Samuelsen og jeg er blevet klogere
Af: Redaktionschef Jakob Herskind
Hvad er meningen?

Hele pointen er, at de ultimative krav er væk, og nu sætter vi os ved forhandlingsbordet, for det, jeg har forstået, det er, at hvis jeg siger de ord, så lykkes det ikke.

Sådan sagde en tilsyneladende afklaret og nærmest selvudleverende Anders Samuelsen (LA) til DR's TV-avis tirsdag aften oven på det stærkt underholdende parlamentariske forhindringsløb henover finanslov, skattelettelser og paradigmeskift i udlændingepolitikken. Jeg bed især mærke i sidste del af sætningen: "Hvis jeg siger de ord, så lykkes det ikke". Som vel var Anders Samuelsens måde at formulere erkendelsen af, at trusler sjældent fremmer løsninger og ofte er decideret kontraproduktive, hvis man vil have nogen til at gøre det, man gerne have dem til. Efterfølgende er Samuelsen og hans parti blevet tørretumblet på længste program for endnu engang at demonstrere total mangel på fornemmelse for logikken på Christiansborg. Fornemt eksemplificeret af den liberale formands tweet 8. december, hvor Samuelsen lovede de største skattelettelser i mands minde - inden jul og inden, at der rent faktisk lå en aftale. Turen gennem tjære og fjer er på mange måder derfor helt på sin plads.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at knuselske Samuelsen bare en lille bitte smule efter bodsgangen i tirsdagens TV-avis. Mest fordi føromtalte indrømmelse vækker genklang i mit eget, banale familieliv langt Christiansborg. Toppolitikere er jo på en måde rollemodeller, hvis valg og fravalg, vi kan vælge at spejle os i. I læ af udenrigsministerens udtalelse tør jeg derfor nu også godt nu indrømme, at jeg har taget fejl. Trusler virker simpelthen ikke. Hverken overfor Dansk Folkeparti eller børn. Og de virker overhovedet ikke, hvis man alligevel ikke er parat til eksekvere den efterfølgende straf, der er en implicit del af truslens anatomi. Det har Dansk Folkeparti og (mine) børn gennemskuet for længst.

Det er ikke sådan, at ingen har viderebragt mig den pointe gennem årene. Jeg har sådan set hele tiden vidst, at de havde ret, men jeg har bare ikke rigtigt forstået det. Før nu.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg i løbet af de seneste år har hørt mig selv proklamere overfor husets yngel, at hvis ikke de gjorde, som jeg bad dem om, så... Reaktionen har stort set været den samme hver gang, og i takt med alderen og ungernes voksende rutine i øvelsen at navigere i deres faders inkonsekvens, er ansigtstabene blevet stadigt mere markante. Her følger en typisk ordudveksling i slipstrømmen på en upræcis fremsat trussel i mit hus:

- ...Så hvad, spørger drengene og kigger udfordrende op på mig.

Ja, det er jo det, der er det gode spørgsmål. Og her har jeg sjældent haft et overbevisende svar parat.

- Ja, så...så...så får I ingen julegaver.

- Tror du selv på den, far?

- ....næ...men vil I ikke godt være søde at rydde op på jeres værelser nu?

- Jo, men ikke nu.

- ...

Inspireret af Danmarks måske mest fagligt kompetente udenrigsminister nogensinde, som Anders Samuelsen har kaldt sig selv, vil jeg derfor fra i dag forsøge at skabe et trusselsfrit miljø på hjemmefronten. Det tror jeg, der kan komme store resultater ud af. En skatteaftale med Dansk Folkeparti efter nytår og et par knægte, der rydder op på deres værelse, når de bliver bedt om det, eksempelvis.