Requiem for provinsens kulturborgerskab: Når makronbunden af offentligt ansatte forsvinder
Af: Konservativ folketingskandidat, Frederiksberg Nikolaj Bøgh

I Jacob Paludans store udviklingsroman "Jørgen Stein" bliver scenen sat i den lille købstad Havnstrup ved Limfjorden, hvis offentlige liv domineres af en række honoratiores, der selvbevidst og omhyggeligt rangordnet mødes med hinanden til selskabelighed og håndterer de dele af livet i byen, de hver især er sat til at varetage, sådan som det i grunden altid havde været. Det er en smuk, men også meget kritisk skildring af verden af i går, som Paludan benytter som afsæt for beskrivelsen af hovedpersonen Jørgens vanskeligheder med at finde sig selv i den opløsning og rodløshed, som fulgte i årene efter 1. verdenskrig, hvor hans barndomsverden voldsomt ændrede karakter; "Man saa Borgmesteren med en uudgrundelig Krusning i Skægget og en Tigers altid lidt urovækkende Elskværdighed føre Fru Stein til hendes Plads, og Par for Par fandt de andre ind, muntert konverserende. Der sad nu Distriktslægen med stille Øjne og tænkte paa, at Menneskene burde ikke spise saa meget; hans Frue havde Amtmanden ved sin Side. Dèr Toldforvalteren med begge Kødfulde Hænder lagt op paa Bordranden som en Mand, der nok skal tage sit Tag; dèr Herredsfuldmægtigen, bøjende sig mod den blonde Apotekerfrue med en Vittighed, bestemt for en snæver Kreds, saa hun kastede sig tilbage i Stolen med en skrukkende Latter, der straks satte Liv i Stuen og varslede godt. Amtmanden betragtede hende, med sit røde Ansigt endnu mere rødt i Skæret af Lysene, og fyldt af den Sympati, man uvilkaarlig skænker den, der viser naturlig Livslyst under Ens Tag. Amtsforvalter Hertz lod sit skarptskaarne, engelsk-fornemme Hoved bade i Lyset uden at ytre specifikke Livstegn paa et saa foreløbigt Stadium, men hans svære Underkæbe, aabenbart et Knuseredskab af stor Formaaen, gjorde en enkelt sidelæns Bevægelse bag den stramme, glansløse Kind. Anna løb frem og skød Stolen ind under Konsul Thielemann. Apotekeren beredte sig paa at finde et Samtalestof, der laa inden for hans Borddame, Konsulindens, begrænsede aandelige Rækkevidde."

Paludans hovedværk udkom 1932-33, men provinsmiljøet der her skildres, hører tiden omkring 1. verdenskrig til, og her - såmænd ikke mere end 100 år efter, ser verden utvivlsomt fuldkommen anderledes ud i Paludans fiktive provinsby. Væk er borgmesteren, distriktslægen, amtmanden, toldforvalteren, herredsfuldmægtigen, amtsforvalteren og konsulen. Muligvis driver "apotekeren" et mindre udsalg fra apoteket i den nærmeste, mellemstore by, men det er ikke sikkert, og hans status i byen er nok i hvert fald ikke meget højere end franchisetageren i den lokale 7-Eleven, hvis salg af håndkøbsmedicin gradvist udhuler hans forretning. Den smukke trefløjede, rødkalkede amtsmandsgård med dens festlige middage, hvide damask, svære sølv og festlige krystal er sikkert blevet indrettet til flygtningecenter.

Man kan trække på skuldrene over tabet af det traditionsbevidste, lidt indadvendte kulturborgerskab i provinsbyen og mene, at "udviklingen" fuldt berettiget har skyllet alt bort på sin velsignelsesrige vej mod stadig mere modernisering, effektivisering og frigørelse af det enkelte menneske fra snærende sociale konventioner og begrænsende traditioner. Og selvfølgelig er der meget af det tidlige 20. århundredes kultur, omgangsformer og funktioner, der alene hører fortiden til. Men "udviklingen" har krævet langt mere end det, den har i realiteten tømt de mindre og mellemstore danske provinsbyer for en afgørende del af deres liv, og der er vel at mærke tale om en udvikling, der ikke er kommet af sig selv, men som i stort omfang er resultatet af helt bevidste, politiske beslutninger, der navnlig de senere år har taget fart i form af en voldsom centraliseringsbevægelse, som har betydet en voldsomt dræn af offentlige arbejdspladser i de mindre danske byer til fordel for de større, hvor de fleste offentlige funktioner nu findes samlet.

Med strukturreformen, der trådte i kraft i 2007, blev 270 kommuner reduceret til 98, 13 amter samt tre kommuner med amtsfunktioner blev til fem regioner og 15 statsamter blev til fem statsforvaltninger. Samme år sammenlagde man med Domstolsreformen de tidligere 82 byretskredse til 24, og med Politireformen blev de 54 politikredse til 12 nye. Og sandelig om ikke 2007 også var året for oprettelsen af landets otte professionshøjskoler (university colleges på "nudansk"), der administrativt og i stort omfang også geografisk samlede en lang række mellemlange uddannelser i større enheder. Hertil kommer adskillige runder forsvarsforlig med lukninger af kaserner i mange byer landet over og diverse centraliseringer af andre institutioner som en direkte eller indirekte følge af strukturreformen (bl.a. er hver tredje biblioteksfilial lukket siden 2006, 235 stk. i alt). Alt i alt løber lukningerne af rådhuse, biblioteker, kaserner, politistationer, sygehuse, domhuse og mange uddannelsessteder op i adskillige hundreder.

Der var tale om institutioner, der typisk havde ligget der i generationer, og som hørte naturligt sammen med lokalmiljøet, gav en nærhed til centrale dele af den offentlige forvaltning og som var med til at skabe lokalsamfund der fungerede, fordi der var mange typer af arbejdspladser, også en hel del akademiske. Ledere og ansatte på institutionerne udgjorde meget ofte rygraden i det lokale kulturliv, foreningsliv og politiske liv. Man så med selvfølgelighed mod kommunaldirektøren, overlægen, bibliotekaren, obersten eller dommeren, når der skulle vælges formænd for de lokale foreninger, holdes båltale til Sankt Hans eller samles penge ind til nye trøjer til fodboldklubben. Samtidig med, at man vel at mærke kunne få politiet i tale, hvis man havde haft indbrud, møde sit lokale byrådsmedlem på gaden til en snak om stoppestedets placering og få sine skoletrætte unger kostet hen på den lokale erhvervsskole.

Alt det er de fleste steder væk nu, og konsekvenserne for de mindre bysamfund har efter alt at dømme været dramatiske. Når hele makronbunden af offentligt ansatte forsvinder, så forsvinder også en væsentlig del af livet i byen, og dermed attraktionen ved at bosætte sig der. Ingeniøren søger ikke længere ansættelse i det lokale byggefirma, for hans hustru kan ikke længere få det job ved kommunen, som hun ønsker sig. Den lokale fabrikant flytter sin produktion til Fjernøsten, for byens unge, som tidligere udgjorde et godt rekrutteringsgrundlag, flytter væk for at tage en uddannelse, og de kommer ikke tilbage igen, når først de har vænnet sig til storbyens skæg og caféliv. Der er fortsat butikker på gågaden, men variationen og koloritten mindskes år for år, fordi befolkningssammensætningen er blevet mindre varieret og mange af de købestærke borgere er flyttet væk. Livets suges gradvist ud af de små samfund i en krisespiral, som kan være svær at vende igen. Hvem vil bo et sted, hvor politiet aldrig kommer, der er 150 km. til det nærmeste sygehus, byrådsmedlemmerne sidder i en større by 50 km. væk, og det er umuligt at få sig en ungdomsuddannelse? Ja, man kan dårligt nok sende eller modtage et brev, for postvæsenet er også stort set nedlagt for at gøre det så effektivt og markedsorienteret som muligt. Og det lokale kulturliv og den lokale debat, som forudsætter indslag af borgere med et vist uddannelsesniveau, går gradvist ned af bakke.

Adskillige hæderkronede danske byer med en lang og rig historie er gradvist blevet reduceret til forfaldne levn og dunkle minder om fordums storhed, og den rige mangfoldighed med store variationer mellem byer og landsdele, som tidligere var en selvfølgelighed i Danmark, er i stort omfang gået fløjten. De er drænet for en stor del af de borgere, der socialt, kulturelt og økonomisk var i stand til at give byen liv og rygrad og gøre den til et lokalmiljø, der hang sammen og fungerede i sin egen ret.

Man kan diskutere de positive effekter af denne enorme centraliseringsbølge, som naturligvis havde til formål at skabe en mere effektiv og omkostningsbevidst offentlig sektor. De er efter alt at dømme mere end vanskelige at dokumentere, og centraliseringen udspringer frem for noget af en ideologisk præget opfattelse af, at man ville modernisere og effektivisere Danmark. Som al ideologi udsprang den ikke i nævneværdigt omfang af iagttagelser af den konkrete virkeligheds behov, men havde i langt højere grad sit fodfæste i skrivebordsteoriernes tynde luftlag.

Til gengæld er de negative effekter for de mindre byer til at tage og føle på, og mere end vanskelige at rette op på igen, selvom det nu ser ud til at være blevet et udbredt politisk ønske. Under den nuværende regering har man påbegyndt en større udflytning af statslige arbejdspladser fra Hovedstadsområdet. Her i anden runde ser de store vindere dog ud til at blive de store provinsbyer med Odense på en klar førsteplads, som får tilført 465 statslige arbejdspladser, Aarhus som står til at modtage 306 og Aalborg som får 156. Det er ellers de byer, som i forvejen var de store vindere efter 0ernes centraliseringsbølge. Også mindre byer får dog tilført nogle håndfulde arbejdspladser hist og pist.

Men uanset, hvad man i øvrigt kan mene om de dokumenterbart store omkostninger og effektivitetstab i forbindelse med udflytningerne, så er og bliver de en meget ringe erstatning for de mange arbejdspladser, centraliseringen indtil nu har kostet de mindre byer. Her forslår det som en skrædder i helvede at få dumpet små, tilfældige satelitter nedover sig fra Christiansborg, som er uden nogen form for forankring i den lokale kultur, og hvis medarbejdere i stort omfang bosætter sig i den nærmeste større by - som det f.eks. er sket med samtlige Børnerådets 16 årsværk, der i princippet er udflyttet til Billund, og som det utvivlsomt vil ske med Dansk Sprognævns 16 årsværk i Bogense. Det er ynkeligt at se borgmestre stå åndeligt talt med hatten i hånden og juble over den form for tvivlsomme almisser fra de politikere, som selv har afsnøret kommunens åndelige ilttilførslen og med åbne øjne ødelagt dens egentlige kultur. Lidt bedre er det med flere uddannelsespladser i de mindre byer, som også er en del af den aktuelle udflytningsbølge, men det er som et børneplaster på et åbent benbrud i forhold til, hvad der allerede er mistet, og hvad uddannelsessektoren fortsat mister årligt som følge af stigende effektivitetskrav.

Over hele verden er tendensen, at mennesker søger mod de store byer, og landområder og mindre bysamfund gradvist tømmes for liv. Det er en udvikling, som efter alt at dømme er svær at ændre på. Der findes dog næppe noget land i verden, hvor den udvikling er blevet så aktivt og målbevidst fremmet af ivrige politikere, som tilfældet er i Danmark.