Politikernes fattige kultursyn slår dansk public service ihjel
Af: Pernille Weiss, konservativ folketingskandidat, København

Medieforlig: Zirkus Nemo-karakteren "Smadremanden" kommer fra Bogense. Der, hvor Dansk Sprognævn skal bo. Ham griner vi ad, for han findes ikke i virkeligheden. Ham griner vi ad, fordi vi kan genkende noget af os selv.

Men at regeringen og DF har sendt DR på smadrekur med en beskæring af økonomien på hele 20 pct. som et uargumenteret slag på tasken, er ikke til at grine ad. Hertil en afskaffelse af licensen, som forsvinder ind i skattebillettens blender på en sky af argumenter om, at dagene som sortseer er slut, og at de uretfærdige konsekvenser pr. husstandstype bliver udlignet.

Fint nok, men det kunne nok være blevet løst på en anden måde, så licensens tydelighed kunne fortsætte med at minde os om public service som en vigtig brik i vores kulturelle fundament og aktiviteter - ligesom kirkeskatten minder os om Folkekirken.

Regeringens og DFs aktion taler et tydeligt sprog om et fattigt kultursyn; også selvom DR på mange måder er medskyldig i de bøllebank, de nu udsættes for. Ledelse og bestyrelse har tilsyneladende ageret både for lidt omhyggeligt og alt for langsomt i den løbende virksomhedsudvikling af DR.

Kultursynet i aftalegruppen er og bliver dog fattigt. For det første fortæller det, at kulturområdet ikke er vigtigt nok til, at prisen for at have magten kan blive for høj. For det andet at kultur er noget, man styrer alene med økonomiens forsimplede excel-magt. Andre sprogkoder for kultur er åbenbart visnet væk på Christiansborg. Sprog for selve indholdet, som først senere skal forhandles på plads. Og i småbidder og fragmenter uden tilstedeværelsen af en overordnet, tydelig politisk strategi.

Risikoen er, at vi om få år vil sande, at dansk public service døde i en bizar stoleleg til uskønt trommespil sammensat af DF's trommen med en afpillet armslængde-knogle på et tyndt skind af nyliberal LA-logik. En leg, sat i gang af politikere uden dannelse til at kunne se på kulturpolitik med den rummelige og ansvarlige respekt, der bør kendetegne et demokrati, som vil passe på sig selv i en verden, hvor indlejrede værdier om ytringsfrihed og dyb kærlighed til fælles, nationale værdier i kunstens mangfoldige verden. En leg, der ser ud til at handle om alt andet end public service og allermest om at indfri populistiske særinteresser og personlige magtpsykologiske behov.

Kulturministeriets kommunikation i lanceringen af beskæringen af DR er bekymrende. Mener man i ramme alvor, at den vigtigste nyhed er, at licensen fjernes? Og mener man virkelig, at forandring og forbedringer i DR kun kan ske med anvendelse af 'en brændende platform' aka en ekstrem slankekur? Undskyld mig - men kan man ikke forvente lidt mere?

Kulturministeren har til dato brugt 1½ år, masser af ressourcer og masser af personlig SoMe-tid på at fortælle om, hvordan hun har fået borgerinput til forbedringer og krav til public service. Hun har ofte pralet af, at hun har talt med masser af brancheaktører og mediekloge mennesker. Tilsyneladende har vi intet fået ud af det. Tilsyneladende har det været varm luft, som har fået kolde afvisninger i regeringstoppens forhandlinger med DF.

Men det er ikke det værste. Det værste er altså, at den måde, dansk kultur og public service behandles på af de indflydelsesrige politikere, vidner om en kulturforståelse og et sprog for, hvad kultur egentligt er, som er pinligt fattigt på ånd og begreber. Forklaringen kan være, at disse politikere er vokset ud af partikulturer, som har glemt at træne musklen for forståelse af, hvordan demokrati og kultur hænger sammen - ingen nævnt, ingen glemt.

Må jeg bede om, at alle partier tager kulturen mere alvorligt - også hos A og R, som ikke skal komme for godt i gang med populistiske 'det-kunne-vi-aldrig-finde-på'-miner.

Socialdemokraterne har selv antydet at ville skære dybt i DR's økonomi uden at komme det nærmere. Så forsøg på at påstå det modsatte vil kun være udtryk for hykleri og understrege ovenstående pointer.