Privatliv på sygehuset


Privatliv på sygehuset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Maden fejlede bestemt ikke noget, og personalet var såre serviceminded. Der var heller intet at udsætte på lægerne - hverken hende, der opererede, eller de andre, der efterfølgende tilså hende.

Men hvis der bliver en næste gang, bliver det uden venners og kollegers vidende. Det var nemlig dem, der med deres mange - utvivlsomt velmente - besøg havde gjort hendes hospitalsophold til en prøvelse. De kom på snart sagt alle tider af døgnet, og de spurgte om præcis det samme: hvordan operationen forløb. Og allerværst: de så hende, som hun mindst af alt ønskede at præsentere sig for omverdenen: uden make-up, med filtret hår og i hospitalstøj, der var alt andet end elegant. Hjemme hos sig selv ville hun aldrig have åbnet døren i den tilstand.

Således lød det fra en af mine klienter, der netop havde gjort brug af vort sygehusvæsen, og som begrundelse for at acceptere dette "åben hus-arrangement" angav hun, at hun dårligt kunne være andet bekendt. De besøgende kom jo for at vise deres deltagelse.

Men holder denne betragtning nu også stik? Hvis vi ligger syge derhjemme, betakker vi os da rask væk for, at venner, kolleger m.fl. besøger os efter forgodtbefindende - uanset hvor velment deres besøg og omsorg måtte være. Og mon ikke de fleste har fuld forståelse for dette?

Forskellen mellem hjem og sygehus er derfor nok så meget et spørgsmål om tradition samt patienternes muligheder for at sige fra. Og en del af "løsningen" kunne være at opfordre de besøgende til - i større udstrækning - at betragte patientstuerne som de indlagtes midlertidige hjem. Altså et sted, hvor behovet for værdighed og privatliv er lige så stort som derhjemme.

Denne opfordring kunne eksempelvis formidles i form af en "besøgsprotokol", hvori den enkelte patient kan meddele sig skriftligt til de mulige besøgende - både med hensyn til sygdomsforløb, hvem der ønskes besøg af, hvornår og hvor længe.

Og så skal det selvfølgelig markeres på de enkelte døre, om protokol forefindes, og hvor den kan ses.

Et sådant system ville i det mindste give de besøgende muligheden for at tage de hensyn, som den syge måtte ønske. Og kunne måske også tjene som rettesnor for, hvilke patienter der med fordel kan dele stue - i hvert fald hvad angår det sociale perspektiv.

Nuvel, besøgsprotokollen kunne selvfølgelig også afføde nogle skuffelser, nemlig hos dem, der mod forventning er udeladt på listen over ønskede gæster. Men jeg håber, at de vil finde trøst i det faktum, at der kan være mange gode grunde til denne udeladelse.

Den syge kan eksempelvis være for træt til at modtage andre end de allernærmeste eller, som min klient, føle afsky mod at blive set i den pågældende tilstand.

Og dertil kommer, at der sjældent er mulighed for helt private samtaler. Medpatienterne ligger trods alt kun en sengs bredde væk - og de såvel som deres besøgende har også ører.

Torben Madsen, Pjentedamsgade 7B, Odense C, er psykoterapeut.

Privatliv på sygehuset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce