Politik. Pas på med at kalde Papes parti konservativt


Politik. Pas på med at kalde Papes parti konservativt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Morten Messerschmidt - MEP, Dansk Folkeparti
Messerschmidt Dansk Folkeparti årsm
Debat. 

Det er glædeligt, når politikere gør sig overvejelser om grundlaget for deres politiske ståsted.

Derfor læste jeg også med interesse Morten Weiss-Pedersens refleksioner om konservatisme. Som en god konservativ har han studeret Edmund Burke og er kommet frem til, at konservatisme handler om ejendomsret og det frie marked.

Var det blot så enkelt, ville næsten ethvert parti i dag kunne kalde sig konservativt. Vi må et spadestik dybere ned; og det kan passende tages med en af Burkes arvtagere: Michael Oakeshott, der formulerede det konservative som et forsvar for "det velkendte frem for det ukendte; det prøvede frem for det uprøvede; kendsgerninger frem for mysteriet; det virkelige frem for det mulige; det begrænsede frem for det ubundne; det nære frem for det fjerne; det tilstrækkelige frem for det lyksaliggørende; det praktiske frem for det perfekte; nuværende munterhed frem for utopisk lyksalighed".

Med virkeligheden som udgangspunkt står konservatismen således over for det ideologiske - sværmernes vej til et jordeligt paradis. Dette var, hvad Burke i sine refleksioner om den franske revolution advarede imod. Oakeshotts ord er Burkes´ tankegang.

Det konservatives modsætning er således ikke socialismen, socialdemokratisme eller hvad Weiss-Pedersen nu måtte finde af fortrædeligheder på "venstrefløjen". Nej, det konservative modstykke er selve det ideologiske som mistillidserklæring til både mennesket og den konkrete virkelighed, vi lever i.

"Duer ikke, væk", vrisser den ideologisk tænkende over for virkelighedens skuffende resultater; og til erstatning for virkeligheden vil sætte sit program for det perfekte samfund.

For socialisten ligger det perfekte i opløsningen af klasserne; for den radikale i opløsning af det nationale fællesskab; og for liberalisten er staten det store onde. Men den konservative ser det onde i selve det ideologiske. Og det centrale spørgsmål bliver således, om det parti, Weiss-Pedersen tilhører, reelt er anti-ideologisk eller ej?

Det parti, Søren Pape står i spidsen for, er i mangt og meget præget af efterkrigstidens amerikanske påvirkning. Man tog popkulturen og kommercialismen til sig; og sammen med Thatcher og Reagan så man (naturligvis) USSR og kommunismen som sin modpol.

Det er den også, men ikke som et udslag af højre-venstre, men på grund af dens totalitarisme. Desværre havde den konservative ledelse ikke øje for denne forskel, men antog den materialisme, som de atlantiske forbilleder repræsenterede. Langsomt blev "Det Konservative Folkeparti" et erhvervsparti, der var mere optaget af billig arbejdskraft, afsætningsmuligheder og BNP-vækst end af folk fædreland, som burde være partiets egentlige program. Man blev ideologisk.

Jeg ville derfor passe på med at kalde Papes parti i dag for konservativt. Stram retspolitik gør det ikke alene, når man ikke tør tale rent ud imod EU, indvandring og internationalisme.

Det gør derimod Dansk Folkeparti, som i mine øjne således har mere til fælles med Burke end både Weiss-Pedersen og Søren Pape har det.

Politik. Pas på med at kalde Papes parti konservativt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce