Patientforløb som grise i en slagtehal hører ingen steder hjemme
Af: Folketingskandidat for De konservative Pernille Weiss

Sundhedsvæsnet er tidens hotte emne, hvis man tror på meningsmålinger, hvorfor politikere med både nær eller fjern indsigt i sagerne udtaler sig gerne og så ofte, de kan komme til det. 'Nedlæg regionerne, fyr Djøf'erne.' Siger nogle. 'Send flere penge og åbn de gamle hospitaler igen', siger andre. 'Nej, gør kommunerne større!'. Alle bud vidner om engagement og stor iderigdom til, hvordan problemerne i sundhedsvæsnet kan løses i et snuptag. For en moden sygeplejerske som mig, er det også en evigt springende kilde af deja-vu-gyng-gang om en sag, som er så kompleks og i konstant, springende forandring, at det ofte er umuligt at følge med og forestille sig, at vi nogensinde kommer derhen, hvor alt fungerer gnidningsfrit.

Forsøget skal dog gøres. Det er en kontinuerlig fordring. Men i stedet for at kritisere dem, der har opgaven - regionerne og kommunerne - har Regeringen valgt at sende sundhedsvæsenet til styringseftersyn for at finde en efterfølger til to procents-produktivitetskravet. Resultatet af eftersynet forventes snart som et sundhedsudspil, der også skal vise vejen for udbygning af det nære sundhedsvæsen. Spekulationer i sundhedsudspillets indhold trækker dog ikke så mange overskrifter, som når kulturministeren ruller kanonerne frem mod Danmarks Radio. Dette til trods for, at kulturpolitik på barometre for, hvad der optager vælgerne, er en tilsyneladende bundskraber - forstå det, hvem som kan.

Spekuleres gør der dog flere steder. Naturligt nok. Sundhedsudspillet kunne jo byde på endnu mere statslig styring og kontrol. Således bekymret helgarderes modstanden ved at Danske Regioner i april gik sammen med foreningerne Danske Patienter og Lægeforeningen i et fælles slag mod flere økonomiske incitamenter. Især er de bange for, at regeringen vil trække trådene endnu strammere sammen omkring kvalitet på den ene side og aktivitet på den anden. Allerhelst sender de produktivitetskravene ad vintervejen og overgår til rammestyring inden for hvilken de mener at kunne levere kvalitet OG kvantitet. Well - nu kommer pengene til hospitalerne sådan set fra skatteborgerne via staten, hvorfor det synes rimeligt, at der er lidt hånd i hanke med at der leveres det, der er behov for. Vil man have 'nok' til sin ramme, må man også indstille sig på, at betaleren interesserer sig for, hvordan man bruger ressourcerne i rammen.

Derudover er det værd at hæfte sig ved, at Danske Regioner, Danske Patienter og Lægeforeningen i deres fælles input til det kommende sundhedsudspil vil have mere sammenhængende patientforløb. Det er der ingen, der er imod og mindst af alle patienterne og de pårørende, som i urimelig grad oplever, at der er manglende eller dårlig kommunikation og koordinering mellem hospitalsafdelinger (altså internt i regionsregi) og ikke mindst mellem hospital, kommune, praktiserende læger og de selvstændige sundhedsprofessionelle, der løser dele af borgerens sygdoms- eller rehabiliteringsforløb. Her er forslaget fra de tre organisationer bare ikke radikalt nok. De foreslår at flere opgaver flyttes til almen praksis (som har travlt nok i forvejen) og at kommunerne bliver mere kompetente. Voilá - men de kommer aldrig i nærheden af nældens rod. Roden, der i dag er knoldet af kutymer og stive fag- og teknologisiloer, og alt for rodet sammensat af aktører, der har fat i hver deres lille del af det samlede patientforløb og hvor ingen har greb i helheden. Dér ligger hunden begravet.

Man kan lave nok så mange samarbejdsaftaler, indkøbe nok så meget IT-grej og man kan møde sig ihjel på kryds og tværs. Det ændrer ikke på det enkle faktum, at der organisatorisk og strukturelt i sundhedsvæsenet er alt for lidt entydighed og alt for få incitamenter til at sætte borgeren - patienten - familien - i centrum af et system, der ene og alene har fokus på at optimere kvalitet og effektivitet af dennes eller deres forløb og samarbejde med det væsen, de altså via skattebilletten selv ejer. Vi bliver nødt til - for alvor - at tage et opgør med den måde at 'skære patienten i stumper og stykker', fordi gamle fag- og sektorgrænser opfattes som kanoniserede. Omvendt er det for simpelt at sige, at 'vi skal bare nedlægge regionerne' - hertil er langt de fleste kommuners størrelser for små til at kunne tage over og regionerne har trods alt vist sig som en ret god driftsstørrelse. Men fremadrettet er udfordringerne for det nære sundhedsvæsen og for det, der kræver højt specialiserede enheder alt for komplekse og kringlede til sundhedspolitisk populærpolitik.

Fra en lille gruppe af dansk sundhedsvæsens 'grand old men', hvoraf i al fald én var dybt involveret i den seneste kommunalreform, der nedlagde amterne og oprettede regionerne, kommer et overraskende forslag om at genindføre amterne med det numerologiske twist at kalde det for 'sundhedsklynger'. Sundhedsprofessor Keld Møller Pedersen, afgående direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Petersen og tidligere professor og formand for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olesen foreslår i ramme alvor, at der skal indføres endnu et organisatorisk niveau i sundhedsvæsnet ved at definere områder af kommuner, som skydes ind mellem det regionale hospitalsvæsen og det primærkommunale virkeområde. KL er skeptisk - for de vil hellere have staten - eller måske sig selv - mere på banen. Sundhedsministeren er positiv - for hun vil ikke have ansvaret for borgernære sundhedsvæsen ind på Christiansborg.

Men er ovenstående to gruppers forslag så de eneste og de bedste løsninger på sundhedsvæsnets udfordringer? Nej, det er de selvfølgelig ikke. Dog som provokation er de velkomne. Så vi kan få åbnet flere politikeres øjne for, at det mest handler om struktur før det handler om flere ressourcer.

Opmærksomheden skal rettes mod den absolut mest afgørende faktor. Nemlig denne, at for et velfungerende sundhedsvæsen gælder, at det indrettes og fungerer entydigt og enstrenget med borgeren absolut og konstant centrum. Opskæring af patientforløb som grise i en slagtehal hører ingen steder hjemme. Derfor skal det regionspolitiske niveau fjernes og hvert hospital have sin bestyrelse bestående af repræsentanter af deres rette 'ejere' - nemlig borgerne selv. Flere hospitaler kan med fordel dele bestyrelse. Medlemmerne skal komme fra de kommuner hospitalerne betjener og personer med viden om ledelse af komplekse virksomheder, og disse bestyrelser skal selvfølgelig have ansvar for det nære sundhedsvæsen. Jamen - vil det opløse kommunegrænser? Ja, det vil det. Nogle steder og på nogle fag- og sektorområder. Men det er trods alt en ringe pris for et reelt sammenhængende sundhedsvæsen, hvis egentlige formål er at betjene borgernes bedst muligt.