Prosa uden ord


Prosa uden ord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den russiske komponist Sjostakovitj sagde selv om sin ottende symfoni, at den ikke handlede om slaget om Stalingrad, men om Stalins forfølgelse af sit eget folk. Torsdag-fredag opføres den i Odense.

Stilheden, der hvilede tungt over den engang så stolte by, blev visse steder brudt af en knitren fra bål, der fik næring af splintret træ fra nedstyrtede og delvist forkullede tagspær. Små grupper af kvinder og børn stod ludende over bålene med fremstrakte arme som i bøn for at samle lidt varme her i det gryende forår.

Stilheden blev ind imellem splintret, når en af de talrige enkeltstående, sortsværtede husgavle, der på lånt tid stod vaklende, hvilende mod grotesk fordrejede stålprofiler, knækkede sammen med en torden. Når støvet havde lagt sig, var den himmelstræbende gavl forvandlet til en bunke affald.

Disse menneskeskabte muldvarpeskud lå tæt over hele byen. Langs byens gader, der var ufremkommelige af tegldynger, stod husfacader, som tomme kulisser og stirrede ud over byen med deres mørke, forrevne vindueshuler. Døde og lemlæstede menneskekroppe lå på en underlig skødesløs måde overalt i byen.

De overlevende vandrede som skygger, sammenkrøbne for at holde på den varme, deres mørke og lasede klæder kunne give dem. Fuglene var vendt tilbage, men de sang ikke. De vidste ikke, hvad de skulle synge.

Krigens umenneskelige lidelser var ikke gået uden om Stalingrad i 1943, men var i uendelig langsom strækmarch gået gennem byen. Den nazistiske invasion af Sovjetunionen har bragt uendelige lidelser over befolkningen. Men her i 1943 var det tyske felttog stoppet af de sovjetiske tropper.

Selv om den tyske krigsmaskine stadig var af frygtindgydende styrke, var et vendepunkt kommet. De tyske tropper var slået tilbage og var på flugt fra Stalingrad.

Set i lyset af hændelserne på krigsskuepladsen i 1943 var der store forventninger til Sjostakovitj's ottende symfoni, en symfoni der kan opleves i Odense den 12. og 13. maj i Carl Nielsen Salen.

Sjostakovitj havde vundet stor anerkendelse i både sit hjemland og i de allierede lande med sin symfoni nr. syv, Leningradsymfonien.

Som øjenvidne til den tragedie, der udspilledes i Leningrad under den nazistiske belejring af byen, komponerede Sjostakovitj en symfoni, der på den ene side beskrev de lidelser, Leningrads befolkning blev udsat for, og på den anden side det håb og den optimisme, der i lidelsen udfordrede tyranniet gennem en vilje og tro på, at livet var ukrænkeligt, og at humanismens flamme stadig brændte.

Men Sjostakovitj's ottende symfoni blev ikke den hyldest til den heroiske patriotisme, som skulle støtte den optimisme i befolkningen, der naturligt var forøget efter slaget om Stalingrad. Symfonien blev heller ikke den støtte til Stalin og den propaganda over for de allierede i vest, de sovjetiske troppers sejre skulle og kunne anvendes til.

Nej, det koncertpublikummet blev vidne til den femte september 1943 i Moskva, hvor symfonien havde premiere, var symfonisk musik af uendelig dybfølt fortvivlelse og tragik fra en kunstner, der med sin humanisme reflekterer over problemstillingerne om krigen og freden, over mennesket og mennesket i krigen, over krigen og humanismen.

I denne symfoni er der ikke tale om et program i samme forstand som i Leningradsymfonien, men om et program, der udelukkende bevæger sig på det filosofiske plan. Den engelske forfatter Wilfred Owens ord "Mit tema er krigen og krigens ynkværdighed", er det, Sjostakovitj behandler på enestående måde i denne symfoni.

"Jeg har villet afbilde den følelsesmæssige tilstand hos mennesket, der er blevet paralyseret af krigens hammer. Dette menneske må se pinefulde prøvelser og katastrofer i øjnene".

Sjostakovitj's ottende symfoni er på alle måder et usædvanligt og kompromisløst værk. Ingen af de fem satser bringer lindring. Dualismen mellem mørke og lys, mellem tragedie og optimisme er der fuldstændig set bort fra her. Det er de tungsindige og mørke toner, der er de herskende i dette symfoniske sidestykke til Picassos "Guernica".

I første sats, der næsten er halvdelen af symfonien, er de første toner fyldt med angst. Denne angstfølelse vokser, indtil den opbyggede anspændthed kulminerer i en tilintetgørende tragedie.

Den anden sats udløser endnu mere indre pres, og orkestret bliver øresønderdøvende i tredje sats' toccata, der er et forfærdende stykke musik, ikke kun på grund af dens trusselsbærende tone og ildevarslende fart, men også fordi musikken her lyder fuldstændig barbarisk.

Fjerde sats er en sælsom, majestætisk og trøstesløs passacaglia, foruroligende stilfærdig i en verden uden fred.

Femte sats følger uden ophold til fjerde. Satsen begynder som en kærlighedserklæring. Den lyder mere lys og omsorgsfuld, ligesom der er en længsel at spore. Men da vi når halvt ind satsen, bliver der vendt om på denne vildfarelse.

Det, vi havde troet og håbet, er umuligt. I vor verden er der ingen kærlighed og ømhed, og længslen efter denne er blot en illusion.

Brutalt bliver vi bragt tilbage på jorden, fordi brutaliteten er den bestemmende faktor i vor tid. Symfonien ender ikke i en apoteose, ikke med et klart punktum, men i udmattelse, i stilhed, hvor musikken opløses i et uendeligt tungsind.

Et af Sjostakovitj's symfoniske mesterværker har i godt en time naglet os til sædet og har igen gjort os bevidste om en verden, hvor krigsførelse og de menneskelige katastrofer, der følger af krigen, er den form for argumentation, magtbegærlige diktatorer tager i anvendelse i deres bestræbelser på magtfastholdelse.

Sjostakovitj forstod til fulde den besynderlige kraft, der er i musikken, mærkelig håndgribelig og dog uforklarlig, uden for det talte ords rækkevidde.

Set i dette lys er det interessant, at der i Sjostakovitj's erindringer, "Vidnesbyrd", der er udarbejdet på baggrund af musikforskeren Solomon Volkovs samtaler med komponisten fra 1971-1975, da Sjostakovitj dør, gives en anden fortolkning af den ottende symfoni.

Her skulle Sjostakovitj have udtalt, at denne symfoni ikke drejede sig om Den store Fædrelandskrig eller om slaget om Stalingrad, men derimod om Stalins forfølgelse af sit eget folk gennem 30'ernes terrorregime.

Hvis det forholder sig sådan, ændrer det dog efter min opfattelse ikke ved forståelsen af den ottende symfoni som en universel, dybfølt fortvivlelse over overgreb på mennesket, det være sig som følge af krig eller som følge af magthaveres terror.

Som nævnt er det den 12. og 13. maj, det odenseanske koncertpublikum vil kunne opleve Sjostakovitj's univers gennem den ottende symfoni i Carl Nielsen Salen.

Vi kan have det ønske, at der vil blive opført flere koncerter med Sjostakovitj's musik i programmet for Odense Symfoniorkester i 2005-2006, da det i 2006 netop er 100-året for komponistens fødsel. Så vil vi igen få en lektion i musikkens store fordel, nemlig at den uden at nævne noget som helst, kan sige os alting.

P. Visti Hansen Østervang 33, Vissenbjerg, er viceskoleinspektør.

Prosa uden ord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce