det er en udbredt opfattelse, at en urafstemning er mere demokratisk end en afstemning, foretaget af delegerede - for eksempel ved et partilandsmøde.

Men det er forkert. I et repræsentativt demokrati som det danske er de afgørelser, som valgte repræsentanter træffer - folketingsmedlemmer eller delegerede - nøjagtig lige så demokratiske som en urafstemning. En folkeafstemning om EU er heller ikke mere demokratisk end en beslutning om EU, vedtaget i Folketinget. For vi har jo udpeget nogle politikere eller nogle delegerede til netop at træffe beslutningerne.

MEN urafstemninger er oppe i tiden, og reelt havde SF's landsmøde ikke andet at gøre end at lade de omkring 8000 medlemmer afgøre, hvem der skal være Holger K. Nielsens efterfølger. Der ville være blevet talt om kup, pression og meget andet, hvis landsmødet alene afgjorde sagen.

Det er svært at forudse, hvilken af de to reelle formandskandidater, Villy Søvndal eller Pia Olsen, en medlemsafstemning mest vil gavne. Men mon ikke Pia Olsen? Villy Søvndal er i højere grad apparatets mand end medlemmernes. Han er den garvede, som tillidsmændene kender. Men de mange nye medlemmer, som også SF har fået, ser formentlig hellere den mere dugfriske Pia, der er 33 og ikke slidt på samme måde som den 53-årige Søvndal. Som bekendt blev Gert Petersen kaldt Den store rorgænger. Nu kalder nogle i partiet - lidt maliciøst - Søvndal for Den store søvngænger - fordi det næsten altid er forudsigeligt, hvad han siger.

IKKE MANGE i Folketinget er så ofte så indigneret som Søvndal. Han forstår i sjælden grad at bruge - eller misbruge - de muligheder for en retoriker, som spørgetiden giver. Derimod er Pia Olsen - som havde været folketingsmedlem, hvis SF anvendte sideordnet opstilling og ikke partiliste - ikke nogen typisk protestpolitiker. Man siger, at han er mere rød, hun mere grøn. Men det er nu mest måden, at de altså si'r det på, der gør forskellen.

Væsentligere er deres forhold til EU, som Pia Olsen vil kæmpe for på linje med Steen Gade. Søvndal siger, at han tilslutter sig SF's nye EU-profil - men gør man ham uret ved at mene, at han ikke har hjertet med?

SKAL MAN bruge det traditionelle politiske skema, ligger Pia Olsen nok generelt længere til højre end Søvndal. Når landsmødet talte så meget om "revolution", forstået som rød, grøn, global og feministisk revolution, må hun have det som Margrete Auken, der sagde, at det kunne være meget sjovt med det grønne, det globale og det feministiske - men med det røde foran bliver det "et træt, gammeldags ord".

I det hele taget er det Søvndals problem, at han for mange potientielle vælgere virker noget træt og gammeldags. Ikke, at det er et minus for kernen i SF's traditionelle menighed. Som præsten ikke behøver prædike for de troende - de skal nok hænge på - behøver SF's formand det heller ikke. Derimod gælder det om at kunne prædike for de vantro - og her er Pia nok bedre end Villy.