georgien

I 1956 rullede russiske tanks ind i Ungarn på en ualmindelig grusom måde. I 1968 rullede tanks fra Sovjetunionen ind i Prag for at kvæle et spirende frihedsoprør i det kommunistiske Tjekkoslovakiet.

Siden væltede Berlinmuren, og de kommunistiske diktaturer faldt som dominobrikker, og også Østeuropa gik den demokratiske vej.

Nu er så russiske tanks på farlige afveje i form af angrebet på Georgien. En brutal og helt urimelig fremfærd fra Ruslands side, som åbenbart blandt andet ønsker at advare NATO om, at alliancen ikke skal gøre sig større med nye medlemmer tæt på Rusland.

Men Georgien skal naturligvis selv bestemme, om man vil være medlem af NATO. Det skal Rusland ikke bestemme.

Tidligere østeuropæiske lande strømmer heldigvis til EU og NATO for at få beskyttelse mod kræfter, som har undertrykt dem i en menneskealder.

Både EU og USA har markant reageret mod Ruslands besættelse. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller har været klar i sin støtte til Georgiens frie valg af alliancepartnere, og han har ret i, at det var en fejl, at NATO ikke allerede i april fastlagde en køreplan for muligt medlemskab af NATO for både Georgien og Ukraine.

EU og USA har stået sammen om at kræve, at Georgiens suverænitet skal overholdes.

Det er godt, at vi i Europa har stærke alliancer og et tæt, forpligtende samarbejde, hvor landene arbejder med respekt og agtelse af hverandre.

Rusland må forstå, at verden ikke er som i 1956 og 1968, og at selvstændige stater har ret til at træffe frie beslutninger.
  • fyens.dk