Politik: Hvor er visionerne?
Af: Britta Schall Holberg, Hagenskov, Ebberup - fhv. minister, Venstre

Kære Troels Mylenberg. Tak for din leder i Fyens Stiftstidende onsdag 7. juni: "Det glemte valg."

Du skriver om det forstemmende i, at så mange unge ikke ved, at der er kommunalvalg til efteråret, og at det måske er endnu mere forstemmende, at en stor part af de ældre heller ikke ved det. Du taler om det ansvar, de kommunale politikere og de landspolitiske har for det, men du slår endnu mere på, at der åbenbart hos borgerne er en demokratisk ugidelighed, som vi må komme til livs.

Har du tænkt på, at ugideligheden hos borgerne kan komme af, at borgerne i den grad er trætte af, at der mangler visioner og idealer i den politiske debat? Hvor er lederne henne, når der tales om hvilken fremtid, vi ser for vores demokrati og for vores land? Vi taler om 2025-planer, men handler de om andet end mere eller mindre kortsigtede politiske tiltag? Holmens Kirkes provst sagde forleden i sin prædiken: Tør vi tale om tro? Tør vi tale om det, vi tror på? Om holdninger? Vi taler ikke om det vigtigste, sagde han. Vi taler om alt det næstvigtigste: boligskatter, skatteprocenter, beton... Taler vi om vore idealer og drømme, om det vi tror på?

Din leder blev i dine aviser fulgt til dørs af to artikler (i Danmark): et interview med DF's Thulesen Dahl, hvor han gør op med det kommunale selvstyre. Han kræver et nyt udligningssystem, så alle skal betale den samme kommuneskat, hvorefter de indkradsede penge skal deles ud til kommunerne efter behov." Det system har vi i regionerne, og det fungerer godt," siger han.

Dermed har han med en sætning slettet et af det danske demokratis bærende elementer, det decentrale folkestyre. Hvad i alverden skal vi så gå til kommunalvalg for? Tror du, det bliver mere interessant for befolkningen at interessere sig for en yderligere centralisering?

Den anden artikel i dine aviser samme dag er skrevet af Egon Clausen, som på forbilledlig vis bliver et svar på dit synspunkt om den demokratisk ugidelige befolkning.

Han skriver om det lokale kommunale, folkelige netværk, som i de senere år er slået i stykker af centralismen: "Nu er dette netværk af gensidig viden gået i stykker, og det genoprettes ikke ved at flytte nogle jurister fra centraladministrationen ud til de regionale vækstcentre ..."

Vi har slået så meget i stykker i ensretningens hellige navn uden, at ret mange har gjort sig klart, hvad det ville komme til at betyde for det, vi er så glade for at kalde sammenhængskraften i vores lille land. Yderligere snakker vi negativt en splittelse op, som måske slet ikke findes, eller måske skal betragtes som et gode: At vi er forskellige, at det er en berigelse, at der er forskel på, hvad der sker i København og i Vestjylland, og at stadig ensretning og opgør med det lokale folkestyre, som tilrettelægger tingene efter, hvad der efterspørges netop der, hvor vi bor i et samvirke og et med og modspil fra de lokale borgere, er ødelæggende. Hvis disse menneskelige, landskabelige, kulturelle og folkelige værdier til stadighed ønskes ensrettet, så gider vi da ikke mere interessere os for kommunalvalg og for det lokale styre.

Måske er det ikke befolkningen, der mangler visionerne og drømmene, men dets ledere?