Politisk ro som politisk mål
Af: Erik Boel, tidligere international sekretær i Socialdemokratiet

Partidisciplin: Venstre-manden Jakob Engel-Schmidt kom forleden med to meldinger, en positiv og en knap så positiv. Den positive først: Engel-Scmidt regner med at vende tilbage til dansk politik, når hans orlov udløber til næste år. Man kan være enig eller uening med Engel-Schmidt- jeg er som regel uenig - men han har holdninger, kan artikulere dem og tør stå ved sine synspunkter. Hans slags er efterhånden en mangelvare på Borgen. Vi er mange, der allerede glæder os at til at se Engel-Schmidt fit for fight på Borgen. 

Mindre positivt er det, at Engel-Schmidt samtidig afslører, at partidiscilinen i Venstre er benhård. Han fortæller, at både Inger Støjberg og Krisitan Jensen har givet ham tørt på, når han tillod sig at tænke selv. 

Desværre er situationen ikke bedre i Socialdemokratiet. Det plejede at være anderledes. I 1990'erne kunne jeg fra første række følge bataljerne i bl.a. partiets Forretningsudvalg og Hovedbestyrelse. Ofte - men ikke altid - var grupperingerne organiseret omkring the fab four - Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken. Fire markante og meget dygtige politikere med klare, stærke og engagerede holdninger til socialdemokratisk politik. 

Bølgerne gik højt. I forretningsudvalget og Hovedbestyrelsen ofte domineret af ræverøde Auken-folk. Med aktivt med- og modspil fra bl.a talentfulde DSU-formænd i skikkelser af Morten Bødskov, Henrik Sass Larsen og Kristian Madsen. Vi skrev debatbøger, politikoplæg og kronikker om socialdemokratisk politik i ét væk. 

Der var masser af tanker og forslag på banen, kaffeklubber og fraktioner en masse - Hilden and the Hackers satte rav i den. SIDs Hardy Hansen kaldte os klasseforræddere. 

Vist gav det trælse skriverier i pressen om et Socialdemokrati i splid. Og jeg vil ikke fortænke Nyrup i mere end én gang at have overvejet, om partiet da for pokker ikke bare kunne bakke op bag hans og regeringens behjertede indsats for at føre socialdemokratisk politik.

Men tilbage står billedet af et sprudlende Socialdemokrati i 1990'erne. Fuldt af saft, kraft og vitaminer. Et Socialdemokrati som på mange måder satte den idepolitiske dagsorden i årtiet og i høj grad var med til at lægge sporene for fremtidens danske velfærdssamfund. 

Partiet fastholdt regeringsmagten ved valgene i 1994 og 1998. Valgresultaterne lå typisk omkring de 35% - skyhøjt målt med dagens alen.

I de senere år har der været ro på bagsmækken, nærmest larmende tavshed. Men samtidig har Socialdemokratiet i 0'erne og 10'erne oplevet 12 års ørkenvandring i opposition og kun knap 4 år i regering; en regeringsperiode Lykketoft med vanlig prægnans har kaldt profil- og talentløs.

Og ja, profilløs vel netop bl.a. fordi partidisciplinen og selvcensuren har været hård. 

Det er symptomatisk, at i disse måneder kommer flere og flere socialdemokrater på banen og fortæller, at de skam i sin tid var imod Thorning-Schmidts og Corydons nedskæringspolitik. Men de sagde ikke et kvæk, da det gjaldt.

Jeg tør vædde tre flasker fransk champagne på, at en række socialdemokrater i de kommende år vil melde ud, at de i virkeligheden slet ikke støttede Mette Frederiksens strammerkurs i udlændingepolitikken og hemmeligt ønskede at fastholde partiets humanistiske traditioner. Men i dag siger de ikke et muk.

DSU-formand Lasse Quvang har som en af de få i de senere år forsøgt at formulere en kritik af partiledelsens flygtninge- og EU-politik. Men valgte her i efteråret at trække sig tilbage før tid. 

Naturligvis kan et politisk parti ikke leve med anarkiet. Politisk ro som politisk mål kan bestemt give mening på den korte bane. Men på den lange bane sander et parti til, hvis der ikke er højt til loftet i debatten og plads til synspunkter, som er andet end efterplabren af kandiserede partiparoler. Uden den åbne debat - hvor besværlig den end kan være - bliver politikerne forvaltere og administratorer i stedet for ideudviklere. Og ideudviklingen kommer til at foregå i andre partier end Socialdemokratiet; typisk på fløjene. 

Når man i dag spørger i Socialdemokratiet, hvorfor der er kæft, trit og retning i folketingsgruppen, er svaret typisk, at man er bange for karrieren og for at blive lagt på is. Mange frygter partiledelsen og ikke mindst den stærke gruppeformand Henrik Sass Larsen. Som en bemærkede til mig: Husk, at det er i disse måneder at ministerholdet bliver opstillet for det tilfælde, at landet får en socialdemokratisk regering efter næste folketingsvalg. 

Men de politikere har glemt, at man kun skal være i politik, hvis man brænder for sagen og tør satse. De har glemt salig Olof Palmes ord om, at politik er at ville - og socialdemokratisk politik det er at ville forandringen.