Jeg var ved at få morgenkaffen i den gale hals, da jeg hørte vores allestedsnærværende undervisningsminister Bertel Haarders forslag: "Specialundervisningen flyttes uden for skoletiden, så eleverne undgår at gå glip af noget - eller få et negativt stempel. Der bebudes en kortlægning af, hvor mange børn der tages ud af normal undervisning for at få specialundervisning. Hensigten er at lade denne gruppe børn blive i deres normale klasser i skoletiden for i stedet at give dem ekstra undervisning efter skoletid."

Haarder og jeg er ikke uenige om, at det gælder om at give skolens mest bogligt svage elever en værdig skolegang. Men det er da ikke værdigt, at elever der i forvejen mangler koncentrationsevner og om muligt har det svært med at gå i skole, skal sidde og læse om eftermiddagen, mens de kan se deres venner have det sjovt udenfor. Det kan da ikke andet give en følelse af at være udenfor.

Samtidig kan man dristes til at forholde sig til inklusionsbegrebet. Kampen for en mere inkluderende og rummelig skole er et omsorgsprojekt, som tager udgangspunkt i et ligeværdigheds-, normaliserings- og berettigelsesbegreb. Men hvad er egentlig mest ligeværdigt for de bogligt svage? Hvordan ser de positive metaforer om rummelighed og differentiering ud, når de skal efterleves i en hverdag, der tendentielt er præget af en indsnævring af normalitetsbegrebet og er mere baseret på de bogligt stærke børns skolegang end de svages?

Sagen om den adfærdsvanskelige dreng fra Korup Skole er et godt eksempel på, at der ikke altid er plads til at rumme alle børn. Men i folkeskolens formålsparagraf står der, at det er dens pligt at bidrage til elevernes alsidige udvikling. Normalt forbindes dette med en vekselvirkning af faglighed og kreativitet, så elevernes forskellige intelligenser tilgodeses. Men paragraffens ord kan hurtigt få en anden betydning, når man som lærer stifter bekendtskab med Dennis i 8. klasse: konstant urolig, aggressiv og ukoncentreret i timerne, med et eksplosivt temperament og ofte årsag til de sociale konflikter.

Her er fagligheden svær at få gennemført, hvis man ikke formår at genskabe et fundament, hvor der er ro og tid til at tage sig af det faglige, skridt for skridt. Det er ikke altid nemt at være klassens dummeste og hele tiden blive mindet om det, som man vel ikke kan undgå i en klasse med hele spektret; fra bogligt svage til bogligt stærke.

De bogligt svages individuelle svagheder og mangler ændres ikke altid til det modsatte i et klasseværelse, hvor der er tryk på. Samtidig oplever urolige elever konstant at være udsat for lærernes kategoriseringer af den uønskede adfærd og konstante opfølgende sanktioner. Det kan heller ikke være befordrende for disse elevers selvværd.

Giver øget fokus på børns læse- og regnestandard den pædagogiske mangfoldighed og rummelighed svære vilkår? Hvilken plads er der for børn, der af en eller anden grund sinker undervisningen? Måske ikke altid i klassen?

Peter Kyhl Olesen, Jens Benzons Gade 50 B, st.th., Odense C, er lærer.