Passiv, reaktionær lænestolsfilosofi
Af: Leif Henriksen, Rughøjvej 78, Bellinge, Odense SV

- Du ka' sgu da ikke bare sidde hjemme i lænestolen og være passiv, råbte en ung dame, af ubestemmeligt køn, efter mig en dag jeg gik på Strøget i København.

Årsagen var, at jeg nølende høfligt havde afslået at sætte mit navn under en resolution, der krævede en eller anden mellemamerikansk regeringsleders afgang.

Jeg undskyldte mig med, at jeg kendte ikke manden. Ej heller landet og fandt mig derfor ukvalificeret til at afsætte ham.

Selvom jeg nok syntes, han så lidt skummel ud på det meterhøje foto, der næsten stjal udsigten til Helligåndskirken.

Hjemme i lænestolen gennembladede jeg et par formiddagsaviser, og igen mødte jeg et angreb på mine passive reaktionære synspunkter. På et af bladenes kultursider havde en digter skrevet om kunstarten graffiti. De spraymalede slogans, som liver op på byens facader og sætter tankerne i gang. Ja, sådan skrev han. Digteren.

Her har jeg, lænestolsfilosoffen, gået og troet, at disse spray-frembringelser var vandalisme, og så læser man på kultursiden i et af landets største aviser: Det er kunst.

Det er svært pludselig at ændre holdning. At kaste en indgroet reaktionær passivitet af sig og betragte tingene i det sande sammenhæng. Men jeg forsøgte.

På murene i Amaliehaven havde nogle unge kunstnere for nogle måneder siden udført graffitisk kunst. Jeg troede, at det var for at skæmme det smukke anlæg, men forstår nu, at man blot ville live yderligere op på skibsrederens gave til byen. Understrege den klassisk-belgisk havearkitektur med moderne dansk kunst.

Hvor er det altså svært, i hvert fald for en gammel reaktionær, at skelne svineri fra kunst. Men det har jo altid været problemet for moderne kunstnere.

Så kom jeg til at tænke på den hundeejer, som jeg ofte møder om aftenen på min lille spadseretur i kvarteret. Han har en stor hund, og store hunde æder vist meget. Og efterlader sig derfor også en del. Hunde har som bekendt forkærlighed for bestemte steder, og denne hund elsker at markere sin eksistens midt i indkørslen til et byggemarked.

Umiddelbart synes man, at det er noget griseri. Hundens efterladenskaber bør samles op, og det har jeg et par gange haft lyst til at sige til hundeejeren. Men dels er han både større og yngre end jeg, samt har en stor hund, og dels er han som regel iklædt en T-shirt, hvorpå der manende står: Ren by - grøn by. Så der måtte ligesom være en mening med, at han lod hunden markere sig netop på det bestemte sted. Hver aften.

Så kom jeg i tanker om et kunstværk, der for år tilbage skulle opstilles i Randers. Selvom jeg kun kender dette kunstværk fra billeder, og kun har betragtet resultatet af omtalte hunds anstrengelse på vis ærbødig afstand, slog ligheden mig pludselig.Hundeejeren med den overbevisende miljøholdning på skjorten ønsker i virkeligheden blot at forskønne byen og placere et kunstværk foran indgangen til byggemarkedet. Til glæde for de ansatte og de mange kunder. Samt andet godtfolk, som færdes der.

Men desværre for ham og hunden kommer der en morgenduelig byggemarked ansat med fejemaskine, men uden kunstforstand og fjerner kunstværket tidlig næste morgen. Dog ikke om søndagen, hvor det så er til glæde for de miljø- og kunstbevidste fodgængere. Og forarger de reaktionære passive som undertegnede.

Man burde jo nok ændre holdning. Blive aktiv, miljøbevidst og følge mere med i de nære problemstillinger.

Måske skulle man alligevel tage ind på Strøget i morgen og afsætte ham den skumle regeringsleder derovre. Som første skridt bort fra den passive livsholdning.