Jeg har fulgt debatten om abort efter den 12. uge og er dybt forundret over, at flere hundrede gravide vælger en sen abort, fordi der er mistanke om lav vækst, deforme lemmer eller andre mindre skader. Ofte beror aborten på mistanke, og det viser sig, at det kunne have udviklet sig til et lille velskabt barn.

Jeg har forståelse for, at nogle par vælger løsningen, hvis der kan konstateres en stor hjerneskade eller kromosomfejl, eller hvis de sociale forhold taler for det. Mange, der får foretaget aborten, kommer fra velfungerende parforhold og har økonomisk og sociale muligheder for at skabe gode og trygge rammer for et eventuelt handicappet barn. Jeg undres over, at man som forældre vælger et barn fra, fordi det er besværligt eller ikke lige passer ind i kernefamilien eller arbejdslivet. Fravalget kan også skyldes nervøsitet for, hvordan det siden hen går barnet.

Verden ville se meget anderledes ud, hvis alle passede ind i den gængse opfattelse af normalitetsbegrebet. Livet for mange er blevet sådan, at er der noget, man ikke bryder sig om, som gør ens tilværelse mere besværlig, så bør det kasseres.

At få et barn med små eller store handicap kan sammenlignes med at vælge feriemål. Målet er Venedig, hjemmefra forberedes alt til mindste detalje - hvor skal man bo, hvad skal opleves. Flyet lander desværre i Haag. Pludselig vælter korthuset. Hurtigt må man indstille sig på omvæltningen, finde alternativer. Hvis du hele dit liv bliver ved med at sørge over, at du ikke kom til Italien, bliver du ikke fri til at værdsætte og nyde det helt specielle, virkeligt vidunderlige Holland. Sådan er det også med handicappede børn.

Med hvilken ret skriver jeg så disse ord. Jeg er mor til en multihandicappet pige på otte år. Jeg fik også foretaget fostervandsprøve, men den viste, at alt var normalt.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg gav min datter liv. Jeg er helt sikker på, at hun har et godt og bestemt også værdigt liv. Hun er med til at skabe mangfoldigheden og samtidig også røre ved det perfekte verdensbillede. Det er vores opgave som forældre at skabe nogle rammer for hende, hvor hun kan udfolde og udvikle sig. Det er besværligt - ja - men det er med til at skabe en nuanceret tilværelse, hvor ikke alting tages som en selvfølge. Samtidig behøver man ikke gå i stå som forældre.

Man kan udmærket fortsætte det liv, man havde, inden barnet blev født, nu skal alting blot tilrettelægges noget mere. Samtidig skal man tænke på, at det ikke kun er egne behov og forestillinger, der skal tilgodeses.

Hvis udviklingen fortsætter, og teknologien og lovgivningen giver mulighed for at udskille endnu flere små individer på et sent tidspunkt i graviditeten, frygter jeg for en fremtid, som bygger på egoisme, selvrealisering og ensretning. Hold fast i den frie abort indtil 12. uge og giv i helt særlige tilfælde mulighed for sene aborter.

Inger Poulsen, Gelstedvej 25, Aarup, er forstander på Fugleviglund Produktionshøjskole.