Danmarks statsminister mød tes med Israels premierminister Ariel Sharon. Hovedemnet var naturligvis forholdet Palæstina og Israel. Det Israel, som Danmark i FN i 1947 med vores stemme og 2/3 flertal var med til skaffe land ved deling af Palæstina.

Danmarks stemmer altid i retning af demokrati og menneskers værdighed. Indtil i dag er hele tre krige dog fulgt efter udråbelsen af staten Israel i 1948. Intifada og terror ikke medregnet.

Nutidens israelske premierminister var en af de hårde negle til hærchefer, som Israel skylder sin senere sejr i den sidste krig 1973. General Sharon nåede med sin panserdivision trods kontraordre over Suezkanalen frem til 100 km fra Cairo. Kun stormagtsindgreb fremtvang en våbenstilstand.

Af delingen opstod det palæstinensiske flygtningeproblem allerede 1948. Ægyptens hær brød sammen foran Tel Aviv. Stormuftien af Jerusalem El Hussein havde imidlertid i radio udskreget løfter om plyndring efter indtagelsen. Angsten for gengæld medførte det palæstinensiske flygtningeproblem. Selv om Israels nye forfatning tilbød alle ligeværdigt borgerskab.

Derfor stod vores statsminister over for Sharon balancerende mellem historiske kendsgerninger og staten Danmarks modstand mod terrorisme. Ikke nemt.

Og derpå på første statschefsbesøg hos Iraks nyvalgte regering. Naturligvis vil også vi helst have danske tropper hjem. Jeg tror, vi skylder historien at holde fast. Hvor havde Danmark været, hvis allierede hære i 1945 ikke drog mod nord og afskar russisk fremmarch langs Østersøen? Og var dette felttog i tættest muligt samarbejde mellem USA og England ikke iværksat via Bretagne, havde Danmark næppe undgået at dele skæbne med Østtyskland. I det lys skal vi se vores deltagelse i krigen mod Saddam Hussein.

Men nu samvittigheden - min altså.

Ja, uden nogen børn eller børnebørn i forsvaret - endnu, er det nemt at være saglig.

Mine samvittighedsproblemer er dog mere indviklede.

Jeg blev med det første hold danske officerer specialuddannet ved den amerikanske hær i 1950-51. Ifølge Atlantpagten. Jeg så derfor tæt på, hvordan Koreakrigen oplevedes, militært og civilt. Og intetsteds hørtes ét ord om tilbagetrækning fra Korea!

Dette glemte jeg aldrig. Jeg lærte noget om statsansvar i jordhøjde.

Det gjorde imidlertid, at jeg i 72 stemte nej til EF. Jeg ville kort og godt "ikke opleve mine børns og børnebørns udsendelse som soldater".

Men EF fik styr på Europas sult - og jeg på min holdning. Dette er jo samarbejdets formål og fredens instrument - og jeg forsvarer i dag Danmark tætte medlemskab i EU.

Historisk erfaring viser, at materiel og økonomisk velfærd for de flest mulige er eneste mulige grundlag for fred.

Facit bliver mit nuværende dilemma.

Jeg skal også i resten af mit liv kunne se mine ni børnebørn i øjnene og forklare, hvorfor også Danmark - og dermed måske nogen af dem - i fremtiden skal kunne deltage i militær indsats - med demokrati som formål.

Hans Møller Rasmussen, Kallerupvej 3, Odense M, er civilingeniør.