Vælgerleflen og kortsigtet demagogi præger dansk politik, hvor stort set alle partier bejler til midtervælgerne. Taberne er partiforeningerne og de store politiske visioner.
Politikernes benægtelser til trods oplever dansk politik i denne tid en udvikling, hvor de traditionelt skarpt adskilte politiske fløje bliver mindre og mindre, og hvor partiernes grundlæggende forskelle udviskes i ønsket om at opfange den brede midterkerne af vælgere.

Derfor ser man en tendens til, at partierne overbyder hinanden i løsninger og politiske tilbud, mens de fremfører synspunkter og politik, alle i teorien kan blive enige om: skatteniveauet er generelt for højt, forskningen bør styrkes, integration af flygtninge/indvandrere er vejen frem, børnefamilierne skal have det bedre, flere arbejdspladser skal skabes osv. osv.

Valgkampen skærpede naturligt nok denne tilstand. Ser man på de enkelte partiers aktuelle ståsted, bliver forvirringen dog total: Venstre har for længst smidt den klassiske liberale ideologi bort og i stedet omdefineret den traditionelt socialdemokratiske velfærdsmodel med et par moderne fif a la Blair sammen med de Konservative.

Socialdemokratiet, derimod, er rykket et pænt stykke til højre og har måtte følge i hælene på regeringen og Dansk Folkepartis stramme indvandrerkurs. Dansk Folkeparti opfatter nu sig selv som et midterparti og stjæler vælgere fra S. De Radikale har i protest over tendensen søgt mod venstre og fremstår nu mere røde end S.

SF går pludselig ind for EU og ser sig selv som et regeringsalternativ sammen med Socialdemokraterne. Kun Enhedslisten ved man stadig, hvor man har, nemlig dér hvor ingen andre vil være med, endsige tage dem alvorligt.

At undervise folkeskole- og gymnasieelever i det politiske venstre-højre spektrum af politiske partier og dertilhørende synspunkter må således efterhåndenvære et mareridt for enhver historielærer. Men hvad ligger bag denne udvikling?

Svaret skal findes ved at kigge nærmere på partiforeningernes manglende folkelige og politiske opbakning. Et af de mest markante udviklingstræk ved dansk politik generelt har nemlig været det støt faldende medlemstal.

Over de sidste 40 år har færre og færre danskere valgt at støtte et politisk parti. Fra godt 20 procent af vælgerbefolkningen i 1960 til i dag under fem procent.

Ud fra disse tal vil det være nærliggende at konkludere, at danskerne har mistet interessen for politik. Men sådan forholder det sig paradoksalt nok ikke. Valgdeltagelsen til både folketingsvalg og folkeafstemninger har nemlig været konstant høj gennem hele perioden. Ligesom debataktiviteten blandt læserne af de skrevne medier heller ikke har lidt synderligt.

Mere sandsynligt er det derfor, at det er partierne som institution og deres traditionelle politiske forankring, som er ude af trit med vælgernes interesser og politiske ståsted.

En sådan tendens bunder i hele samfundsudviklingen. Danmark har, som bekendt, bevæget sig væk fra et industrisamfund præget af stabile sociale klasser (arbejderne, bondestanden, borgerskabet og mellemlagene) over i et velfærds- og informationssamfund med statusgrupper, der for det overvejende flertals vedkommende hører til en bred middelklasse.

Dermed går klassebevidstheden i opløsning, og det før så loyale tilhørsforhold til de traditionelt klasseforankrede politiske partier (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, De Konservative og Venstre) viger derfor naturligt også til fordel for et mere fleksibelt tilhørsforhold og stillingstagen fra valg til valg.

Al forskning på området peger da også i samme retning: Troløsheden blandt vælgerne er markant, og de traditionelle ideologiske fortællinger er blevet afløst af ønsket om mere konkrete holdninger til hverdagslivet.

Beslutningen om, hvor krydset skal sættes, træffes derfor ikke længere nødvendigvis udfra vælgerens sociale klasse eller udfra en klar partipolitisk defineret ideologi, men afhænger i langt højere grad af dagsformen blandt et mindre felt af partier.

Fanerne og det faste politiske fællesskab er med andre ord blevet afløst af nye motiverede fællesskaber, der bygger på holdninger til aktuelle emner og værdier, som vælgerne i dag forholder sig mere selvstændigt til fra sag til sag.

Betegnelsen identitetspolitik er i den forbindelse fremkommet: at kunne relatere dagligdagen og samtiden med politisk handlekraft. Det er ikke længere nok bare at have markante politiske holdninger og visioner. Hvis ikke vælgerne føler en identificerbar relation eller personligt nærvær til politikken, kommer politikeren oftest ikke langt

Man kan passende sige, at den moderne politiske kultur herhjemme er kendetegnet ved at vende tingene på hoved. Den førhen så autoritetstro loyalitet blandt vælgeren over for partiernes fast definerede værdier og politiske holdninger er vendt, så at vælgeren nu selv fortolker det politiske, politikerne og partierne og selvstændigt forholder sig til udbudet på det politiske marked via primært massemedierne og deres formidlingsprincipper.

Vælgernes tolerance med politikere, der af den ene eller anden grund træder ved siden af, er derfor også blevet mindre og straffes hårdere end tidligere. Ikke så meget gennem de traditionelle barrikader, men gennem et fravalg af partiets politik samt ikke mindst gennem den moderne protestplatform: massemedierne.

Partier som Centrum Demokraterne (CD), Fremskridtspartiet (F) og nu Dansk Folkeparti kan i den sammenhæng ses som banebrydende eksempler på identitetspartier, der med få jordnære og kortsigtede politiske budskaber har kunnet generere forholdsvis stor succes og politisk opmærksomhed, og som samtidig har formået at ændre det traditionelle fire-partisystem i Danmark, første gang ved jordskredsvalget i 1973.

Det politiske fællesskabs forandring har således styrket partikonkurrencen og stillet nye krav til partierne og politikerne om at rette sig ind, forny sig og frem for alt gøre sig mere bemærket.

Taberne er som nævnt de lokale partiforeninger, der med tiden er blevet marginaliseret og tømt formedlemmer, samt de store politiske visioner, som har måttet lade livet for kortsigtet holdningsbearbejdelse og populære tiltag blandt vælgerne.

Ifølge valgforsker Lars Bille har partiorganisationerne bevæget sig fra, "at være medlemstunge organisationer med en stærk artikulation mellem en klart afgrænset kreds af sympatisører og et lederskab, der i vid udstrækning var afhængig af og ansvarlig over for medlemmerne gennem de interne partikanaler, henimod centraliserede og professionaliserede eliteorganisationer, hvor partiledelserne i stigende grad er blevet mere optaget af at pleje vælgerkorpset og medieverdenen end at pleje medlemmerne for at sikre sig ressourcer, støtte og godkendelse."

Partierne har ganske enkelt været nødt til at appellere bredere og kommunikere bedre, for at få succes. Sammenholder man denne situation med det faktum, at partierne løbende har øget den offentlige støtte til sig selv samt ikke mindst ladet størrelsen af denne støtte afhænge af antallet af stemmer, hvert parti får ved et folketingsvalg, forekommer det ikke sært, at folkelig appel, mediepleje og symbolpolitik er blevet reglen, mere end undtagelsen i den moderne politiske arena.

Man har således i de store partier herhjemme omsat de mange offentlige støttekroner per stemme til en professionalisering af det interne organisationsapparat samt rekruttering af rådgivere, strategiske tiltag osv., mens de små partier ikke har haft nær samme mulighed.

Derfor vil vi formentlig også i fremtiden se en politisk dagsorden, hvor kun de to store partier, S og V, vil kunne lægge beslag på den politiske formidling i medierne og samtidig se det som deres fineste kvalitet at sluge stemmer ud fra devisen: Spørge først og mene senere.

På passende og saglig vis har de to partier derfor også skiftet slogan. Venstre ved du jo netop ikke længere, hvor du har, ligesom Socialdemokratiets nye mantra, "Sammen om Velfærd", unægtelig er mere sigende om dansk konsensuspolitik anno 2005 end som individuelt statement, der foregiver et reelt regeringsalternativ.

Ensretningen længe leve!

Christian Aabo, Klostervej 27b, Odense C, er BA, stud.mag.