fagforeninger

af Povl Mors

Mølleløkken 38, Kerteminde

Det virker besynderligt om ikke utilstedeligt, når en fagforeningsboss som Dennis Kristensen fra FOA, Foreningen af Offentligt Ansatte, udøver pengeafpresning. Han har direkte forlangt fem mia. kr. på bordet af regeringen til de kommende overenskomstforhandlinger. Hvis ikke går hans 200.000 medlemmer i strejke.

Det er afpresning af værste skuffe over for en regering, som har pointeret før og efter folketingsvalget, at overenskomstforhandlinger er en sag mellem arbejdsgivere og fagforeninger.

De partier, der uhæmmet er gået ind for at afsætte penge til de offentligt ansatte, har ikke fået stemmer nok til at danne regering. DF er jo heller ikke i regeringen, selv om den støtter denne og samtidig pengene til de offentligt ansatte.

Hvorfor skulle regeringen ligge under for FOAs krav, hvis det ikke hænger sammen med, at hjemmehjælpere etc. kan tage de gamle og svagelige som gidsler i en strejkesituation.

Det er de samme gamle og svage, som de bekymrer sig så meget om. Derfor burde man nok i det mindste prøve at løse sagerne ved et forhandlingsbord først. Men nej, penge på bordet. Uden dem åbenbart ingen forhandling.

Endnu mere tankevækkende bliver det, når Dansk Arbejdsgiverforening i en ny undersøgelse kan dokumentere, at der faktisk ikke er de store forskelle på timelønnen for offentlig- og privat ansatte.

Måske burde man fare lidt med lempe, før man bliver alt for bombastiske i kravene.

Ingen tvivl om, at der er brug for flere hænder nogen steder i det offentlige, hvad angår sygehuse, ældre og hjemmepleje og sikkert også mange andre steder. Men der skal være rimelighed i tingene. En ordentlig løn trækker også flere kvalificerede til.

Men hvis nu det offentlige får alle krav indfriet, så bliver der en skævhed til fordelen for det offentlige. Det skaber problemer på et arbejdsmarked, hvor der er en katastrofal mangel på hænder.

Det var jo flere hænder, man startede med at kræve i det offentlige. Det er nu bare blevet til flere penge.