Sådan ser medierne på uddannelsesverdenen. Som to trætte boksere i en boksering
Af: Fellow på Constructive Institute, uddannelsesredaktør på Politiken Jacob Fuglsang

Der står to sværvægtsboksere lænet mod hinanden. De er forslåede og så udmattede, at ingen af dem orker at træde tilbage, stå oprejst og forsøge at få et slag ind. Med armene omkring hinanden forsøger de med de sidste kræfter at daske lidt på modstanderens ryg. Der er næsten lige så uudholdeligt for tilskuerne at se på, som det er for bokserne at fortsætte kampen.

Sådan tager det danske mediebillede, når det gælder uddannelse, sig ofte ud. Den ene bokser er medierne, og den anden bokser de ansvarlige politikere. De er så dødtrætte, at de har glemt, hvad de kæmper for. Mest alvorligt har de glemt de elever og de studerende, som det hele handler om. Alle med deres dagligdag på skoler og uddannelser kan som andre tilskuere måbende se på, at deres vilkår og hverdag er genstand for en markeringskamp, som ikke rykker sig ud af stedet. Reformer og lovændringer kommer og går. Men de grundlæggende problemer på området består og bliver ikke løst. For blot at nævne et par eksempler har det i årevis været sådan, at omkring en ud fem af alle danskere, der må gå gennem livet uden at gennemføre en uddannelse efter skolen. Og trods ambitiøse mål om det modsatte, er der stadig ikke udsigt til, at manglen på håndværkere bliver løst. Hvordan er samfundets mest afgørende politikområde endt i sådan en dødedans?

Hvis vi starter med den bokser, som kan kaldes medierne, har flere ting ført til den fastlåste position. For det første jagten på én sandhed om folkeskolens tilstand. Den sandhed er et fantom, som ikke findes. Jagten giver sig udtryk i flere generelle spørgsmål: Er skolereformen lykkedes? Lærer eleverne at læse? Trives de? Forsøg på at svare på sådanne spørgsmål er jagten på en sandhed, som findes i knap 1300 versioner. Svaret findes i lige så mange skoler, som der er i Danmark. Forskellen fra det fremragende til det elendige er så stor, at det ikke giver megen mening at generalisere. Og da slet ikke ud fra enkelte eksempler eller løsrevne cases.

Problemet forstærkes af, at der for øjeblikket vælter data ud om elevernes præstationer og trivsel. Blandt andet fra den følgeforskning, der er fulgt i kølvandet på skolereformen. De mange tal og data giver indikationer og generelle beskrivelser om, at så og så stor en procentdel af eleverne læser for dårligt eller ikke trives i skolen. Men hvorfor læser eleverne dårligt, og hvad er det, der skaber trivsel? Her bliver svarerne mere tågede og meget forskellige fra skole til skole og fra kommune til kommune. Traditionen for at dele viden mellem skoler og på tværs af kommunegrænser lader stadig meget tilbage at ønske. Det fører samlet til en mediefortælling om skole og uddannelse, som er præget af tunge problemer, og hvor der sjældent bliver fokuseret på løsninger. Kan nogen på den baggrund bebrejde læsere og seere, hvis de sidder tilbage med en følelse af, at diskussionen om fremtidens uddannelse kører i ring. Det risikerer at føre til resignation og til, at der opstår generel mistillid til skoler og uddannelser.

Det er med til at forrykke balancen og gøre den samlede mediedækning skæv, at lokale problemer med skolen ofte flyttes til centralt niveau. Det kan være en kommune som løser inklusionsopgaven dårligt. Det kan hurtigt blive til en sag på den siddende undervisningsministers bord - blandt andet fordi journalister glemmer at rette de kritiske spørgsmål til det lokale niveau, før sagen bliver rejst på Christiansborg. Det kan også være en skoles beslutning om, at eleverne ikke skal i kirke til juleafslutningen. Med et tweet kan landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen, hurtigt kortslutte det lokale selvstyre og tromle hen over skolernes ret og pligt til at bestemme, hvordan en juleafslutning skal foregå.

Så er vi fremme ved den anden trætte i bokser i ringen. De ansvarlige politikere bærer en stor del af ansvaret for, at skole og uddannelse tit tales ned i et stort hul. For det første ved at tage så vigtige institutioner som gidsler i en værdikamp, hvor det handler mere om at få ret end at gavne skoler og uddannelser. Hvor hensynet til egne værdipolitiske kæpheste rides så langt ud på overdrevet, at det ofte ender med selvmodsigende reformer, der gør det svært at få øje på sammenhængen mellem skolereform, reform af erhvervsuddannelserne og senest gymnasiereformen. Den er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når kæphestene rides for langt. Politikerne i forligskredsen kunne ikke blive enige om, hvad karakterkravet til gymnasiet skulle være. For at løse det lavede de et karakterkrav til vurderingen af uddannelsesparathed allerede i 8. klasse og satte så kravet til gymnasiet på laveste mulige fællesnævner. Resultatet har siden været svært for politikere at forklare og forsvare og betyder mere forvirring og utryghed i skolernes ældste klasser.

Det svære spørgsmål er, hvad der skal til for at medierne og politikerne kommer ud og danse i bokseringen igen. For medierne vil mere fokus på løsninger være et godt sted at starte. For hvert problem som konstateres i uddannelsessektoren er der et bud på en løsning - enten i Danmark eller i udlandet. Det bud skal læserne præsenteres for, så de oplever, at der faktisk kan gøres noget. Præsentation af løsninger vil i øvrigt også gøre det sværere for politikerne at affeje spørgsmålene med ideologiske floskler eller henholdende svar. Hvis politikerne præsenteres for konkrete løsninger, vil det også kræve mere konkrete svar og gode forklaringer på, hvorfor man ikke lader sig inspirere af de gode eksempler. Politikerne kan fra deres side af bokseringen øve sig i tilbageholdenhed. Tilbageholdenhed i forhold til udmeldinger, der underminerer uddannelsesinstitutionernes selvstyre. Som Lars Løkkes partifælle Bertel Haarder sagde, da han var undervisningsminister: "Jeg er ikke minister for badeforhæng". Det ville være velgørende, hvis Løkke erkendte, at han ikke er statsminister for juleafslutninger. Men nok så væsentligt også tilbageholdenhed i forhold til at lave central hovsa-lovgivning og selvmodsigende reformer med afsæt i lokale problemer.

Skal de to tunge boksere ud af den fastlåste position, kræver det bevægelse og et skridt baglæns. Det er helt nødvendigt både for bokserne og for tilskuerne.