Samtale, men om hvad?


Samtale, men om hvad?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

TRO: Når man begynder på Leif Munksgaards kronik i Stiftstidende 3/1, begynder man at tro, at Munksgaard er ved at komme til besindelse i sin opfattelse af muslimerne. Efter omtale af den senere tids uheldige begivenheder forårsaget af muslimer skriver han, at mange spørger: Er islam religion, som inspirerer til terror? Noget direkte svar herpå kommer han dog ikke med.

I stedet skriver han, at ledende muslimer, hvormed han måske mener imamer, bør (han siger ikke skal) troværdigt lægge afstand til terrorisme, idet, som han skriver, "Det er trods alt ikke alle muslimer, som er tvetungede." Han fortsætter med at opremse nogle samfundsforhold, som muslimer skal (nu skal) respektere: Ytringsfrihed også i henseende til Koranen og Muhammed, de må acceptere, at mange, måske de fleste anser religion for opspind, at religion og politik ikke må blandes, da religion er en privat sag, som ikke skal bruges i lovgivningsarbejdet, at religionsfrihed også omfatter frihed til at forlade islam. Kort sagt muslimernes syn på ytringsfrihed, kunstnerisk frihed og religionsfrihed må og skal verdsliggøres.

Disse ufravigelige krav til muslimerne kommer efter at Munksgaard påstår, at parterne, hvormed han vel mener muslimer kontra "gammeldanskerne," mistænkeliggør hinanden.

Foreløbig har vi ikke hørt til Munksgaards sædvanlige jamren over verdsliggørelsen (sekulariseringen) af samfundet og fremhævelse af, at det er bedre at tro på Allah end slet ikke tro, men det kommer frem i hans medicin mod mistænkeliggørelsen. Medicinen er nemlig en tværreligiøs samtale. Kristendommen og Munksgaard skal være dem, der brygger bro og stifter fred mellem islam og "gammeldanskerne," således "parterne kan komme til at leve sammen på fredelig vis inden for rammerne af et demokratisk, postreligiøst samfund".

Munksgaard har på intet tidspunkt konkretiseret, hvorved parterne mistænkeliggør hinanden. Er det kravet om disse samfundsforhold, som muslimerne skal respektere, som i sig selv er mistænkeliggørelse: Reel religionsfrihed med frihed til at forlade islam, ytringsfriheden og at islam er en privat sag, som ikke skal være retningsgivende for lovgivningen. Så er det da selv Munksgaard, som stiller disse krav. Det er da ikke mistænkeliggørelse fra muslimernes side, at vi stiller disse krav, for de er da reelle krav. Der er da heller ikke mistænkeliggørelse fra vor side, medmindre muslimerne beskyldes for ikke at ville opfylde disse krav, eller som Munksgaard selv angiver, at nogle muslimer er tvetungede. Disse to påstande er ifølge Munksgaards kronik mere realitet end mistænkeliggørelse.

Munksgaard skylder os at fortælle, hvad den seriøse tværreligiøse samtale skal gå ud på. Det er ikke nok at sige, at det drejer sig om at forstå muslimerne, for hvad er det, vi ikke forstår? Det er da mere indholdet af en samtale, det kommer an på end blot det at samtale. Munksgaard har et forklaringsproblem.

Samtale, men om hvad?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce