Shitstorme på sociale medier og jerntæppe mellem køn. Når numser skygger for perspektiver
Af: Markus Lentz, studerende, skribent og tidl. elev på Politikens debattør- og kritikerskole

Kønskampen: Det kan godt være, at Tarzan er dø', og Jane laver kussetryk i sit safe-space på Femø, men den afrikanske luder står stadig under nytårsfyrværkeriets eksplosioner på himlen. Hun har haft granatchok, siden en mand eksploderede i ansigtet på hende. Hendes liv har ikke været en LGBT-farvet regnbuehistorie, men ét langt golden shower. Gadens afrikanske glædespige har ikke haft meget at glæde sig over i 2017, og vil højst sandsynligt heller ikke have noget at glæde sig over i 2018.

Dannerstiftelsen meldte også i 2017, at der er 33.000 kvinder i Danmark, som årligt flygter fra eller "fejrer" nytår sammen med mænd, der opererer hjemmets psykiske- og fysiske gaskammer.

Der var rigtig mange kvinder, der ikke ejede privilegier i 2017. De var i en konstant risikozone for at blive tævet psykisk eller fysisk med en flaske, i modsætning til fjerde bølge-feministerne fra Girl Squad, Louise 'Twerk Queen' Kjølsen, Nikita Klæstrup og Ekaterina Andersen, der i 2017 kunne slå sig på flasken og fejre, at Lindhardt og Ringhof havde udgivet deres bog: "Ludermanifestet".

Det nye nordiske feministiske manifest blev ikke særligt positivt modtaget af anmelderen Søren Kassebeer fra Berlingske. Han havde gjorde en observation - der intet havde at gøre med, at han er en hvid heteronormativ mand - men at bogen var ét langt postulat af tvivlsomme generaliseringer, og at bogens fodnoter var ligeså usynlige som psykisk vold.

Journalist Mette Fugl, musikeren Henrik Marstal og forfatteren Susanne Staun var heller ikke begejstrede for det nye feministiske initiativ. De mente, at de nye feministiske tsunamier skyllede feminismens formål ud i Twerk-Dronningens porcelænstrone, og deres numser skyggede problematikker, der har eksisteret længe før atten hundrede hvidkål.

Girl Squad var et eksempel på en af 2017's mange feministiske initiativer, der manglede perspektiv.

Men der var også mange andre nye nordiske, glutenfrie-, fedmeaktivistiske og SoMe-feministiske diskurser, der manglede både perspektiv og løsninger på feminismens ligestillingsproblemer. De skabte i 2017 flere sociale konstruktioner, der polariserede samfundet, og adskilte kønnene som et jerntæppe. Derfor udviklede ligestillingsdebatten anno 2017 sig i stedet til et misogyn (kvindehadsk) og misandrisk (mandehadsk) skænderi. I 2017 tog mange mænd i forbindelse med #metoo-kampagnen (der havde et potent potentiale til at blive årets vigtigste kampagne, fordi alle kvinder der havde oplevet overgreb brød stilheden) afstand fra de mænd, der havde krænket og forgrebet sig på kvinder ved at skrive #Notallmen. Alligevel skrev debattøren Kathrine Blauenfeldt, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Så uanset, om mænd kalder sig feminister, eller tager afstand fra befamlende mænd og voldtægtsforbrydere, vil de ubetinget af deres køn, stadig være priviligerede passive participanter i det patriarkalsk samfund.

Desværre gik der ikke langt mellem veerne, før #metoo-bølgen udviklede sig til en ensporet shitstorm i en højrisikoszone, hvor mediefolk og skuespillerinder tog ejerskab over hashtagget, så de kunne kølhale film- og mediemogulerne Harvey Weinstein, Peter Aalbæk Jensen og the other Weinsteins, ved folkedomstolen. Vejen til helvedet er altså også brolagt med dårlige undskyldninger, og #metoo-bølgen udviklede sig til en undskyldning, der gav mange kvinder - og Henrik Marstal - carte blanche til at hade og beskylde alle mænd, uanset om de var sorte, gule og brune ligesom dronningens tænder for at være passive og aktive deltagere i patriarkatet. Selvom der hver dag er en ny #metoo-sag, så fremelskede hashtagget også en offermentalitet og en krænkelseskultur, hvor alle blev krænket på vegne af alle andre, på nær luderne, voldsofre og de marginaliserede muslimske kvinder, der lever i et religiøst og socialt kontrollerende parallelsamfund. De marginaliserede muslimske kvinder skrev forfatterinden Sara Omar om i sin intense autofiktive bog "Dødsvaskeren", der blev waterboardet i mudder og roser, af blandt andre chefredaktøren på Weekendavisen, Martin Krasnik. Han omtalte bogen som et af årets største litterære bedrifter og en sejr for de muslimske kvinder, der lever med volden.

Men problemet med offermentaliteten og krænkelseskulturen er at den skal sættes i perspektiv, og den skal relativeres, så der i 2018 kan blive udtænkt en løsning på overgrebs- og voldskulturen. Derfor skal de nye feminister ud af rationalitetens jernbur og deres safe-space og ind i kampen. Deres nytårsforsæt skal være at udtænke en løsning. For frihed fra vold og overgreb kan ikke løses ved teori, semantik eller et hashtag. Men hvordan skal kællingeknuden så løses?

Efter apartheidstyret i Sydafrika i 1994 gik folket, kirken og parlamentet sammen i en Truth and Reconciliation Commission of South Africa - Sandhedskommissionen. Kommissionen var støbt på det retsfilosofiske fundament, Ubuntu, der betyder medmenneskelige og tilgivelse. Og kommissionen havde den svære opgave at forsone befolkningsgrupperne ved at føre ofrene sammen med fangevogterne, så regnbuenationen kunne komme videre. Ofrene fik pludselig en mulighed for at fortælle om de forbrydelser, som de var blevet udsat for. Kommissionen endte med at give 7000 gerningsmænd amnesti, fordi de gav fuldt vidnesbyrd. Desværre fik de 21000 ofre, der vidnede, aldrig kompensation.

Europa har muligvis brug for Afrika, selv om vi altid tror, at det er Afrika, der har brug for Europa. Men kan de eurocentriske feminister omfavne den tilgivende afrikanske retsfilosofi, og bruge den som en metode til at komme videre i 2018? Kan kvinderne, der blev antastet som ludere i nattelivet, tilgive? Og kan kvinder, der ligesom sydafrikanerne, blev frarøvet deres værdighed, se deres gerningsmænd i øjnene - hvilket er forståeligt, hvis de ikke kan?

Det er selvfølgelig forståeligt, hvis de ikke kan. Og selvfølgelig skal voldtægtsofrene, i modsætning til sydafrikanerne, kompenseres, hjælpes og have en undskyldning. Og selvfølgelig skal forbryderne retsforfølges, hvis de forgreb sig på loven, imens de forgreb sig på kvinderne.

Det er muligt at en sandheds- og forsoningskommission ikke er løsningen, men en løsning er nødvendig, for ellers forsvinder problemet ikke.

Men indtil der kommer en solid løsning, vil jeg - uden at bagatellisere problemet - på vegne af mit køn gerne sige #undskyld, så vi (transkønnede, hvide, homoseksuelle og farvede mænd, og´muslimske, afrikanske og vestlige kvinder) kan komme videre med ligestillingskampen på arbejdet, i hjemmet og i sengen.