HVOR JULEN er et eventyr, er påsken et drama. De gamle beretninger handler om menneskelige svigt, om forræderi, om angst og forladthed, om tortur og døden på et kors. Først til sidst tændes med historien om den tomme grav et lys og et håb.

Påskens budskab er, at Gud får det sidste ord, men også, at mennesker korsfæstede - og korsfæster - kærligheden. Hvorfor gør vi det? Er det virkelig rigtigt, at mennesker er onde, og hvor kommer i givet fald denne ondskab fra?

DET ER spørgsmål, som har optaget os i århundreder, og som naturligvis især filosoffer og teologer har tumlet med.

Det er synd at sige, at vi er blevet meget klogere. Jo, den naive tro på, at mennesket er godt "på bunden", lever ikke så stærkt mere. Den tid er forbi, da det var en almindelig opfattelse, at mennesket er godt, og hvis det blot får det godt, så bli'r det godt.

Vi er godt klar over, at det ikke er samfundets skyld, når vi med det gamle skriftord må erkende, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

Ikke mindst de totalitære regimer, hvis fald for kun 60 år siden vi snart skal fejre, fik skæl til at falde fra øjnene. Det onde blev en realitet og ikke blot et abstrakt begreb.

HVORDAN kunne personer som Hitler og Stalin opstå? Hvordan kunne de fascinere millioner og kalde dyret frem i pæne familiefædre - som man siger med et fornærmeligt udtryk mod dyrene, der aldrig ville sætte ondskaben i system på samme måde som mennesker.

Ikke mindst i denne påsketid er spørgsmålet aktuelt på grund af den tyske storfilm "Der Untergang" om Hitlers sidste dage i Berlin, før han tog sit eget liv.

5,7 millioner tyskere har set den på få måneder, og i disse uger strømmer danskerne i biografen. Ikke mindst de unge myldrer til, og sjældent har der været så stille i en biografsal, som når det makabre drama i de sidste dage i Rigskancelliets underjordiske bunker udspiller sig på lærredet.

Det er bemærkelsesværdigt, at Der Untergang er blevet en så stor succes i Tyskland - og at man i familierne først nu begynder at tale om, hvad der dengang skete, og hvor meget de enkelte familiemedlemmer tog del i.

Men så stærkt har skammen og skylden hvilet over det tyske folk, at en samtale generationerne imellem ikke før har været mulig. De rædsler, som Hitler og Det Tredje Rige stod for, var langt værre, end de kugler kunne klare, hvormed Hitler gjorde ende på sit og Eva Brauns liv. Hitler tog ikke skylden med sig, da hans adjudant på Førerens sidste befaling overhældte hans lig med benzin og satte ild til. Skylden har fulgt tyskerne siden.

NOGLE har indvendt, at filmen gør Hitler for menneskelig. Og det er da rigtigt, at Føreren viser menneskelige sider. Vi ser ham klappe en ung dreng, som forblændet af den nazistiske ideologi kæmper med de bare næver i Berlins ruiner, og dekorere ham med jernkorset. Den tyranniske fører smiler også til Goebbels' seks børn, der synger for ham, kort før deres mor tvinger gift i halsen på dem - en af filmens mange stærke scener.

Men at vise de menneskelige træk, som også Hitler naturligvis havde, understreger kun sandheden i, at det onde findes, men ikke den onde.

OG LAD OS nu ikke blive for hellige! Tænk på, hvad torturbødlen Birkedal Hansen gjorde ved danske modstandsfolk på politigården i København, rystende skildret af journalisten Peter Øvig Knudsen, eller hvad der skete i Gestapos fynske hovedkvarters kældre på Den fynske Husmandsskole. Eller nylig i amerikanske militærfængsler og fangelejre. Man skal ikke skrabe meget i den pæne kulturelle fernis, heller ikke hos danskere, før djævelske sider træder frem.

Birkedal Hansen pinte sine landsmænd, så de ikke kunne gå. Men hans kone betegnede ham som en god familiefar, der bad aftenbøn med sine børn.

I KIRKEN forsager menigheden djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen - og i Fadervor hedder det: "Fri os fra det onde".

Kristendommen ved, at det onde er en realitet, dengang som nu. Men også, at kærligheden i kraft af påsken har sejret. At lyset er stærkere end mørket.

Ellers var der ikke grund til at ønske hinanden:

Glædelig påske.