillig - så bålet kunne ses viden om. Og med en gammel mand på 83 år som hovedperson.

I dag ville det være utænkeligt. Eller ville det? Tiden er godt nok en anden, men menneskene er slet ikke så forandrede endda.

I gamle dage, da man endnu var præget af middelalderens tænkemåde, tændte man for bålet. I vore dage, i vor kulturelle og oplyste tid, tænder vi for fjernsynet, hvor TV-2's reportere allerede er begyndt at slikke sig om mundene.

Fra Langhoffs fængsling og frem til dommens eksekvering modtog han dagligt besøg af den stedlige præst, som søgte at berede hans sjæl for døden. Han modtog sakramentet tidligt om morgenen på selve henrettelsesdagen, og gik med fortrøstning sin skæbne i møde.

Den stedlige ret, som havde afsagt dommen, syntes åbenbart selv straffen var for hård, for en mand der trods alt var 83 år. Den appellerede til Fynboe Landstings Ret, som lod appellen gå videre til landets højeste instans, selve kong Christian VII. Men ingen steder var der nogen hjælp at hente. Man mente, retfærdigheden skete fyldest.

Og retfærdighed er vel det, mange af modstandsbevægelsens nulevende efterspørger. Der er ingen forældelsesfrist for drabssager, men det, der piner mest, er vel, at Søren Kam på intet tidspunkt har angret sin ugerning.

Tvært imod har han gennem alle årene været erklæret nazist og deltaget i Nationalsocialisternes møder. Og selv vil han modsætte sig udlevering til Danmark.

Søren Kams største brøde i dag synes at være, at han stadig er i live. Der er trøst at hente. Inden for overskuelig tid vil naturen selv ordne det problem.

Poul Kej, Møllegyden 14, Turup, Assens, er lokalhistoriker.

Søren Kam og Langhoff

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce