Varm kakao og nybagte boller til børnene efter skoletid kan være en god, lille tradition. Kronikøren opfordrer til at gå familiernes bagage af traditioner igennem og måske kaste et par stykker over bord og i stedet etablere nogle nye.
Af Thomas Klintsocialrådgiver, Vandværksvej 10, Odense

For mig har traditioner længe været et noget tåget og diffust begreb, som umiddelbart ledte tankerne hen på højtider som jul, påske og nytår. Traditioner som nogle gange forekom mere belastende end nyttige, da forventningerne var skruet højt op, og man puklede løs for at få det til at være ligesom sidste år og ligesom reklamebillederne.

Man kører med på Valentins dag, selvom man inderst inde godt ved, at det bare er et smart marketingskoncept hentet fra USA, og selv om det er dejligt at glæde kæresten, kunne man måske lave sin egen tradition.

For problemet er, at mange af traditionerne i vores hastigt skiftende ”supermarkedsagtige” verdensbillede med frit valg på alle hylder har mistet deres overordnede mission og er blevet mere kommercielle og udhulede end nyttige. Men traditioner er nødvendige og bindemidlet i vores kultur og menneskelige samspil, og de giver os et tilhørsforhold og en tryghed. Men det er tid til fornyelse, og vores egne traditioner skal hives frem og gøres bevidste, og nye skal skabes og integreres.

Et af mine tydeligste barndomsminder er, når min mor havde bagt boller og lavet varm kakao. Når min bror og jeg kom hjem fra børnehaveklasse og skole, sad vi og guffede i os og snakkede om, hvordan vores dag var gået. Det var et tilbagevendende ritual, ja, endda en lille tradition. Ligesom at vi skulle sidde om aftenen og spise sammen, og ikke foran tv'et, som mange familier desværre praktiserer.

En anden tradition var, når hele familien tog til Knuthenborg Safaripark og Bakken, med madkurven og sommerferien hos bedsteforældrene.

Sådan har vi alle forskellige traditioner med i bagagen. Men hvad er traditioner? Slår man op i ordbogen, er det defineret som sædvaner og lovmæssigheder, der videregives fra generation til generation. Hvis vi udvider begrebet en anelse, kan man sige, at traditioner er bindemidlet i vores kultur og egentlig indholdet af al den opdragelse, som vi giver videre til vores børn.

Traditioner er mere konkret vaner/måder at agere og tænke på. Vaner/måder som bliver givet i arv, og som spænder lige fra bestemte adfærdsmønstre og overlevelsesmekanismer til de mere overordnede moralbegreber og værdier.

I kontakten med et andet menneskes traditioner finder vi ligheder og forskelle, og mødet kan ændre på vores traditioner eller fastholde dem endnu mere.

Kort sagt er traditioner fundamentet for indholdet af vores liv. I nogle familier er der tradition for, at man taler om tingene og i andre lægger man låg på. Det er også en tradition - en måde at gøre tingene på.

Denne kronik vil fokusere på at bevidstgøre og integrere de positive og konstruktive traditioner, som vi har med i "bagagen" og kickstarte fantasien med enkelte små forslag, som forhåbentlig kan gøre, at I selv kan tænke videre og skabe nogle nye traditioner.

Det første, vi skal gøre os klart, er, at "plejer-mentaliteten" er død. Fordi julemiddagen er blevet tilberedt på en bestemt måde, så længe I kan huske, er der ingen lov, som siger, at det skal fortsætte sådan.

Fordi jeres billede af, hvad der er rigtigt og forkert, er solidt fasttømret i jeres bevidsthed, behøver det jo ikke at betyde, at det ikke kan ændres eller justeres. Fordi man måske har vænnet jeres hjerne til at betragte livet fra en negativ vinkel og forvente det værste, betyder det jo ikke, at det er sandt.

Ordene "aldrig" og "altid" begraver vi også, da de hæmmer enhver form for ændring og dialog.

Til sidst skal vi gøre os krystalklart, at vi har magten og redskaberne til at ændre vores liv her og nu. Det gælder om at tage beslutningen og om at øve sig, og gøre sig klart, at tingene kan ikke ændre sig, hvis de ikke bliver gjort bevidst.

Så lad os begynde og tage et kik ned i sindets "bagage". Tag en blok og kuglepen og skriv dine 10 (gerne flere) mest positive barndomsminder ned og spørg dig selv, om det er traditioner/sædvaner, du selv vil videreføre, og om du viderefører dem allerede nu. Det kan være, at I havde tradition for at tage på camping hver sommer, eller at dine forældre gjorde meget ud af at arrangere et flot morgenbord på din fødselsdag, og det er noget, du selv vil gøre i din familie.

Skriv derpå de 10 værste traditioner ned, som du kan huske, og spørg dig selv, hvordan du kan undgå, at de videreføres i dit eget liv og se på, om du allerede praktiserer dem. Det kan være, at jeres familiefester ofte endte med, at onkel Niels fik for meget at drikke og ødelagde festen med råben og skrigen. Eller at faster Karen hvert år til din fødselsdag, gav dig en flad konvolut med penge, i stedet for at bruge lidt energi på at finde en gave. Eller at du måske aldrig følte, at du havde nogle at gå til, når livet var svært, og at du skulle være perfekt i andres øjne.

Du står måske nu med din egen familie, og din partner og du har hver sit sæt traditioner og ideer med sig, som skal finde en naturlig balance. For traditioner sætter man sædvanligvis ikke spørgsmålstegn ved, og derfor kan de ofte være kimen til konflikter.

Eksempelvis hvis man selv er blevet døbt, men ens partner ikke er - skal ens egne børn så døbes, som der jo så er tradition for i den ene familie? Eller når man skal giftes, hvis man skal det ? Skal det være et traditionelt kirkebryllup med tre retter, eller en havefest med vildsvin, fadøl og rockband i baggrunden?

Det kræver bevidstgørelse at lave sine egne traditioner og man skal være sig bevidst om, at man giver det videre til sine egne børn. Derfor kræver det lidt planlægning, men så er gevinsten også, at man bliver bundet sammen af gode oplevelser, og fornøjelsen ved selv at have taget beslutningen og skabt en tradition er enorm.

Lad mig komme med et par betragtninger om, hvad jeg vil lægge vægt på, når jeg selv får børn. Eksempelvis vil jeg lave en tradition som går ud på en månedlig maddag, som skal hedde "Retter fra den store verden". Her vil jeg mase og knokle i køkkenet for at kreere retter fra et andet land, og mens man spiser kan man jo snakke om landets kultur og særlige kendetegn. Og når børnene vokser op, vil jeg rende rundt med kameraet og lave snesevis af fotoalbums.

Eller for at vende tilbage til spørgsmålet, om ens børn skal døbes. Hvad med at skabe den tradition, at man tager sine børn på en rejse til forskellige religioners "hjemlande". Til Israel for jødedommen, Asien for buddhismen, Mellemøsten for islam og Europa for kristendommen osv. Ikke nok med at det vil være nogle fantastiske rejsemål, som forældrene også kan nyde, men det vil også gøre, at børnene har en bedre mulighed for at tage stilling, når de er i konfirmationsalderen.

I forhold til partner, venner og familie kan man gøre det til en tradition at spise brunch sammen om søndagen eller huske mærkedage og selv finde på nogle med ens partner.

Mulighederne er uendelige. Hvilke traditioner, der virker for jer, er forskelligt, og det skal der være plads til. Bare så længe traditionen har et formål, og når den ikke har det længer, bør den forkastes eller finjusteres.

For tingene forandrer sig, og vi har ikke megen indflydelse på det, der kommer udefra, men vi kan bestemme hvordan vi vil reagere på det.

"Du er hvad du spiser", men endnu mere "Du er, hvad du tænker". Vi kan tage livet i vores egne hænder og forme det, som vi gerne vil, og dertil skal vi bruge traditionerne og justere dem og skabe nye i takt med, at vi selv udvikler og forandrer os. Det er i sig selv vel egentlig den bedste tradition at videreføre...