Skal vi blive ved med at sende børn hjem til krigsområder?
Af: Lene Hornbek Eriksen, cand.mag. og fhv. lektor, Kongensgade 33, Nørresundby

Flygtningebørn: I Østrup i Himmerland ligger et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Et af børnene, en lille spinkel dreng, som vi kan kalde Idal, har lige fået afslag på asyl og skal om et år og fem måneder sendes hjem til Afghanistan.

Idal fylder 15 år til august, mener han i hvert fald selv. Det samme mener alle, der kender ham: Pædagoger, lærere, læge og undertegnede, der er hans kontaktperson.

Udlændingestyrelsen har dømt ham til at være to år ældre. Ganske vist begrunder de deres afgørelse med en lægeundersøgelse. Her har man på grundlag af en undersøgelsesmetode, som er opfundet i 30'erne, og som er behæftet med en høj grad af unøjagtighed, undersøgt hænder og tænder. Der findes andre og mere pålidelige metoder, men de er dyrere og ville næppe i samme grad kunne legitimere en skønsmæssig vurdering.

Det betyder derfor, at den måske snart 15-årige til næste år bliver udvist til Afghanistan, hvor Taleban som de eneste er der til at tage imod ham.

Sidste år slog de hans far og hans storebror ihjel, fordi de ikke ville samarbejde med dem. Efter at have begravet de døde rejste familien væk, men mistede kontakten med hinanden under flugten, da de overgav deres skæbne til menneskesmuglere i Istanbul.

Det tror Udlændingestyrelsen og dermed Flygtningenævnet, som vist pr definition mener det samme, ikke på. De siger, at alt, hvad de er blevet fortalt, er "konstrueret til lejligheden". Det samme siger de pt. til 88 pct. af de asylansøgere, der kommer fra Afghanistan. Desværre vil de ikke sige hvorfor. Jeg har spurgt detaljeret ind til alle dele af deres afgørelse, men de svar, jeg har modtaget, kan kun kategoriseres som ikke-svar, og i første omgang ville de nøjes med at aflevere dem mundtligt.

Ud over at styrelse og nævn af grunde, som kun de selv kender, tillægger afghanere en generel løgnagtighed, er deres andet hovedargument for at sende flygtninge herfra hjem, at der i Afghanistan er fred og ingen fare. Desværre bygger deres viden om landet udelukkende på en norsk undersøgelse af ældre dato og ikke på rapporter, som f.eks. Dansk Flygtningehjælp har udarbejdet, og som tager udgangspunkt i aktuelle forhold.

I den proces, jeg har overværet, har de spørgsmål, der er stillet til asylansøgeren, hele vejen igennem været manipulerende og ledende, der lægges "fælder" med det formål at vise små unøjagtigheder, som kun kan bruges til at mistænkeliggøre asylansøgeren, i dette tilfælde en mindreårig med meget lidt skoleuddannelse.

Et sådant forhør er meget opslidende og kan vare i mange timer, da det fortsætter indtil den, der interviewer, finder noget, hun kan hænge et afslag op på.

I Udlændingestyrelsen er det en enkelt jurist, der er interviewer...og referent, da der i modsætning til, hvad der er normal retspraksis, ikke er en uvildig referent til stede, og interviewene bliver heller ikke optaget.

Den person, der skal være ansøgers garant for at det hele går ordentligt til, er vedkommendes repræsentant, en tilfældig frivillig, som ikke engang har taleret.

I Flygtningenævnet, som er den instans, Udlændingestyrelsens afslag ankes til, går det hele meget hurtigere, selv om der både er en juridisk dommer og to meddommere, hvor den ene er udpeget af Udlændingestyrelsen og den anden af Advokatrådet. Tidligere var der også en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp i dommerteamet, men det har Inger Støjberg mærkeligt nok lavet om på.

Det virker ikke som om, dommerne er den mindste smule interesseret i at få oplysninger, der kan få dem til at se sagen fra asylansøgerens side. De stiller ligesom Udlændingestyrelsen kun spørgsmål, som tjener til at mistænkeliggøre ansøgeren, så vedkommende kan sendes hjem, måske for at blive slået ihjel, hvad der er set eksempler på.

De siger det samme som deres venner i Udlændingestyrelsen og påstår, der intet nyt er at tage stilling til. Det var der ellers i omtalte sag, men enten havde de ikke læst godt nok på lektien, ellers også ville de ikke se det.

I Flygtningenævnet har asylansøgeren en advokat, men til gengæld er afgørelsen endelig og kan kun tages op igen, hvis ganske særlige forhold kan begrunde det. Dvs. at det er næsten umuligt.

Som sagt er Flygtningenævnet i langt de fleste tilfælde enige i Udlændingestyrelsens afgørelser, og det virker som om, de sammen med Integrationsministeriet udgør en ubrydelig treenighed.

Meget praktisk, men usundt for demokratiet, kunne man mene, en institution, der afholder skueprocesser med det formål at holde demokrater og humanister for nar, så vi kan bevare illusionen om at leve i et retssamfund.

Den konservative Rasmus Jarlov har på Facebook så rammende givet udtryk for sin egen og formodentlig også regeringens holdning til behandlingen af asylsager: Ingen udlænding har nogen moralsk ret til at bo i Danmark. Vi kan diskriminere lige så meget, vi vil, i forhold til hvem vi vil give lov, uden at der er nogen som helst problemer i det.

Det passer jo godt til, hvad der rent faktisk foregår, men hvorfor så hele det store apparat for at afgøre disse sager+ Når det er holdningen, og vi godt ved det, kan vi vel lige så godt spare på udgifterne ved at fyre hele banden...