DER ER en god regions-rævekage under bagning på Fyn og i Sydjylland, hvor de jysk-fynske socialdemokrater nu pludselig vil støtte en konservativ fiskeskipper som kommende formand for fusionen af de hidtidige amter.

Dermed er Kent Kirk - der for år tilbage gjorde sig bemærket ved at ære vikingernes minde, da han invaderede Englands kyst i sin fiskerbåd - med ét blevet favorit til posten som regionsrådets chef. En post, som Venstre ellers troede sikker for Carl Holst, partiets nuværende amtsborgmester i Sønderjylland.

MEN SÅDAN spiller klaveret ikke lige i øjeblikket. Holst er i tovene, og den socialdemokratiske melding har skabt panik i Venstre, hvor både Holst og Lars Chr. Lilleholt - folketingsmedlem fra Odense - straks er rendt til statsministeren for at foranledige sagen drøftet på allerhøjeste plan. Altså mellem Fogh og Bendtsen. For den aktuelle splittelse kan true VK-samarbejdet over hele landet, advarede Lilleholt i gårsdagens avis.

Det er vi nu ikke så sikre på. Dels er der forskel på lands- og lokalpolitik - dels vil de kommende regioners opgave blive så beskedne, at Fogh og Bendtsen vil være ret kolde over for, hvem der skal lede arbejdet. Lilleholts bekymring for et borgerligt landspolitisk sammenbrud er således noget overdrevet.

MEN SELVFØLGELIG gælder det om at skaffe sig indflydelse i det omfang, det nu er muligt - og det socialdemokratiske frieri til Kirk kan dårligt skyldes andet, end at partiet har indset, at det ikke selv kan gafle sig formandsposten og derfor må gå efter det næstbedste.

Der er nemlig garanti for borgerligt flertal i Region Syd - og hvis V og K derfor konstituerer sig sammen, bliver der nul og niks til Socialdemokraterne. Så hvis S støtter Kirk, har man ikke blot drevet en drillende kile ind mellem V og K, men også sikret S-spidskandidaten Poul Erik Svendsen pladsen som nummer to efter formanden. Og lidt er jo bedre end intet.

SÅDAN ræsonnerede også Odense-borgmester Anker Boye, da han under hånden - og uden at ville bekræfte det offentligt - tilbød socialdemokratisk støtte til den konservative fynske amtsborgmester, hvis han ville kandidere til den nye region.

Man kan sige, at det var en underkendelse af Svendsen, Socialdemokraternes egen mand. Man kan også sige, at det var en realistisk erkendelse af, at Svendsen ikke kunne vinde alligevel. Og man kan sige, at Anker Boye ville være sikker på en fynsk formand, partifarven uanset. Man kan sige så meget - men borgmesterens overordnede taktik var naturligvis at få Jan Boye til at undlade at kandidere i Odense. Hvilket han som bekendt gjorde alligevel.

POLITIK er rævekager. Men i reglen er de ikke så svære at gennemskue. Heller ikke den, der bages lige nu. Spørgsmålet er så, i hvor høj grad regionerne i det hele taget rager vælgerne. De er, ret beset, ikke nødvendige. Så som politisk studium er kampen om regionsmagten interessant. I det virkelige liv angår den kun de færreste.