Reaktion. Tak for jeres vrede og forargelse
Af: Simon Kabel, Nyvangsvej 32a, st. th., Odense C

I kølvandet på mit seneste debatindlæg, som i korte træk handlede om apatien og ignorancen overfor de miljømæssige og geopolitiske problemer, vi alle går i møde, har jeg modtaget en del hetzende henvendelser fra forargede folk, der udråber mig til at være nihilist og hykler. Jeg vil gerne tillade mig at give svar på tiltale: I har ret.

Lad os se det i øjnene. Der er meget, der virker meningsløst. Vores efterkommeres overlevelsesmuligheder er blevet voldsomt forringede, fordi du og jeg og de fleste, vi kender, har været i fuld færd med at smadre biodiversiteten i økosystemerne i løbet af vores levetid.

Derudover vender vi det blinde øje til konfliktoptrapningerne ude i verden, mens hadet ulmer under udenrigspolitikken. Himmelhvælvingen giver genklang af massedød, men vi lytter ikke, fordi vi er for travlt beskæftigede med at realisere os selv. Pligten kalder, men ingen svarer. Det ser sort ud. Det må vi forholde os til.

Her vender nihilismen sig mod en oprigtig optimisme. I hvert fald for mig: Jeg er helt simpelt taknemmelig over at være i live lige nu. Netop fordi tidens tendenser tegner et skræmmende billede af fremtiden, søger jeg mening, fred, frihed og kærlighed i den nutid, jeg befinder mig i.

Jeg har aldrig ejet min fremtid, og mit liv udspiller sig kun fra hjerteslag til hjerteslag. Det samme gør sig gældende for jer. Der findes kun nu og her. Derfor vil jeg give så meget af mig selv til livet, mens jeg stadig kan. Jeg vil elske, kysse, synge, klatre i træer, falde ned fra træer, slå kolbøtter i det kulørte støv, være reaktionær og revolutionær, omgive mig med mennesker, der trækker mening og betydning ind og ud af mit liv. Drømmen om vinger er lettet, og vi er alle på kollisionskurs, og jeg vil sprede min poesi og kærlighed i verden - som vragdele, iltmasker og kufferter, der falder fra himlen.

Mit sidste debatindlæg anfægtede ikke kun apatien hos alle jer andre. Den anfægtede også min egen apati. Det var en selvransagelse.

Det er på tide at vende blikket indad. Hvis man vil forandre verden, må man starte med at forandre sig selv. Dette gør mig på paradoksal vis til en hykler, fordi jeg er mere optaget af mig selv end af resten af verden. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal befinde mig i mig selv eller i denne verden, men jeg prøver at finde ud af det.

Det samme gør sig antageligvis gældende for jer. Jeg vil i hvert fald gerne takke jer for jeres vrede og forargelse. Jeres reaktioner er i den grad en indikation af, at I stadig bekymrer jer, og at I stadig har i sinde at gøre noget ved tidernes tilstande.

Måske er I slet ikke så apatiske, som jeg går og tror. Jeg håber det ikke.