Af: Egil Hvid-Olsen, sognepræst og forfatter, Grindsted

Præster: En rundspørge blandt landets mandlige præster har vist, at otte procent af de 431 adspurgte er imod kvindelige præster. Det er bestemt ikke noget stort tal. 92 procent af Folkekirkens mandlige præster er således for, at kvinder er lige så egnede som dem til at udføre embedet. Den del af præstestanden, som spørgeundersøgelsen har fokus på, er ikke blevet spurgt, men mon ikke der er 100 procents opbakning til kvindelige præster derfra?

Som mandlig præst finder jeg det oplagt at nære respekt for langt de fleste af mine kvindelige kollegers arbejde. Ikke fordi de generelt udfører det bedre end os mænd, men fordi de gør det lige så godt. Det er således ikke kønnet, men den enkeltes evner og engagement, der er afgørende for, hvordan arbejdet udføres. Ved de kirker, jeg er præst, er jeg blandt andet kollega til to fantastisk dygtige kvindelige præster, ligesom jeg er gift med en mere af slagsen. Når jeg i forskellige sammenhænge mødes med kvindelige kolleger, er der da heller ikke noget som helst, der indikerer, at de skulle være uegnede til at varetage deres embede.

Alligevel er det altså otte procent af de adspurgte præster, der problematiserer det faktum, at der i Folkekirken findes kvindelige præster. En enkelt repræsentant har udtalt, at han "ikke kan stå og være med til at give en kvinde et embede" (Per Damgaard Pedersen i TV2). Det har han sådan set fuldstændig ret i, for han kan hverken give eller undlade at give en kvinde et embede. Præster kaldes nemlig ikke af andre præster, men af en menighed, hvilket i praksis vil sige det lokale menighedsråd. Udtalelsen er altså det rene nonsens, men bag den ligger naturligvis en uvilje mod at anerkende kvindelige præster. Uviljen bygger primært på det sted i 1. Korintherbrev, hvor apostlen Paulus skriver: "Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden." (1. Kor. 14,34-35).

Den del af den kirkelige højrefløj, som rummer modstanderne af kvindelige præster, har det med at betragte Bibelens skrifter som en række gudgivne love. Derfor har de svært ved at acceptere den kendsgerning, at skrifterne er skrevet i bestemte historiske sammenhænge, hvor visse tidsbestemte regler har flettet sig ind i forkyndelsen. Således er hele Det Gamle Testamente præget af at være blevet til i et patriarkalsk samfund. Ligeledes fandtes der på Paulus' tid en klar opdeling mellem mænd og kvinder. Det forventedes, at kvinder holdt sig i baggrunden og passede hjem og børn, hvilket Paulus altså også gjorde sig til talsmand for. At Jesus tog kvinder lige så alvorligt som mænd, må have været temmelig provokerende på det tidspunkt.

Martin Luther, der i forbindelse med reformationen tog mange faste forestillinger under behandling, skrev i 1521 en lille bog med titlen "Om messens misbrug". Her kommer han ind på, om kvinder må prædike. Som udgangspunkt foretrækker han at følge traditionen, fordi han mener, at mænd er lettere at høre end kvinder. Deres stemmer er simpelthen kraftigere end det såkaldt svage køns. Dog kan han henvise til nogle bibelsteder, hvor kvinder bringer bud fra Gud. På den baggrund fastslår han, at det ikke er helt udelukket at lade kvinder forkynde. Det kan ske, hvis der ikke er mandlige prædikanter: "Derfor fordrer ordenen, tugten og æren at kvinder tier, mens mændene taler. Men hvis en mand ikke prædiker, kan det være fornødent at lade kvinder gøre det."

Paulus' retningslinjer står altså ikke mere fast, end at den evangelisk-lutherske reformator, hvis forståelse af kristendommen Folkekirken bygger på, kunne betvivle i hvor høj grad disse retningslinjer skulle følges kompromisløst.

Som det fremgår af ovenstående, er jeg meget uenig med de af mine kolleger, der er modstandere af kvindelige præster. De samme vil typisk også nægte af vie fraskilte og homoseksuelle (selvom det ikke er alle, der er imod vielse af fraskilte og homoseksuelle, som også er imod kvindelige præster). På trods af min uenighed med dem, værdsætter jeg dog, at Folkekirken er præget af en rummelighed, der lader præster undlade at udføre kirkelige handlinger, som strider mod deres samvittighed. I de fleste andre sammenhænge ville man give en ansat, der ikke udfører sit arbejde, en fyreseddel. Men i Folkekirken er der plads til uenighed, fordi kristendommen er en fortolkningsreligion. Derfor skal præster, der fortolker Bibelen bogstaveligt, også kunne rummes. Det skal de, fordi de repræsenterer den menighed, der har kaldet dem.

Netop dette, at præster repræsenterer de mennesker, de skal virke iblandt, er enormt vigtigt. Som tidligere nævnt udgør menighedsrådet et repræsentativt demokrati for sognets beboere. De sidstnævnte vælger menighedsrådet, der peger på en præst, når der skal ansættes en ny. Indbyggerne i et sogn bør altså have svært ved at brokke sig, hvis der bliver valgt en præst, de ikke er tilfredse med, for de har selv været med til - eller i hvert fald haft mulighed for - at stemme de enkelte menighedsrådsmedlemmer ind i rådet.

Hvis det betyder noget for indbyggerne i et sogn, at den næste præst, der skal ansættes enten er for eller imod kvindelige præster, for eller imod vielse af fraskilte, for eller imod vielse af homoseksuelle - ja, så er det klogt at bakke op om de kandidater til menighedsrådet, som vil pege på en præst, der har de samme holdninger som en selv.

For mig at se er det præstens teologiske overbevisning, der er vigtig; ikke om vedkommende er mand eller kvinde. Derfor er jeg glad for, at der indenfor Folkekirken er ligeløn, og at hverken de mandlige eller de kvindelige præster tier i menigheden.