Regeringen tier om det egentlige problem
Af: Medlem af EU-Parlamentet (DF) Morten Messerschmidt

Med statsministeren og integrationsministeren i spidsen forsømmer regeringen ikke nogen lejlighed til at fremhæve, at antallet af asylsøgere er blevet lavere siden den massive flygtningestrøm i 2015. Dermed mener man så at have leveret beviset på, at regeringen har gjort tilstrækkeligt for at stramme op på udlændingepolitikken. Men intet kan være mere forkert. For det egentlige problem undlader regeringen behændigt at tage stilling til.

Det handler kort sagt om den islamiske befolknings størrelse og deres sindelag. Ifølge det anerkendte PEW Research Centre kan vi i Danmark i 2050 forvente en andel på 16 procent muslimer. 30 procent i Sverige. Knap 20 procent i Tyskland. Selv hvis vi smækker dørene i, vil andelen af muslimer vokse. Det er mig nærmest ubegribeligt, at sådan en nyhed ikke har skabt "breaking news" og flammeoverskrifter. Med ganske få undtagelser har pressekorpset valgt at lade disse væsentlige informationer forblive ukendte for det store flertal af danskere.

Nej, alle muslimer er ikke vore fjender. Men de grundlæggende forskelle mellem vores samfund og den islamiske verden viser så tydeligt forskellen på vore kultur- og værdisæt. Som den udskældte professor, befolkningseksperten P.C. Mathiessen udtrykte det allerede i 1999, da han forudsagde udviklingen: "Muslimerne vil givetvis kræve respekt for deres religion, traditioner og skikke jo større antal, de bliver - og det kan støde sammen med dansk kultur i alt fra børneopdragelse til pædagogik i skolerne og adfærd på arbejdspladserne."

Skal generationerne efter os gøre sig håb om at leve i en fredelig, veludviklet og næstekærlig verden, er dette ene problem, som PEW Research Centre nu dokumenterer, det væsentligste. Det er ikke brexit, velfærdsreformer eller skattetryk, det er ikke Rusland eller Kina - men dette ene: Den islamiske befolknings størrelse og deres sindelag. Men her bliver de fleste politiske partier tavse.

Men vi må ikke svigte vores historiske pligt og arv. Derfor må vi have bremset antallet af familiesammenføringer. Alene siden 2015 har Danmark givet 25.782 familiesammenføringstilladelser, og så nytter det ikke noget, at regeringen praler af at have bremset asyltilstrømningen. Vi skal også opsige menneskerettigheds- og flygtningekonventionerne, så vi kan vælge at hjælpe de mennesker, der er i nød. I dag hjælper vi de bedst bemidlede, der har ressourcerne til at komme til Danmark. Dernæst må vi tage et opgør med begrebet "permanent ophold." Enhver udlænding, der dømmes for kriminalitet eller ikke kan forsørge sig selv, og som ikke (længere?) har noget at frygte i deres hjemlande, bør sendes hjem. Allerede i dag koster de herboende udlændinge danskerne 33 milliarder kroner hvert år. At udvise dem, der ikke ønsker at være en del af vort kulturelle og historiske fællesskab, er både en nødvendighed og en pligt. Det er ikke for sent at vende udviklingen. Men det kræver, at vi vil se virkeligheden i øjnene. At journalisterne tør skrive om det. Og at politikerne tør handle.