16.000 nye sommerhusgrunde bad kommunerne om. Men står det til miljøminister Connie Hedegaard, bliver det kun til 5132.

Det har skabt surhed rundt om i kommunerne, og på Christiansborg er der lagt op til et gevaldigt rivegilde. Dansk Folkeparti, der også i denne sag sidder på de afgørende mandater, føler sig svigtet og truer med at afholde sig fra at stemme, når sagen skal afgøres. Og oppositionen er godt tilfreds, hvis det hele ikke bliver til noget, for den har hele tiden været imod mange nye sommerhuse.

FORMENTLIG ender det med et forlig, men hvem der bliver banket på plads er ikke godt at vide.

Sagen er spændende og principiel. Ikke blot fordi den afslører, hvor svært det er at balancere mellem hensynet til naturværdierne og hensynet til vækst - den vækst, som yderkantområderne meget forståeligt hungrer efter. Men også fordi den viser, hvor svært det er for visse politikere ikke at sammenblande den lovgivende og udøvende magt. Det er helt selvfølgeligt embedsmændene i Miljøministeriet, der foretager vurderingen af de mange ansøgninger på grundlag af de retningslinjer, loven indeholder. Og da disse retningslinjer er særdeles restriktive, er der ikke noget at komme efter. Politikerne skal derfor holde deres fingre væk.

Men det er netop, hvad Dansk Folkeparti ikke vil. De var vant til noget andet, da Hans Chr. Schmidt var miljøminister. Partiet mener, at der var lovet adgang til at blande sig. Det har Connie Hedegaard naturligvis afvist. Loven er fulgt. De Konservatives miljøordfører, den nyvalgte Christian Wedel-Neergaard, siger endda, at Dansk Folkeparti ved at ville have fingrene nede i denne sag "sænker etikken til niveauet for sognerådspolitik, hvor tjenester og gentjenester dirigerer beslutningerne".

DEN SPEGEDE sag drejer sig således ikke blot om, hvor mange nye sommerhusgrunde det er sagligt forsvarligt at udstykke, men også om forholdet mellem politikerne og ministeriernes embedsværk - og om forholdet mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Særligt mellem De Konservative og Pia Kjærsgaards parti.

Sagen illustrerer samtidig forskellen på konservativ og liberal tankegang. I modsætning til Venstre ønsker De Konservative en stærk stat, der ikke blot tager vare på samfundets svage, men også af de nedarvede værdier. Derfor er de pr. definition mere optaget af at tage vare på naturværdierne end et liberalt parti, der først og fremmest prioriterer den enkeltes frihed og mulighederne for vækst. Staten skal blande sig mindst muligt. Så i den måde, hvorpå Connie Hedegaard forvalter Miljøministeriet, er hun i god overensstemmelse med sit partis arvegods.

At sagen også viser, at spørgsmål om natur og miljø bør afgøres langt fra de lokale interesser - og altså ikke af de vækstsøgende kommuner selv - er en anden historie. Det armslængdeprincip, man taler om på kulturområdet, er ikke mindre vigtigt, når økonomi og naturhensyn tørner sammen.