H. C. Andersen rejste i 1862 sammen med den unge Jonas Collin til Spanien for at finde ny inspiration.De opholdt sig især sydpå, i det varme og solrige Andalusien, med en afstikker til Tanger i Nordafrika og med hjemrejse i sne og søle over det kolde Madrid.

I et digt formet som et brev til digteren Chr. Winther, sendt lige inden indrejsen i landet, nærer han forhåbninger om, at den gode Gud vil vække digteråren i ham igen. Og han blev inspireret i Spanien, stærkt endda, men anderledes end han havde bedt om.

I det varme Syden følte Andersen sig rørt til bunden af sit væsen af spaniernes kunst, især flamencomusikken og -dansen. Lidenskaben flammede op i den gamle digter, og han omsatte her sine erotiske følelser i en række digte, der er enestående i hele forfatterskabet og i vor digtning i det hele taget - korte erotiske situationer helt på højde med den samtidige Odense-læge Emil Aarestrups.

IKKE blot i sit syn på personer var Andersen i driftens vold, også landskabet blev farligt. I Malaga var en udtørret flodseng, der gik gennem byen ned til havnen. Her boede fattigfolk, og der var marked og udskænkningssteder.

En dag bryder et skybrud løs i bjergene bag byen og inde over selve Malaga, og en rasende flodbølge river alt og alle fra flodlejet med sig. I det digt, hvor han skildrer oversvømmelsen og katastrofen, er det nok så meget et indre uvejr, han oplever. I disse digte er det ikke den gode blide digtergud, der inspirerede ham til eventyrene hjemme i kakkelovnskrogen.

Her oplever han selv et eventyr, og det er Satan selv, der har ham i sine hænder:

Men de Øine,

Disse Løgne,

Dette kjække Smil om Munden,

Det er Satan dog i Grunden,

Han har mig i hendes Hænder,

Og jeg brænder!

Vennerne hjemme i København slog kors for sig over den dristige Andersen: nu kunne man jo ikke give hans bøger til hvem som helst eller lade dem ligge fremme, som én skrev.

VAR HAN i Satans hænder under Spaniens sol, så er han ikke den eneste danske digter, der på rejse til landet hinsides Pyrenæerne har mødt deres eget "indre Syden".

Vi har i vores digtning en række rejsebøger med spansk inspiration, hvor forfatterne ved mødet med landets natur, befolkning, tyrefægtning og folkelige kunst er blevet tvunget til at tage deres liv og selvopfattelse op til revision.

Det gælder f.eks. Johs. V. Jensen, som berejste landet 1898 i forbindelse med krigen mellem Spanien og USA. Spaniernes operetteagtige ubekymrethed trods alle nederlagene og meddelelserne om faldne støder ham.

Han er også til tyrefægtning, og han giver en gnistrende oplagt skildring af forestillingen. Bagefter véd han ikke alt det dårlige, han skal sige om det grusomme skuespil og om de underlødige og primitive folk, der er optaget af den slags fornøjelser.Han bliver sig bevidst som "goter", en tilhænger af kendsgerningernes evangelium og den jyske ånd fra England og Amerika, der er bestemt til at arve hele verden.

MODSÆTNINGEN mellem Jensens heftige betagelse af Spanien og hans lige så stærke afsky for den romanske race, viser selvfølgelig tilbage til ham selv, der netop i disse år gjorde sig til talsmand for nutid og maskinkultur, mens han rejste jorden rundt på flugt for den danske regn ¿ og sin egen skygge, der blev sort under Spaniens hvide sol.

Andersen var i øvrigt også til tyrefægtning. Han var optaget af, hvad han så, men bagefter slog han kors for sig. Helt entydigt fascineret af tyrefægtningen er Tom Kristensen, der rejste i midten af 1920'erne som En Kavaler i Spanien.

Tom Kristensen ville samle stof til en roman om Raymundus Lullu, der i renæssancen kunne lave guld og argumentere så stærkt, at han altid fik ret. Den selvusikre digter vil lære nogle kneb af filosoffen, men det er tyrefægtningen, der giver ham den indre ro og gode stilhed i sindet.

Det er et religiøst, erotisk og kunstnerisk ritual, han oplever, mens heste og tyre dræbes på det mest underholdende. Senere, i kirkerne og moskeerne, især i det enestående Alhambra, bliver han sig bevidst som en sulten dansk middelklassedreng på vej mod nye eventyr.

Han flygter ud af landet fra den overbevisende filosof og fra tyrefægtningens æstetiske erstatningsreligiøse forestillinger for ikke at slå sig til tåls med sigøjnerinderne og kavaler-livet på fortovskafeen. Så ikke ulig H. C. Andersen, der rejser ud af landet efter at have brændt fingrene på Satans glødende hale, flygter Tom Kristensen i febertilstand over grænsen.

SPANIEN er katolsk. Andersen blev sig bevidst som udogmatisk kristen under sit besøg i moskeen og domkirken i Cordoba.Her afviser han både jødedom og islam, der begge har præget Spaniens tidlige historie - de er for lukkede, henvender sig kun til ét folk.

Og han afviser en dogmatisk kristendom, der sætter teologiske spidsfindigheder over den kendsgerning, at Gud lod sig føde for at frelse alle mennesker. Det er en smuk overvejelse, som senere, med andre begreber ligner Martin Andersen Nexøs historie.

Da Nexø rejste rundt i Spanien, er det største indtryk ikke erotisk eller drejer sig om tyrefægtninger, men handler om oplevelsen af det autentiske liv. Han og hans kone rejser til en andalusisk landsby, hvor de mødes med egnens ludfattige landarbejdere.

De er alle anarkister, og som en selvfølgelig ting tænker de politisk, ikke religiøst over deres situation og fremtid, og det udnyttes af politiske svindlere og bedragere; men kun en tid.Senere, ved vi nu, hentede borgerkrigens Spanien styrke og tro fra disse mennesker, der sammen med deres meningsfæller havde magten i kort tid inden Francos diktatur tog over.

Men de grænseløst fattige og generøse mennesker ejer en verden af menneskelige ressourcer, der præger de danske rejsende for livet. Nexøs Pelle Erobreren, der slutter med en skildring af et utopisk liv i natur og produktion, skylder andaluseren Alfonso og vor egen Grundtvig lige meget i verdslig ideologi.

HVEM ER Klaus Rifbjerg? I Spanien oplever han at miste sit pas. Det er under diktaturet, og uden pas kan han ingenting bevise, mindst af alt hvem han selv er.

Han er i bogen Til Spanien (1971) på reportagerejse sammen med en svensk fotograf og en dansk digter, bosat i Spanien. De rejser i hælene på en spansk toreador for at beskrive tyrefægtninger.

Man hører ikke, om Rifbjerg finder sit pas, men bogen med dens intense skildringer af forestillingerne, set med en kenders øjne, bliver hans adkomst til tilværelsen og beviser, at han er en stor og bevidst digter.

Den grusomme ballet i arenaen er for ham livsnødvendig og streng som et digt, og den beviser vigtigheden af kunsten.De tre kavalerer udstår gerne mange strabadser i form af varme og dårlige shows for at opleve det sublime "sandhedens øjeblik", når alt lykkes.

Digterne rejste længe, og det var for flere af dem livet om at gøre, hvad de erfarede i Spanien.Vi hverdagsdanskere rejser under mere beskedne former, i vore ferier, på charter måske. Men drømmen om at møde den store hvidhed i det fremmede driver også os, for vi er jo stadig, hvad vi oplever. Derfor er mødet med det anderledes så dyrebart, at man kan læse bøger om det.

Henrik Schovsbo, Solsortevej 28, Holbæk, er fhv. lektor.

De omtalte bøger er - udover de allerede nævnte: Johs. V. Jensen: Den gotiske Renæssance, Martin Andersen Nexø: Soldage og H. C. Andersen: I Spanien. Dette værk er under genudgivelse - og man kan stadig rejse efter det.