frihed

Først kom grundlovsændringen, der banede vejen for tørklædelempelsen på Tyrkiets højere uddannelsessteder. Få måneder senere underkendte højesteret den parlamentariske beslutning om grundlovsændringen.

Lukningssagen mod regeringspartiet AKP for at ville indføre en islamisk stat fulgte lige efter under politiske krumsabler fra oppositionen.

Lige efter oppiskedes stemningen omkring den allerede kørende retssag mod den ultranationalistiske organisation, Ergenekon, der anklages for at stå bag mord og kupplaner mod staten. Det skete ved en række anholdelser for nylig af generaler, bureaukrater, politikere, mafiabosser, journalister m.m., der samarbejder i Ergenekons rækker.

Det er vanskeligt for udenforstående at fange helt, hvad for en rævejagt, der foregår i Tyrkiet, og billedet kan virke alarmerende. Det overophedede og politiserede juridisk forløb varsler ifølge nogle progressive tyrkere om en banan-republik-tilstand. Mens for andre er der tale om en gendefinering af den tyrkiske identitet og samfundsværdier ved forsøg-fejl-metoden.

Den bureaukratisk-militaristiske elite har altid kunnet overprofilere sig som "goodies" og modparten som "baddies" i denne værdikamp i Tyrkiets republikanske historie.

Det hænger sammen med den magtfordeling, der går helt tilbage til 1930-reformernes ånd. Reformerne var dengang indrettet af denne elite på en sådan måde for ikke at give mulighed for frit folkeligt udtryk ved at stille alt "folkelig" i en umyndighedsposition i forhold til den magthævende elite.

Verden har ændret sig siden og det har Tyrkiet også. Det er ved at få smag for borgersamfundet.

Korrekt, at islamiske følelser udtrykkes mere frit og højlydt i dagens Tyrkiet, og religionen er bare blevet mere fashionable.

Men det er hverken kun tilfældet for Tyrkiet eller tegn på en radikalisering for Tyrkiets vedkommende, for ånden her er revisionistisk i vestlig afbildning.

Og hvis man alligevel skal insistere på eksistensen på noget, der hedder eller ligner "tyrkisk islamisme", så er den en ny blanding af nationalisme, religion og autoritærianisme, som også er opskriften på "tyrkisk laicisme".

Det eneste, der adskiller de to er, at den første er mere folkeligt indrettet og udvikler sig i en forhandlingsposition med vestlige normer, mens den sidste er elitært indrettet og opbevarer sig i en forsvarsposition i forhold til vestlige normer i en 1930'er-nostalgi med Vesten som fjendebillede.

Retssagen mod Ergenekon er en god øjneåbner for tyrkerne i begge fløje, for retssagen signalerer ligestilling og ligeværd foran loven for den enkelte borger - med eller uden uniform. Det tilhører ikke småtingsafdelingen i Tyrkiet, at generaler er bragt for retten, anklaget for at koere terrorvirksomhed mod staten.

Det er ikke embedsmændenes frihed til at blande person og embede sammen, men borgernes indbyrdes frihed, der skulle og kunne sikre samfundets frihed. Det er denne væsentlig (og vestlig) lektie, Tyrkiet er ved at lære under AKP regeringen.
  • fyens.dk