Så kan du lære det. Skolen er noget, jeg sagtens kan overleve
Af: Adkunkt og lektor Anette og Søren Bøjgård Schleicher, Fanø

Kære læser: Vi vil gerne bede dig deltage i et lille eksperiment, mens du sidder og læser disse linjer. Prøv at lukke øjnene og tænk så tilbage på et skoleminde, hvor glæde er omdrejningspunkt! Hvad dukker frem fra glemslens afkroge? Måske minder fra en skoleudflugt? En sneboldkamp i skolegården? En lærer som hjalp dig med at bryde læsekoden, eller et projektarbejde, som fik stor ros? En hemmelig forelskelse?

Minder om 10 års daglig skolegang rummer for de fleste en række lyspunkter. Men der er også andre minder, hvor helt andre, dunklere følelser fylder. Hvad tænker du fx, hvis vi beder dig fokusere på det lille ord: Lektier? Får dette ord dig til at tænke på hårdt arbejde, frustrationer og Ensomhed? Springer sveden frem på panden, bliver du utilpas? Måske tænker du, at skolerelateret stof er ligegyldigt for dig, men skolen er som altid et spejl på udviklingen i den verden, der omgiver os.

Lektier har stigende fokus i børn og unges liv. Vi kender skole- og gymnasieelever, hvis hele livsindhold er lektier. De er deltagere i det, der kan minde om en evig konkurrence, hvor det handler om at få de bedste karakterer. Og der er en klart defineret skabelon for, hvordan man opnår dette: Vis læreren at du har læst. Vær aktiv i timerne. Ræk hånden op på strategisk rigtige tidspunkter. Sørg for at aflevere samtlige opgaver fejlfrit. Der er opskrifter på, hvordan du skriver den litterære artikel, samfundsopgaven og matematikafleveringen. Og hvis du træder ved siden af skabelonen får du ikke 12. Så har du jo fejlet!

Og mange af de unge har regnet den ud. Der er et ganske bestemt kodeks for, hvordan man opnår de højeste karakterer. En stor gruppe af børn og unge i Danmark disciplineres således tidligt i skoleforløbet til at gøre præcist som omverden og karakterskalaen forventer af dem, og de marcherer som konkurrencesamfundets små eliteenheder direkte videre ind på de videregående uddannelser. Her bevarer de fokus og skruer yderligere op for charmen. Når først de når hertil, har de taget disciplineringen på sig. De er nu dannede af et ganske bestemt tankesæt, hvor legen, glæden, kreativitet og innovative tankesæt må træde i baggrunden til fordel for hårdt arbejde. Ikke noget med 8-16 kultur her. Arbejdet er en livsstil. Der skal performes og præsteres, og der er altid en instans, der bedømmer, om man er god nok. Hele livet.

Hele effektiviseringsdagsordenen har spredt sig ud i alle afkroge. Både daginstitutionerne og skolerne skal præstere. Når de leger med vand i børnehaven, hvordan leger det enkelte barn så? Giver legen pædagogisk mening? Hvad fører legen til? Legen er blevet voksnes indpakkede strategi for tilegnelse af faglig kunnen. Skolen og børnene måles på karaktergennemsnit. Der testes. Politikerne går i panik hver eneste gang, disse test ikke viser fremgang, og forældrene går forrest. De er nemlig selv eksperter i skolegang. De har selv over ti års erfaring. De ved, hvor vigtigt det er, at afkommet præsterer. Derfor opstår der masser af private lektiefirmaer i disse år. Firmaer som tilbyder forældrene hjælp med børnenes lektier, så børnene kan arbejde igennem. Ligesom deres forældre. Så kan de lære det!

Vi har etableret en verden, hvor alle er på. Hvor alt er alvorligt. Vi arbejder længe, og fortsætter, når vi kommer hjem. Og børnene og de unge går ikke ram forbi. Alle vågne timer skal bruges. Et stort nationalt arbejdskollektiv, som sover, spiser og arbejder. Men hvorfor? Hvad er det, vi opnår, når vi sætter børn og unge i gang med hjemmearbejde og lektier? Disciplinering? Helt sikkert. George Orwell ville have nikket indforstået og sagt: "Hvad sagde jeg". Det er ikke kun traditionelle diktaturstater, der kan defineres ved ensretning af borgere. Vi er er skam i fuld gang med den samme øvelse selv. Og vi gør det, fordi vi har bildt os ind, at vi bliver dygtigere. Men hvis det er lukkede opgaver, vi træner, så bliver vi dygtige til at løse lukkede opgaver. Vi burde måske overveje, om det er den slags, vi gerne vil være dygtige til!

Ved militæret har man altid været nødt til at sikre sig, at soldaterne rent faktisk forstår, hvad man lærer dem. I mange hundrede år, har man i denne institution taget det samme pædagogiske afsæt. Man øver sig. Man gentager igen og igen, men man øver sig med en tilstedeværende instruktør, og man bliver ved, indtil man er helt sikker på, at den enkelte har opnået kompetence og viden i forhold til omgangen med eksempelvis våben. I skolens verden bruges lektierne også som argument for, at "øvelse gør mester", men her foregår arbejdet uden instruktion. En flok drenge i 8 klasse deltog for nylig i en undersøgelse, hvor børns muligheder for deltagelse og trivsel var i fokus. En af drengene skrev: "Skolen er noget, jeg sagtens kan overleve".

Prøv lige at tænke lidt nærmere over denne sætning. Skolen som et decideret overlevelsesprojekt. 10 års barndom i skolens verden efterfulgt at 3-4 års ungdomsuddannelse, hvor overlevelse er dagsordenen. OVERLEVELSE! Er det virkelig det, vi ønsker for skolen? Skal lektier med perfektion som succeskriterium virkelig være det styrende? Svaret bør selvfølgelig være et rungende nej! Hvis livet handler om overlevelse, så er vi alle dømt til at tabe, før eller siden.

I vores egen iver efter at præstere mere og mere effektivt, har vi formået at tage barndom og ungdom som gidsel i et farligt måle-kapløb, hvor vi bilder os selv ind, at man reelt lærer andet end almindelig arbejdsdisciplin ved at sidde i timer og øve sig i, hvordan man får et 12-tal på en i forvejen defineret skala. Skoler og uddannelser bør i stedet være steder, hvor selve livet leves, hvor der kan stilles undrende spørgsmål. Hvor man lærer nye generationer at tænke vildt, og hvor man tør fejle. Man lærer af sine fejl, og man lærer af at foretage sig ting, som giver mening. Man lærer når undervisningen bygger på instruktion og øvelse på stedet, mens de professionelle er til stede. Man lærer, når der leves et liv uden for skole- og uddannelseskulturen, hvor andre dele af menneskelivet kommer i spil, og hvor det lærte giver a-ha-oplevelser.

Livet må rumme andet og mere end angsten for at fejle. Angsten for ikke at slå til. Vi har brug for flere historier om lærere og pædagoger, som impulsivt beder klassen om at komme med udenfor, fordi solen skinner i dag, og fordi en tur ud i parken sammen med de andre i sig selv giver livet mening. Der er brug for at forældre seriøst begynder at stille krav til skolerne om, at børn og unge ikke skal være omgivet af et accelererende lektiepres. Skal vi danne kommende generationer til at være andet og mere end nederlagsangste skuespillere, så bør det overvejes, om vi virkelig selv tror på, at Danmark kan definere livsvigtig egenart ved blot at gøre det samme som kineserne, inderne og amerikanerne.

Om lidt runder vi i Danmark tre millioner mennesker, som er i arbejde. Det er ny rekord. Aldrig før har vi været så effektive. Og aldrig tidligere har vi arbejdet så meget. Den slags skaber rigdom og vækst for hele landet. I ovenstående tal er der ikke taget højde for, at tusindvis af børn, unge og voksne ikke er med i denne statistik. De går i skole. Mange studerer og videreuddanner sig. De arbejder hårdt, og de bruger en meget stor del af deres tid med en lektiekultur, som godt nok har potentiale til at skabe resultater på karakterskalaen, men som ikke kan dokumentere nogen gavnlig effekt på den lyst, der gerne skulle være drivkraften hos et frit, lykkeligt og kreativt menneske. Det er den sidste mennesketype, vi har brug for, hvis vi skal træde nye spor i en verden, hvor ensretning og alvor desværre er blevet synonymer for det moderne liv.