DE FACTO: I Stiftstidende 15/11 var der under overskriften "Udlændingetal i vridemaskinen trykt en fakta-rubrik med tallene for familiesammenføringer i 2000. Tallet for "flygtninge" stod opført til 1704. Det er korrekt, såfremt man anser de facto-flygtninge som flygtninge. De er internationalt set indvandrere. Da tallet indeholder såvel ægtefæller til flygtninge, der opfylder FN-konventionen, som til "flygtninge", der ikke gør det, men som Udlændingestyrelsen skønner skal have ret til ophold her i landet, er tallet fakta forkert.

De facto-flygtninges ægtefæller udgør fordelingsmæssig cirka 75 procent af de anførte 1704 familiesammenføringer. Højst 500 angår flygtninge, således som begrebet forstås internationalt.

I Danmark har vi to adgangsregler for asylsøgendes ret til ophold: De kan søge om status som FN-konventionsflygtning eller de facto-flygtning. Hvor den første regel hviler på FN-konventionen, er den anden en ren dansk bestemmelse fra 1983. Regeringen søger at skjule, at den danske og den internationale forståelse af flygtningebegrebet ikke er den samme. Og at de facto-reglen, der er en ren dansk udvidelse af konventionen, giver betegnelsen flygtninge til folk, der ifølge konventionen ikke er det. Den hævder tilmed, at tilgangen skyldes internationale regler!

Hvor det for regeringen p.t. handler om at tale stramninger i udlændingepolitikken, er begrænsning af det årlige antal asylsøgende livsvigtigt for vores samfundsmodel, fordi de kommer fra mindre udviklede lande. De beholder i flere generationer det samme mønster og henter stadig deres udkårne i hjemlandet. Dette bevirker, at kommunerne fremover hverken vil kunne foretage en planlægning eller budgettere realistisk, for tallene holder ikke.

Relativt tager vi imod langt flere - til dato over hundredtusinde - end vi skal som følge af internationale regler. Og regeringen agter at fortsætte med den politik.

Dette bør kommunerne have for øje og ikke finde sig i. De kan med rette hævde, at deres pligt og fordelingsnøgle kun bør angå, hvad man internationalt forstår ved flygtning og deres personlige familiesammenføring til ægtefælle. Kommunerne bør i egen interesse holde regeringen til regnskab for at have holdt tommelfingeren på vægten. Det havde været naturligt og fair at slette de facto-reglen i forbindelse med, at regeringen pålagde kommunerne det fremtidige ansvar for integration i 1998. Men det er aldrig for sent at stille dette kravet på folkets vegne om at reducere den årlige tilgang med 75 procent.

Artiklen i torsdagsavisen.
  • fyens.dk