Det er ikke alene vejret, der ikke arter sig, som vi alle ønsker det. Det er også tiden, hvor snydebuksene afsløres. Den er gal med rådgiverne. Den seneste uge har stået i eftertankens og selvransagelsens tegn.

Først fastslås det, at Israel ikke har folkeretten med sig, når de bygger en mur mellem sig og de palæstinensiske områder. Ikke at man ikke godt kan forstå tankesættet bag muren - at beskytte sig mod selvmordsbombemænd, men det er ikke løsningen at forgribe sig på civile palæstinensere ved at spærre dem inde og isolere store befolkningsgrupper fra hinanden. Magthaverne fik en påtale, selv om de kan sidde den overhørig. Der er ingen sanktionsmuligheder i dommen - der er ingen anden konsekvens end den moralske og politiske.

Så kom timen for George Bush. Det var ikke en glad præsident, der måtte erkende, at der ikke kunne findes de masseødelæggelsesvåben, som var den egentlige baggrund for at invadere Irak.

I eftertankens klare lys kunne man mene, at der kunne have været lidt flere og mere sikre argumenter for invasionen. Så var der en sandsynlighed for, at mindst ét af dem holdt. Men politik er ikke til indviklede forklaringer om menneskerettigheder, etnisk forfølgelse, religiøs undertrykkelse, massemord uden rettergang etc. Så hellere et hårdtslående argument om trussel mod hjemlandets borgeres sikkerhed. Men beviserne er ikke fundet - Saddam er en satan, men mest mod sine egne borgere. Så klog var han. Det var et uheld for ham, at rådgiverne i USA og England fandt på truslen mod verdenssamfundet.

Det må være underligt at være Saddam netop nu. Han troede lige, at han kun var en lille lokal diktator og kunne leve lykkeligt med det. Og så blive udråbt til verdensfjenden nummer ét og blive væltet for noget, som måske slet ikke fandtes i hans varetægt.

Og timen kom til Blair i England. Fejlagtige informationer fra efterretningsvæsenet. Beskrivelser som Blair direkte brugte som argumentation for at støtte USA. Pinligt, selv om man har stor respekt for en mand, der tør tage upopulære standpunkter - og som af ren idealisme kæmper for det gode og tager konsekvensen ved at gå i krig. Men det er mest klædeligt, når argumenterne er holdbare.

Så godtede de europæiske ledere i Tyskland og Frankrig sig over, at de holdt sig ude af krigen mod Saddam. Selv om det var gustne økonomiske overvejelser, der holdt dem hjemme. De havde ikke udsigt til at få deres udlån til Saddam tilbage, når amerikanerne gav alle olieindtægterne til det nye regime - til opbygning af landet.

Men den, der glædes over andres ulykke, skal snart få hybris at mærke. Frankrig og Tyskland er blevet dømt som snydebukse af EF-domstolen. De snyder med tallene om underskud på statsfinanserne og overskrider de aftaler, de selv har indgået.

Det må andre lande bøde for. Når der lånes, er det jo andre landes borgere, der betaler regningen. Der lånes fra andre lande, som så ikke selv kan få glæde af produktionen og dermed forbruget. Det gælder Danmark med overskud - det må vi låne til Frankrig og Tyskland. Surt at være dansker. Det bødede regeringen så for ved at give ufinansierede skattelettelser. Ha, ha - nu bruger vi selv de penge, som ellers skulle have været lånt til Frankrig og Tyskland.

Nu er Frankrig og Tyskland ikke novicer indenfor snydepelsenes rækker. De sørgede for at tage alle EU-landenes finansministre i ed, så der ikke var nogen lande, der kunne anklage Frankrig og Tyskland for at snyde. Smart, men lidet kønt at overvære.

Heldigvis tøvede den retfærdige vagthund, EU-Kommissionen, ikke med at indklage landene for urent trav - og vandt en juridisk sejr. En dom, som dog heller ikke kan eksekveres. Så skulle de to lande betale mere end 125 milliarder kroner i bøde - helt urealistisk. Så Frankrig og Tyskland har fået syndsforladelse af de andre lande - fået eftergivet bøden - og står alene tilbage med en politisk dumpekarakter. Det er også slemt nok.

Nu er det ikke sådan, at det kun er de store politiske magthavere, der får ørene i maskinen. Ikke kun sommervejret gjorde mig rasende - det blev jeg også for tre uger siden, da jeg hørte alle de kloge rådgivere advare om rentestigninger og opfordre til, at nu skulle alle sikre sig og låse renten. Rentestigningen var allerede inde i tallene - og lige siden er renten faldet, ikke steget. Som følge af den lille rentestigning i USA er den lange danske byggerente tilbage nær lavpunktet i foråret. Der mangler kun 2 kurspoint eller 0,3 pct.

De der fulgte rådene fra de såkaldt kloge, men uselvstændige rådgivere i de forretningsorienterede banker og kreditforeninger, som tjener på låneomlægningerne, har måttet betale prisen. Den er høj. Nu er alle rådgiverne på ferie, og de håber på, at ingen kan huske, at renten faldt, da de sagde, at den steg. Ligesom bygerne en dag driver over, og solen skinner igen, glemmes nederlagene og de pinlige hændelser. Lige nu er det vigtigst med bygerne.
  • fyens.dk