Ord og bord


Ord og bord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KRONIK: De to vigtigste ting i livet er at få noget at spise og at tro på Guds ord. Det var mormorens budskab til kronikøren, når han som dreng var på besøg. Farmoren sagde det samme, men hun nævnte Guds ord før maden.

Min nordjyske mormor sagde altid, at de to vigtigste ting i livet var at få noget at spise og så tro på Guds ord. Det samme sagde min farmor, der var storbondekone og kom fra et helt andet sted i landet. Men hun nævnte altid Guds ord, før hun nævnte maden, og det gjorde hun, fordi hun var opdraget i et indremissionsk hjem. Det var min mormor ikke, hun var stationsforstanderfrue og erklæret socialdemokrat og vidste med sig selv, at man kun kunne forstå Gud, hvis man havde noget konkret at forholde det til. Det var madens og måltidets opgave, og derfor måtte den nødvendigvis komme først i den prioriterede rækkefølge.

Men på trods af forskelle og rækkefølge og prioriteringer var de dog begge enige om, at det var i ordet og ved bordet, at det menneskelige livs højdepunkter fandtes. Lad mig derfor fortælle lidt om begge dele gennem begge personer og lad det stå som et levende bevis på, at det kristne sprog blander sig i den verden, vi lever i, selv i den mad vi fortærer.

FØRST FARMOR. Skønt min farmor kunne improvisere bordbønner, der var alenlange og kunne drive selv Gud til vanvid, betød det intet ved siden af den overdådighed af mad, hun kunne præstere. Tværtimod vil jeg sige. For mens farmor bad, samlede vi andre appetit. Bordbønnen var nemlig måltidets aperitif på Sønderhvedegård, og både farmor og vi andre havde en uudtalt aftale om, at det var bedst, farmor førte ordet i sådanne sager. Med hård og kærlig hånd styrede hun både Vorherre og hele køkkenet. Hun var en mester i begge dele, et naturtalent, der til stor glæde for os andre fik ord og mundvand til at gå op i en højere enhed.

Umiddelbart kunne det virke selvmodsigende at blande Guds ord med menneskenes bord. Ikke mindst når man tog farmors livssyn i betragtning. Som god indremissionsk forsagede hun verdenen og alle dens glæder for som medgift engang at få en plads i det himmelske rige midt imellem faderen og sønnen. Og da alting har sin pris, er det en god ide at være rustet til den endelige prøve.

Derfor røg og drak farmor ikke, hun spillede heller ikke kort eller dansede. Denne verdens glæder var jo kun en fattig afskygning af en højere virkelighed, og fortabte man sig i verdens glæder, ja, så udelukkede man sig samtidig fra de himmelske. Det var logikken.

MEN IKKE når det kom til maden. Her virkede logikken nærmest modsat. Det ville faktisk være svært at forestille sig et himmelsk bord, der kunne byde på mere end farmors. Selv det måltid, som Guds dækkede for Peter og bad ham spise af, var ikke at sammenligne, ej heller Esajas syn af "marvfede retter og ædelt lagret vin" pånær det sidste selvfølgelig.

Hos farmor var alt hjemmelavet fra bunden og af produkter, man selv havde på gården. Og hver aften bugnede bordet af varme og lune og kolde retter, der i forskellige tempi blev sendt rundt. Karlene og pigerne og drengene åd, så det var en fryd, og for enden af bordet tronede farmor imposant og mægtig og med en attitude og et udtryk, som mindede om ordene fra skabelsesberetningen: "Og se, alt var såre godt."

"Folk, der arbejder hårdt, skal også have noget at spise." Det var farmors valgsprog, og ingen skulle fortælle hende, at det kunne være anderledes ikke engang Vorherre selv. Der var vel en grænse for forsagelse, og en lille smule glæde måtte man have af verdens indretning. Som Adam tjente man jo til brødet i sit ansigts sved og viste med sig selv, at man i bund og grund var en synder, og det kunne et par oksestege og nogle syltede pærer med råcreme vel ikke ændre så meget på.

Som dreng var et besøg i farmors spisekammer som en rejse ind i madens og smagens og Bibelens univers. Jeg kunne tilbringe timer inde i det rum. Her var sukker, ikke i pakker, men i sække, pølser og sul og fedt, store gryder med suppe og lerkar med hjemmelavede melboller og kødboller; der var figenbudding, som drev af flødeskum, så det til forveksling lignede et vinterlandskab, kager og lagkager, frugter og grønt, vindruer fra drivhuset og under bordet bagest i rummet stod Madeiraen, flasken alle på gården vidste eksisterede, men ingen talte om og ingen rørte ved - på nær farmor.

Og rundt omkring på de forskellige poser og fade hang der små citater fra Bibelen. De lignede til forveksling varedeklarationer og mindede én om, at Gud var til stede i alt, selv i en skål med fedtegrever. På et fad med kogte grisetæer stod der skrevet med blokbogstaver: "Jeg er med dig, hvor end du går, ingen skal træde dig under foden", Mattæus 28,20. Det var sansning og symbolik, så det klodsede.

SÅ MORMOR. Hos mormor så det anderledes ud. Maden var lige så god som hos farmor, men den blev ikke serveret med bordbønner. Vi skulle jo nødig få Gud galt i halsen, sagde hun med et smil. Til gengæld havde hun en ubændig lyst til at diskutere religiøse spørgsmål. Og det foregik ikke ved aftensbordet, nej, det foregik kl. halv seks om morgenen, før alle endnu var stået op og vel at mærke kun for de få og udvalgte.

At sidde sammen med mormor ude i hendes lille køkken og spise friskbagt franskbrød med ost og syltetøj og drikke Ceylon te med honning i, alt mens man diskuterede Guds eksistens, var for en dreng på 12 år som at blive indviet i en hemmelighed eller et mysterium, ingen andre end mormor og jeg kendte.

Det var herligt. Langsomt og sikkert og sammen med solen, der så småt begyndte at titte frem, fik vi drukket det meste af en kande te, samtidig med at vi byggede en verden, hvor der var plads til både Gud og mennesket og fagforeningen, som mormor altid tilføjede - husk fagforeningen.

Somme tider havde jeg hende mistænkt for, at hun kom noget i teen. Al den filosofi kræver nemlig sin mand. Eller også var det osten eller ostene. Mormor havde altid flere oste og alle fra specielle mejerier og hver med sin smag.

Nærmest som fast indslag sagde hun altid til mig idet hun greb om den halvanden kilo store ost og holdt den op for øjnene: "Anders, Gud har skabt livet som denne ost, og enhver god ost, der smager af noget, har huller - det kan du ikke forstå nu, men det vil du forstå engang."

"Amen", tilføjede jeg rutinemæssigt, alt imens vi grinede over hele femøren og tog en ordentlig humpel af osten.

Der findes vel ikke en duft så forførende som blandingen af gode oste med dampen af Ceylon te. På en og samme tid føres man dybt ned i tangskovenes forrådnelse og højt op i de krydrede luftlag op i himlen over skyerne. En dobbelthed man mister, hvis bordet er for overdådigt. For at fastholde både højden og dybden kræver det nemlig en enkelt og stram og modsætningsfyldt komposition. Det havde mormor sans for. Hun vidste, hvordan kærlighed dufter: Te og ost i en ligelig blanding tilsat en atmosfære af magi og ømhed - det var opskriften.

Når vi var færdige med osten, kom mormor altid med den sædvanlige overraskelse: En spandauer, med sprød kant og en ordentlig gul klat creme i midten. Mormor kaldte den for Guds øje i det høje og fortalte mig, mens jeg grådigt fortærede øjet, at Gud er mådeholden. Med cremen løbende ned ad kinderne kunne jeg kun give hende ret, for jeg vidste, at mormors Guds forståelse havde samme overflod og overskud som smagen af øjet i det høje. Det var sansning og symbolik, som selv en dreng kunne fatte.

Lad os genoplive min farmors og min mormors univers eller ide, at det vigtigste i livet er ordet og bordet. Appetit til mad og appetit til liv er jo proportional med de ord, vi hæfter på. Jo større ord des større bord. Når man eksempelvis kan pakke en ost ind i plastic, så den ikke kan ånde, og man giver den navnet Lillebror, siger det ikke blot noget om madkulturen, det siger også nogen om sproget og dermed om den menneskelige livsindstilling. Både min farmor og mormor ville ryste på hovedet.

Anders Kjærsig, Nr. Søby Præstegård, er sognepræst.

Ord og bord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce