Scherfig og foråret


Scherfig og foråret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den nu 100-årige forfatter Hans Scherfig blev berømt og berygtet for romanen om kadaverdisciplin i latin- skolen, Det forsømte forår. Tiderne har ændret sig, men eksamenstid er stadig angstfremkaldende.

Når bøgens knopper for alvor skubber, så er det forår. Når solsortene kvidrer på livet løs, og viberne fejrer forlovelse og danser tæt på strandengene, så vender vi for alvor vinteren ryggen og går lysere tider i møde. Men forår er også eksamenstid, og her forsvinder forårsfornemmelserne øjeblikkeligt. For enhver, der har siddet og svedt angstens sved ved det grønne filtbord med en puls på 120 og kroppen pumpet med beroligende medicin ved, at eksamen kan være en ret alvorlig sag.

Det måtte forfatteren og 100-års fødselaren Hans Scherfig også sande. I romanen Det forsømte forår fra 1940 giver han sit bud på, hvorledes eksamenspres og præstationsangst gør livet surt for en gruppe skolelever. Og selv om denne roman er skrevet ind i en intens pædagogisk debat i samtiden, så indeholder den betragtninger og overvejelser, der på mange måder stadig har bud til vor tids skole og samfund.

"Disciplina solerti fingitur ingenium". Sådan står der skrevet hen over facaden på skolen i Det forsømte forår. Scherfig selv skriver, at denne latinske sætning betyder noget i retning af, at øretæver er godt for den åndelige udvikling.

Og dermed er linjerne fra begyndelsen trukket op om det skoleunivers, Scherfig fører sine læsere ind i.

Det er en skole, hvor orden, disciplin og lydighed er sat i højsædet, og lussingerne hænger løst i luften: "Kommer du for sent? Så må du jo have en lussing!", som en gårdvagt i romanen triumferende udbryder, inden han lukker skoleporten og med fuld kraft sender en flad hånd mod lovovertræderens ene kind.

Det er en skole, som styres efter sine helt egne love. Eller som Scherfig udtrykker det: "Skolen er en verden for sig. En lille isoleret afskåret verden uden forbindelse med den store omgivende verden. Et selvstændigt samfund midt i byen."

I denne uafhængige statsdannelse med hårdtslående traditioner følger vi en drengeklasses prøvelser fra mellemskolen frem mod den afsluttende studentereksamen i tredje g. Og prøvelser er der nok af. F.eks. skolens matematiklærer - kaldet aben - som er i besiddelse af et temperament, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle hans elever. Gud hjælpe dem, der ikke har løst deres regneopgaver korrekt.

For slet ikke at tale om latinlæreren, lektor Blomme, der som en anden romersk kejser troner bag katederet og underkaster sine elever samme skånselsløse behandling som de maltbolsjer, han med stort velbehag knuser én efter én mellem sine tænder.

Det får klassens tykke dreng - Thygesen - en dag at føle, da Blomme kalder ham til standret foran katederet: "Nå, Tykkesen! Har du kraft nok til at fortælle os om den anden puniske krig? Rejs dig kun op, Tykkesen, du smækfede yngling! (...) Luk kun dit vældige gab op, du hvalfisk, og spyt dine ypperlige kundskaber ud! Dølg ikke din viden for os andre, vær ikke nærig og påholdende med din lærdom, men lad os også få lov til at sole os lidt ved din forstands lys!"

Oven på denne svada er Thygesen sendt til tælling og får kun fremstammet et eller andet usammenhængende om Hannibals krigselefanter. Hvorpå Blomme med himmelvendte øjne udbryder: "Det er skrækkeligt! Vi har hørt nok på dig. Sæt dig kun ned, du dorske fedtklump og lad hvilen falde på dig."

Meget bedre bliver det ikke, da eleven Ellerstrøm noget tøvende forsøger at redegøre for årsagen til, at Ovid i en latinsk sætning har brugt ordet an i stedet for utrum eller ne.

"Det er vås! Min kære Ellerstrøm. Du har fået fat i en forkert paragraf, da du gramsede i posen. Det var en nitte! Du gættede galt! (...) Men vent bare! Jeg glæder mig til at slagte dig til eksamen!"

Således henslæber eleverne dag efter dag, uge efter uge, forår efter forår, under lærertyranniets strenge blikke, undertrykkende trusler og korporlige øretæver frem mod det, der er kulminationen på det hele: den afsluttende eksamen.

"Vinteren er lang", skriver Scherfig i romanen, "men når foråret omsider begynder at kunne mærkes, bliver man ilde til mode. For foråret betyder eksamenstid. Når plænerne i Østre Anlæg bliver grønne, og der kommer knopper på buskene, så nærmer den skrækkelige tid sig. Så må der læses og repeteres."

Mens foråret er ved at eksplodere af liv og kraft, så må eleverne i "Det forsømte forår" sidde inde bag lukkede vinduer og dæmpe forårsfornemmelserne og præstationsangsten med kaffe og aspiriner i kampen for at læse sig igennem deres eksamensopgivelser og undgå lærerkollegiets slagteknive.

"Man læser og læser med rødrandede øjne", som Scherfig skriver. "Man spiser i tavshed, mens man tænker efter og repeterer. Og så læser man igen. Man har nervøs mave og kvalme og klamme hænder. Man har hjertebanken og trækninger og ømheder. Og man læser og læser. (...) Det er forår. Men man har ikke tid til at tage sig af foråret. Man har forsømt hvert eneste forår i sit liv."

Det forsømte forår vakte stort postyr ved sin udgivelse. Mange anmeldere var begejstrede og fremhævede Scherfigs skarpe og meget rammende iagttagelser af livet, som det udformer sig foran de sorte tavler bag de tykke skolemure.

Men Scherfigs kritik af skolens autoritære undervisningsmetoder, eksamenshysteri og livsfjerne socialiseringsproces rejste tillige en sand hvirvelvind af forargelse i pædagogiske kredse. Læserbreve fra gamle skolekammerater, der med grådkvalt pen forsvarede deres gamle skole, var hyppige indslag på avisernes debatsider. Ligesom mange undervisere og administratorer fra alle hjørner af det danske skolesystem følte sig noget trådt over tæerne og luftede deres vrede i artikler og interview.

At Scherfigs roman blev udsat for så voldsom kritik i samtiden, skal ses i en bredere sammenhæng med den debat om skole og pædagogik, som verserede livligt op gennem 1920'ernes og 1930'ernes kulturradikalisme. Man talte fra flere sider om nødvendigheden af en friere undervisningsform i skolen.

Hvis man ville undgå den forkrøbling af mennesket, som de kulturradikale kredse mente, socialiseringsprocessen i det borgerlige samfund var et udtryk for, så måtte vinduerne i den lukkede skolebygning åbnes mod verden. Og skolens system af øretæver, ydmygelse og eksamensjag måtte afløses af en pædagogik, der i højere grad satte sanserne, fantasien og selvstændigheden på dagsordenen.

Det var med afsæt i denne debat, Scherfig kunstnerisk modellerede sit skolebillede. Og selv om der i mellemkrigstiden blev oprettet en del friskoler herhjemme, som eksperimenterede med en mere frigørende pædagogik, så mødte de nye tanker om skole og opdragelse kraftig modstand i de reaktionære kredse af det etablerede undervisningssystem.

Så da Det forsømte forår så dagens lys, blev den genstand for samme holds indædte kritik.

Nu har Scherfigs roman ganske vist et halvt århundrede på bagen og er tegnet på et pædagogisk grundlag, der senere er blevet reformeret og moderniseret gennem nye betænkninger og love. Men hvem kan trods dette alligevel benægte romanens aktualitet i dag, da psykologhjælp og beroligende medicin er blevet en fast bestanddel i et stigende antal elevers skole- og eksamensforløb?

Adgangsbegrænsningen til de videregående uddannelser lurer som et spøgelse i alle hjørner. Pensumkrav skærpes, og presset på hver enkelt elev øges og giver eksamensnerver.

For mange unge er der tale om en roterende eksamensspiral, der pløjer sig ødelæggende og angstfremkaldende gennem deres tilværelse. Der er således al mulig grund til stadig at læse Det forsømte forår og forholde sig til romanens kritiske skildring af skolen og eksamensystemets hæmmende indvirkning på elevernes livsudfoldelse.

Leon Jaurnow, Peter Bangs Vej 91, Frederiksberg, er cand.phil.
Leon Jaurnow, cand. phil. - Frederiksberg
Leon Jaurnow, cand. phil. - Frederiksberg

Scherfig og foråret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce