moske 2

I forlængelse af det røre Jan Boyes deltagelse i - og tale ved Islamisk Trossamfunds fredagsbøn har afstedkommet, er ph.d.-stipendiat Kirstine Sinclair citeret for følgende udtalelse, som formodentligt bygger på hendes forskningsbaserede undersøgelser og konklusioner: "Hvis nogen i debatten er imod en moske, vil" Hizb ut- Tahrir og andre islamistiske organisationer "bruge det til at tale mod det danske samfund eller fremhæve danskerne som muslimsk-fjendske".

Hermed er der rejst et spørgsmål af principielt betydning:

Bør vi tie, fordi uenighed resulterer i muslimsk vrede og modstand "mod det danske samfund"? Fører uenighed og debat med nogen form for rimelighed til den konklusion, at det danske folk kan karakteriseres som værende "muslimsk-fjendske"?

I Danmark har vi en meget lang tradition for at kunne drøfte et hvilket som helst spørgsmål.

Vort demokrati eller folkestyre blev indført i 1849. I velovervejede formuleringer blev principperne for folkestyret nedfældet i Grundloven.

Ud over landet slog demokratiet rod i teori og praksis med dannelse af andelsselskaber, organisationer og foreninger af mange slags.

Her drøftede man landets styre og det lokale styre. Alt sammen hjulpet godt på vej af højskolerne, den frie presse, arbejderbevægelsen og så videre.

Bør dette folkelige Danmark nu lukke ned, tilpasse sig en ny tids krav om respekt for et menneskesyn, som i en række sammenhænge tilsyneladende ikke tillægger kvinder og mænd samme værdi? Det synes at gælde inden for religionsudøvelsen, ved vidneafgivelse og med hensyn til samlivsformer og så videre.

Eller er det tværtimod på tide, vi byder muslimer og alle andre ind til en åben samtale om et hvilket som helst aspekt ved den menneskelige tilværelse?

Bør højskoler, journalister, medier, forskere, og foreninger af enhver slags ikke gå sammen i forsøget på at skabe rammerne for et møde, hvor argumenterne kan brydes frit, og inden for hvilke, det må stå lysende klart, at meningsuenighed om et hvilket som helst emne ikke er udtryk for krænkelse eller manglende respekt. Det forholder sig modsat.

Manglende meningstilkendegivelse kan snarere være udtryk for en respektløs ligegyldighed.

Derfor må vi spørge: Vil vi for enhver pris tilpasningen for fredens skyld? Eller vil vi forsvare retten til uenighed? Hvilket i sidste instans vil sige retten til at leve i frihed i et frit land.

Det er det centrale spørgsmål.
  • fyens.dk