Provinsen har fundet sin stemme. Kosmetiske ændringer af landkortet er ikke nok
Af: Ph.d., antropolog, Varde Malene Brandt Winther

Hovedstadsområdets argumenter mod udflytningen af statslige arbejdspladser stikker af.

»Det er i vores allesammens interesse, at vi bevarer en stærk hovedstad med en koncentration af intelligentsia, administrativ, politisk og økonomisk magt samt kulturel styrke, og det må vi ikke underkende og fortynde.«

»Stop. Stop. Stop. I hvis interesse?« sagde I? »Og hvem er 'vi'?«

Individualismen, der i årtier har fokuseret hovedstadens opmærksomhed på sig selv, flyder nu ud i provinsen. Her har borgerne opdaget, at de udgør 77 procent af den danske befolkning og betaler deres andel af skatten. Og den solidaritet, der i årtier tillod, at hovedstadsområdet trak uproportionelt på fællesskabets ressourcer, er eroderet af individualisme og centraliseringens fornedrelse.

For individualismen er anderledes i provinsen. Den reagerer mod centralismens budskab om, at provinsen er ubæredygtig, og borgerne er andenrangs. Men interessant nok kræver den ikke mere end hovedstaden. Den kræver heller ikke det samme som hovedstaden. Nej, den kræver lighed i forskellighed.

Regeringens udflytning af statslige arbejdspladser er derfor kun begyndelsen til realiseringen af provinsens ligeværd. Debatten om regeringens udflytning af statslige arbejdspladser bliver mødt med hovedrysten. Helt almindelige borgere har opdaget, at staten i årtier har finansieret hovedstaden med skatteyderbetalte statslige arbejdspladser - uden faglig begrundelse for deres placering. Og det er sket i en tid, hvor regeringen har centraliseret provinsens offentlige arbejdspladser under mantraet: Centraliseringen skaber større faglighed og kvalitet.

Nu flytter regeringen omkring 5.700 arbejdspladser til provinsen. Mange arbejdspladser bliver placeret med fokus på klyngedannelse og faglige synergier. Og det overordnede mål er, at skatteyderne skal dele statens ressourcer. Men det fokus er ikke nok. Modstanderne af udflytning kræver nu, at den skal have en samfundsøkonomisk gevinst. Og her svarer rapporterne, at udflytningen næppe giver jackpot.

Kravet, ikke svaret, er overraskende. For hvornår blev samfundsøkonomisk gevinst kriteriet for placeringen af tusindvis af statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet? Hvor er de analyser, der viser, at hver enkelt statslig arbejdsplads er placeret i hovedstadsområdet, fordi den vil bibringe samfundsøkonomisk gevinst netop der?

Det samfundsøkonomiske argument slår kolbøtter i provinsens ører. De hører ikke et sagligt kriterie. De hører et hovedstadsområde, der opfinder nye kriterier til beskyttelse af egne privilegier. Provinsens borgere ved, at løsninger på samfundsproblemer ikke kan reduceres til regneark, der viser plus/minus vækst.

De mener, at nye statslige arbejdspladser konkret kan afhjælpe rekrutteringsproblemer, der gør, at lokale virksomheder flytter helt eller delvist til de store byer, og lokale kommuner må opgive stillinger og lade opgaverne løse af dyre konsulenter eller medarbejdere, der ikke har de rette kompetencer. De har opdaget ægtefæller, tilbageflyttere og almindelige mobile borgere, der tiltrækkes af områder med et bredt udbud af arbejdspladser, hvor de kan se karrieremuligheder til et langt arbejdsliv. Og de har mærket, at faldende indkomst- og virksomhedsskatter presser de kommunale services.

Centraliseringen samlede ikke befolkningen, den gravede grøfter. 'Død af provinsen' blev i 2000'erne et skræmmende scenarie, fordi fremtidens sygehuse lå langt væk fra borgerne, og nye lægehelikoptere blev et diskussionsemne frem for en selvfølge. Og utrygheden voksede, da helikopterne endelig landede med en flyvetilladelse, der var begrænset til dagtimerne. For provinsens borgere får kun hjertestop, når solen skinner. Eller hvad? Men. Utrygheden blev mødt med universalargumentet: I har selv valgt, at I vil bo der, hvor I bor. Det er korrekt. Borgerne har selv valgt, at de vil bo i provinsen, ligesom borgere på Nørrebro selv har valgt, at de vil bo i hjertet af hovedstaden. Men kan vi af den grund forestille os, at politiet alene ydede beskyttelse mod bandernes skyderier kl. 8-16?

Centraliseringens oplevelser stemplede borgerne som 'andenrangs'. Og stemplet blev forstærket af de prædikater, borgerne fik i medierne. Det værste var 'den rådne banan', der blev promoveret på vores allesammens Danmarks Radio. I bedste sendetid. Provinsens borgere er stolte. Ingen peb, selv om ordvalget svarer til, at medierne konsekvent kalder hovedstaden for 'den rådne tomat'. Men medierne hentede inspiration mange andre steder end i frugtkurven. En optælling viser, at mediernes negative ordvalg om provinsen steg fra otte procent i 2000 til 48 procent i 2010.

Eksemplerne her er blot få af mange. Reaktionerne fra provinsens borgere fik fire ansigter: 1) Jeg er lige så god som andre, og jeg kræver min ligeret. 2) Jeg vil ikke bo et fornedret sted, så jeg flytter til storbyen for altid. 3) Jeg er af anden rang, og jeg har ikke krav på det samme som andre. 4) Jeg er ligeglad.

Fornedrelsen og individualismen skaber reaktioner. Det første ansigt tog mikrofonen og greb til handling i 2008. Fælleslisten, der var forankret i Holstebro og Struer, kæmpede mod decentraliseringen og fik 42 procent af områdets stemmer ved regionsvalget i 2009. Fælleslisten fik magt, da formanden trak 'vi-er-ikke-røde-vi-er-ikke-blå-vi-stemmer-på-den-blok-der-tager-hånd-om-vores-velfærd-kortet'. Syv blå ministre besøgte spontant området i løbet af juni og september 2010, mens Venstres lokale vælgertilslutning faldt fra 40 til ni procent. Noget måtte gøres. VK-regeringen lovede et udviklingsprogram, en lægehelikopter, en motorvej og 150 millioner kroner til en vækstfond. Hvortil Fælleslisten svarede: »150 millioner er prisen for en moderne fiskekutter.«

Fælleslisten blev ikke valgt ind i Folketinget. Men provinsen blev ramt af globaliseringen og individualismen på den gode måde. Borgerne bliver inspireret på rejser, gennem netværk, i medierne og på de sociale medier. Og de laver lokale udviklingsprojekter, der tæller alt fra lokale kunstskoler og street food-markeder over iværksætterkontorer og ungdomshuse til surfparadis og state of the art sportsanlæg. For provinsens borgere er ikke i tvivl. De forventer lokale aktiviteter og udviklingsmuligheder, der svarer til alle andres. Provinsens ansigt trådte tydeligt frem ved folketingsvalget i 2015, hvor det såkaldte gule Danmark tonede frem på skærmen og ind i danskernes stuer. Kommentatorerne var hurtige på fordomsknappen. Her var beviset. Det forarmede Sydjylland var imod indvandring og bange for forandringer.

Men måske havde syddanskerne lært, at Venstre, De Konservative, De Radikale, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke skabte udvikling i provinsen på trods af en landdistriktsminister og et Landdistriktsudvalg i Folketinget. Måske signalerede de gule kryds, at syddanskerne og vestsjællænderne stemte på et parti, de troede, ville lytte. Og ikke på Dansk Folkepartis partiprogram, hvilket kan være en af årsagerne til partiets dårlige kommunalvalg i 2017.

Provinsen kræver nu - på demokratisk vis - omfattende ændring af vores allesammens regering. Borgerne har opdaget deres flertals stemme. Og set fra provinsen er København, i stigende grad, blot et sted blandt andre steder, der ikke har mere eller mindre krav på fællesskabets ressourcer end Brønderslev, Varde og Nakskov.

Vi kan derfor ikke klodse et 'Danmark i Ubalance' op på et par statslige arbejdspladser og belæringen om, at Esbjerg og Holstebro ikke er hovedstaden. For provinsens borgere har opdaget deres ligeværd og de ved, at udgifterne til de udflyttede statslige arbejdspladser blot er prisen for seks moderne fiskekuttere.