Rumænien: Kommunismens sejlivede spøgelse


Rumænien: Kommunismens sejlivede spøgelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Historiker, dr.phil. Jon A.P. Gissel
Billede
Debat. 

Da jeg i 2015 var i Rumænien for første gang - den del af landet, som hørte til det gamle Østrig-Ungarn- besøgte jeg et sted, som hedder Aiud, hvor man mindes kommunismens ofre. Man har bygget en kirke henover en skrænt, hvor man lagde de mishandlede lig af fangerne fra et fængsel. Under alteret er der et rum, hvor knoglerne er udstillet i montrer. Det er for en vesteuropæer en ret stærk oplevelse. I kirkens sammenhæng ses knoglerne i forbindelse med opstandelsen. Monica Papazu har skrevet på dansk om et andet sted, Sighet, et fængsel i Nordrumænien, som er omdannet til museum, til et mindesmærke for kommunismens ofre. Da jeg i 1990'erne besøgte det danske kulturinstitut i Rom, som ligger i nærheden af det rumænske institut, fik jeg fortalt af folk på det danske institut, hvilket uhyggeligt indtryk det rumænske institut havde gjort på dem. Altid tillukket, man så aldrig nogen. Og dette indtryk, styrets opfattelse af omverdenen som fjendtlig, er siden blevet bekræftet for mig af rumænere.Og man spørger, hvordan er det muligt? Hvordan kunne dette styre fortsætte til december 1989? En del af forklaringen får vi måske af et vidnesbyrd af en rumæner, som blev født og voksede op under kommunismen, men som nu lever i Danmark. Et vidnesbyrd kan være et meget vigtigt bidrag til forståelse af den historiske situation, men behøver ikke at være dækkende for den. Han har bedt mig skrive det:

Constantin Roman fortæller, at han havde levet hele sit liv under det kommunistiske styre, og derfor var dette liv for ham det, han var vant til. I sin barndom og ungdom følte han ikke, at han manglede noget. Udgangspunktet for hans beretning er dermed, at hvis man kun kender én ting, kan man ikke forestille sig det anderledes. Staten bestemte, man blev tvunget til et bestemt arbejde, men han oplevede ingen arbejdsløshed, der var ikke en stadig kamp for den enkelte, men staten skaffede en bolig. Kommunismen søgte total kontrol med menneskers formue og med kontakt med udlandet. Derfor havde de enkelte borgere ikke noget pas. Der var razziaer i biograferne om dagen og spørgsmål, hvorfor folk ikke arbejdede. Sikkerhedspolitiet, "Securitate", gik i civilt tøj, der var angivere, aflytning og dødsstraf. Overalt var der billeder af diktatoren, styrets præsident, Ceausescu. Men Constantin Roman oplevede ikke selv nogen konflikt under kommunismen, tænkte ikke på, om det var retfærdigt. Han havde oplevelsen af, at der var frihed. Da modstanden kom op til overfladen i december 1989, gik han med, fordi han blev grebet af stemningen, men ikke egentlig af overbevisning. Først to et halvt år senere, i sommeren 1992, da han rejste først til Ungarn, senere til Vesten, forstod han helt og fuldt, hvad det indebar, og kunne tilslutte sig med overbevisning. Det var meget svært at bryde ud af buret, f.eks. havde han stor angst for arbejdsløshed, men han indså, at det han havde af sine evner, kunne ingen tage fra ham. Han fandt ud af, at det var en kontrolleret frihed. Der var indoktrinering og en snigende indblanding fra statens side. Staten blandede sig i de personlige valg. I hans hjem talte man ikke om tro, men bedsteforældrene havde et forhold til Kirken, som i denne sammenhæng er Den rumænsk-orthodoxe Kirke. Constantin læste om Kirkens historie og opdagede tanken om menneskets frie vilje.

Et dansk vidnesbyrd fra tiden lige før Soviets opløsning kan måske belyse den komplicerede situation: Historikeren Kai Hørby fortalte os, hans studerende, om et besøg i Moskva, til en konference, før augustkuppet i 1991. Han var kommet med alle forestillingerne om glasnost og perestrojka, som vi alle havde hørt så meget om. Men han sagde: "Man ser ikke antydning af håb i de menneskers øjne." Det gjorde dengang et stort indtryk på mig, og jeg har aldrig glemt det. Dette må også vise, hvor vanskelig overgangen var for mange, der oplevede den i de pågældende lande. Gorbatjov er tit blevet hævet til skyerne, også på Jeltsins bekostning. Men hvor meget håb gav han egentlig ud over de første måneder?

Det er vigtigt, at man husker kommunismen og dens forbrydelser, dels for at undgå gentagelser, dels fordi dens kamp mod den traditionelle kultur og især mod den kristne tro har sat dybe og destruktive spor. "Da Muren faldt, var jeg fem år gammel," sagde en ung mand til mig, da jeg fortalte om min oplevelse af denne begivenhed (jeg er jævnaldrende med Berlinmuren). Det er klart, at for dem, som ikke har levet under kampen mod kommunismen, kan emnet ikke betyde det samme, ligesom Besættelsen og Anden Verdenskrig ikke kan betyde det samme for os, der ikke har oplevet det, som for dem, der har. Disse emner kan betyde meget, men ikke det samme, for dem, der ikke har oplevet det. Men det er vigtigt, at erindringen holdes i live, og det er vigtigt, at bevidstheden om kommunismens forbrydelser findes også i et land som Danmark, der ikke selv har oplevet denne undertrykkelse.

Var begivenhederne i Østeuropa i disse år en sejr for kristendom og konservatisme? Et stykke af vejen var de uden tvivl et resultat af liberalisme og materialisme, altså en drøm om en vagt opfattet frihed og et ønske om at nå en levestandard som Vestens. Noget, som i de følgende år viste sig at volde ret så store vanskeligheder, at nå hurtigt frem til det, som Vesten havde været årtier om at komme til. Den, som ikke har levet under de samme vilkår, skal næppe sætte sig til doms over det. Der findes eksempler på en rent økonomisk konservatisme, som lægger sig meget tæt op ad liberalismen. Men i et dybere lag er det vigtigt, at præster og andre kristne havde stået imod og udholdt grusom behandling i løbet af de kommunistiske årtier. Der er i dette en anden form for håb end den rent økonomiske fremgang eller den rent politiske frihed. Kristne i disse lande oplevede forfølgelse, som kristne i Vesten ikke kender til i fysisk forstand. Og der findes en ældre konservatisme, som er så konservativ, at det gør noget. Den repræsenterer den store europæiske tradition og de enkelte nationale traditioner, som lægger vægt på åndelige og etiske værdier og har kristendommen som sin nødvendige baggrund. Begivenhederne viste, at disse traditioner ikke bukker under trods midlertidig modgang, selv ikke i et system, der søger at overvåge alt og gennemføre et fuldstændigt brud med fortiden. Alexander Solzhenitsyn er et stort eksempel på en forfatter, som repræsenterer både den europæiske og sit eget lands tradition. Vi må være meget taknemmelige over, at Danmark ikke har oplevet den samme fysiske undertrykkelse, det samme forsøg på fysisk at udslette den kristne tro og landets traditionelle kultur som Rumænien og i væsentlig længere tid Rusland har. Men vi bør desuden være opmærksomme på, at også i Danmark har personer og tendenser med en fjendtlig holdning til den kristne tro og kristendommen som kulturgrund udøvet et stærkt herredømme over åndslivet og brugt det til at sikre, at kulturpersonligheder med en kristen og konservativ holdning gik i glemmebogen. For mange er dette blevet "en naturlig ting", fordi de aldrig har kendt andet. I forhold til Danmark må man sige, at de klassiske konservative forfattere, som jeg skriver om i bogen Gud, Livet og Menneskene, var hverken yderlig individualister eller kollektivister, men tradition, dannelse og erfaring er bærende hos dem. De har en helhedstankegang, hvor traditionen er vigtig. Forbindelsen til den kristne tro er stadig åben. Der er stadig plads til menneskets frie vilje. Derfor er der stadig håb.

Rumænien: Kommunismens sejlivede spøgelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce