Politikerne risikere at splitte public service ad
Af: Tidl. minister, godsejer, Ebberup Britta Schall Holberg

Med nogen bæven må befolkningen se hen til den revision af medieforliget, som forestår her i foråret. At der har været rumlet endda meget kraftigt om beskæring af DR har jo i længere tid været at spore hos DR, hvilket nok kan få bekymringen i forhold til armslængdeprincippet til at stige op i en. Ved bare rumlen om politiske trusler, retter man ind på forhånd. Er det public service?

Nogle partier, herunder i høj grad Venstre har før jul løftet sløret for, hvad man kan forestille sig i et kommende medieforlig. Det er ikke så få penge, men ønsker at rykke rundt med. At det skal gå ud over DR var nok til at forudse. Også de skrevne medier har i en årrække været bannerførere for det synspunkt, at DR var ved at vokse sig rigeligt stor på de trykte mediers bekostning. Men løsningen på det problem havde vel ikke så mange forestillet sig skulle betyde, at ikke alene DR skulle beskæres, men at der også skal flyttes 100 mio. fra dagbladene i følge forhandlingsudspillet fra Venstre. Det kommer som noget af en overraskelse, bl.a. fordi dagbladene jo ikke har det for nemt i forvejen. Men den største overraskelse, og det, der giver det største ubehag, er, at man forestiller sig at de 400mio., man vil flytte fra DR og de 100 mio. man foreslår at flytte fra dagbladene, skal lægges over i et nævn, der skal tage sig af public service.

Ærlig talt: det lyder ikke betryggende. Det lyder heller ikke særlig betryggende, hvis pengene skal bruges til at lægge publicserviceforpligtelsen ud på alle mulige forskellige tjenester, som man så som forbruger skal sidde og "bladre" rundt i for at finde frem til. Det er jo ikke givet, at hele den danske befolkningen er ørne til at finde rundt i en moderne medieverden. Eller har lyst til at bruge tid på at finde rundt, for at finde det, man gerne vil se og høre.

Det virker så meget mere mærkeligt, som kritikken er gået på, at DR har for mange kanaler. Og det er da rigtigt, at der er mange muligheder for at se og høre DR, givetvis også for mange. Men det bliver jo ikke bedre, hvis et sådan publicservicenævn skal sidde og sprede public servicetilbuddene ud over alle mulige andre moderne kanaler, som befolkningen så skal sidde og finde rundt i. Det bliver i alle tilfælde ikke lettere for seere og lyttere i, og det er vel netop meningen med det hele og navnlig med public service, at så mange i befolkningen, som muligt skal kunne se og høre public service?

I en tid, hvor folkeoplysning i den grad er påkrævet, men også presset på netop folkeoplysningen er stærkt, synes det at være den helt gale vej at gå, alene fordi det kan blive vanskeligere for befolkningen at finde rundt. Men det er bestemt heller ikke betryggende, hvis et nationalt nævn (hvem forestiller man sig skal sidde i et sådant - politikere eller politisk valgte?) - skal sidde og vælge ud, hvad der skal sendes, hvor og til hvem. Det lyder i mine øren ikke videre liberalt. Og det lyder slet ikke godt i et land, hvor vi har hyldet armlængdeprincippet, således at det politiske system ikke skulle sidde og have en for stor finger med i spillet, når det drejer sig om, hvad befolkningen skal se og høre.

I en tid, hvor det politiske liv synes så påvirkeligt af stemninger og strømninger, er det i den grad vigtigt, at befolkningen er så oplyst som muligt, så man netop ikke skubbes om kuld af populistiske tendenser. Det er vel netop det, public service-systemet har skullet sikre. Seere, lyttere og avislæsere må i den grad bede politikerne på Christiansborg om at tænke sig uhyre meget om, inden alt for meget slås i stykker af kortsigtede politiske lyster.