Skolen. Uddannelse bør være et mål i sig selv
Af: Ulrik Lind - kommende forstander Broby Fri- og Sportsefterskole - jra@fyens.dk

Forleden holdt vi den årlige generalforsamling på Broby Fri- og Sportsefterskole. Her laver både bestyrelsesformanden og forstanderen deres årlige beretninger og beretter om livet på skolen samt skolens økonomiske tilstand.

TIlsynsførende beretter om skolen undervisningskvalitet, vurdrerer lærerens forberedelse, klasseledelse, indhold og læring. Som modsvar ytrer en forældre sig over det bekymrende resultat, vi har fået i Cepos' seneste udgivelse, hvor vi tilsyneladende ligger placeret på plads 284 og ikke nok med det - en skole fra lokalområdet lå et stykke over os. Oplevelsen sad i mig, da jeg kørte hjem fra generalforsamlingen. For hvad gør det ved os, når vi sætter pædagogik og læring på tal? Hvordan påvirker sådanne undersøgelser livet i skolerne og omgivelsernes opfattelse at lærerenes arbejde? Skaber undersøgelserne bedre skoler og dygtige elever?

Cepos er en uafhængig borgerlig/liberal tænketank, der undersøger samfundsvidenskabelige sammenhænge. De foretager bl.a. målinger, hvor de undersøger skolernes undervisnings-effekt (som de kalder det), og elevernes karakterer sammenstilles med de socioøkonomiske baggrunde. I øvrigt tankevækkende, at begrebet undervisning og ikke læring anvendes, da det ellers har været det store paradigmeskifte i forbindelse med den nye skolereform, og som har skyllet indover skoleverdenen.

Nærlæser man statistikkerne - hvad fortæller de så? Egentlig ikke andet end et gennemsnit af elevernes eksamenskarakterer -slut. Intet andet. Alle andre påstande tager udgangspunkt i forsimplede og naive konklusioner og fejlslagne fortolkninger. Et højt karaktergennemsnit fortæller vel ikke nødvendigvis, at skolen er god - det kan i ligeså høj grad fortælle, at skolen har fået de dygtige elever? Det forsøger Cepos så at udligne med at tage højde for den socioøkonomiske baggrund, og igen er det gennemsnitligheder og tal, der styrer udfaldet. Skulle statistikkerne give bare et minimum af mening, burde elevernes standpunkt følges over længere tid for at se på udvikling og læringsproces.

Vi kan ikke indkapsle god pædagogik og læring - sætte det på en formel og aflæse et resultat. Men i den brede offentlighed danner sådanne undersøgelser desværre præcedens for at kategorisere skoler som gode eller dårlige, øger presset på skolerne og dermed lærerne. I sidste ende kan det desværre også betyde et øget pres på eleverne. Endnu engang falder vi i fælden, hvor konkurrencestaten forsøger at gøre alt omkring os målbart med et for unuanceret og snævert syn på skolen til følge.

Et tal og en statistik vurderer ikke lærernes kvalitet i undervisningen, lærerens forberedelse og relationer til eleverne. Evnen til at styre en undervisning og bringe eleverne i læringssituationer. Ej heller lærerens evne og blik for at være den hjælpende hånd, når eleven har det svært socialt, ikke trives eller hvor hjemmet har brug for støtte. Hvad med disse kvaliteter? Var det ikke mere værd end blot et sølle karakter gennemsnit? Giver en undersøgelse som Cepos virkelig anledning til udvikling, eftertænksomhed eller andet brugbart. Vil vi ikke mere med skolen end karakterer?

I rollen som forældre kom konkurrencestatens test-iver og dens konsekvenser for alvor tæt på, da min datter i 2.klasse var igennem den obligatoriske nationaletest. Selv når jeg fjerner mig fra en faders kærlige blik til sin datter, vil jeg alligevel vurdere min datter til at være en helt gennemsnitlig pige på otte år, der trives, har veninder, er nysgerrig og stiller masser af spørgsmål. Hun kan klippe og klistre, lave vejrmøller, hoppe i trampolin, køre på cykel, lave videoer på sin Ipad og alt muligt andet, der giver mening for en pige på otte år.

Desværre faldt testen således ud, at hun i det faglige område: Sprogforståelse scorer resultatet mangelfuld og med tilknyttende kommentarer:"Der kan fremadrettet være behov for særlig støtte til udvikling af en mere præcis forståelse...." Det er konkurrencestatens klassificering af et velfungerende barn med en sund og livsbekræftende holdning til skolen og barnelivet. Men som udfordres af den måde, vi har valgt at teste og føre kontrol på. Bevarer man ikke roen, sin sunde fornuft og dømmekraft, kan sådanne målinger og efterfølgende konklusioner nemt ende i stigmatiserende vurderinger af samfundets børn, og med fare for at skabe uddannelsesmæssige fiaskoer, hvor det boglige og akademiske skolesyn vægtes højere end det praktiske, kreative og eksperimenterende. Jeg tænker ikke, det er, hvad uddannelse handler om. Uddannelse bør ikke udelukkende reduceres til et instrument til at få de gode job, men uddannelse bør være et mål i sig selv.

Mine gode råd til alle i og omkring skolerne er derfor:Inden du kigger på testen - kig på børnene. Inden du kigger på statistikkerne - kig på skolerne.