Opsang til medier og danskere: Spørg os udlændinge inden I fælder dommen
Af: Sade Andria Zabala, filippinsk forfatter, frivillig hos MentorNetværk Esbjerg

Siden vi flyttede til Danmark, har min mand og jeg været udsat for mange udfordringer som f.eks. vanvittigt dyre behandlingsudgifter, inkompetente og pompøse offentligt ansatte, plus omhyggelige og forvirrende procedurer.

Så er det ikke overraskende, at Danmark har det privilegium at være kåret af mange som at have en af de mest umenneskelige indvandringslove i hele verden.

Alligevel klarede vi det, og vi troede, at vores hovedpine (udover den altid truende risiko for, at jeg kunne blive sparket ud af hvilken som helst grund) endelig var bag os. Det er dog med stor irritation, at jeg vil tage fat på den uforståelige ævl fra indvandringsministeren, desuden firkantede kommentarer fra medierne og nogle af de uinformerede danskere.

Som uddannet i medievidenskab og journalistik kan jeg ikke forstå, hvorfor aviser tillader at skrive om provokative statistikker uden kontekst:


"Udlændinge undgår Sprogskolen en tredjedel af tiden" - dog overvejer journalisterne ikke at undersøge årsagen til, hvorfor det er sådan. Tallene lyver ikke, men de fortæller heller ikke alt. Derfor vil jeg sige, at I er nødt til at snakke med os og spørge os.

Spørg mig, som hjælper på tre forskellige frivillige arbejdspladser, og som samtidig underviser hos FOF aftenskole og en lokale sprogcafe. Nogle gange har jeg så travlt, at jeg brænder altmin energi af, eller bliver psykologisk og fysisk syg.

Spørg min klassekammerat fra Sri Lanka, som for nylig har været tvunget til at blive hjemme næsten hver uge på grund af smertefuld halsinfektion. På samme tid passer hun sit barn, som tit bliver smittet af andre syge børn fra børnehaven. Spørg min klassekammerat fra Bosnien, der har gigt, og som derfor skal ofte er fraværende for at rejse så langt som til Odense til behandling.

Spørg mine klassekammerater fra Serbien, Ungarn, Kina, Pakistan, Iran og Syrien, som har deres respektive job, skole, og praktik ved siden af skolen. Dem, der arbejder, tager ofte overtid eller nattevagt.

Spørg mine klassekammerater, der er nybagte forældre, der ønsker at tilbringe tid med deres baby, men også går i skole, selv om de er udmattede, fordi de ikke tager barsel.

Spørg mine klassekammerater, der bogstaveligt holdt op med at gå i klassen, fordi de har blevet fornærmet af en afvisende eller ufølsom lærer, og fordi de er træt af skolens mangel på ressourcer. Faktisk kender jeg en kvinde, der flyttede fra København. Hun sagde, at i forhold til den sprogskole, hun gik i, er denne her i Esbjerg "en vittighed. Man lærer ikke noget."

Ja, selvfølgelig er der folk, der er dovne, og det skal have konsekvenser. På den anden side bør vi stille spørgsmål om dovenskabet. Er de dovne, simpelthen fordi de er det og ikke har lyst til at komme i skole? Eller er de umotiverede?

Folk i Danmark taler og skriver så meget om, vi suger af det danske velfærdsystem, og at vi er dovne og derfor ikke går i skole. Men ingen skriver om, hvor ringe forholdene er på sprogskolen.

Ingen undersøger om, hvordan elevernes læring påvirkes af en underbemandet og under-ressourcet skole. Ingen fortæller om, at skolen en gang i mellem ikke har råd til at ansætte en vikar eller låne bøger til alle kursisterne i klassen.

Ingen nævner de skolekontormedarbejdere, som ser ud, som at de ikke er trænet i, hvordan de kommunikerer med udlændinge fra forskellige kulturer - en opgave, der kræver færdigheder, som er meget anderledes end at kommunikere med en dansker. Ingen rapporterer om, uanset hvor høflig og sød du er, er der et par bestemte mennesker, som er ansat på skolen, der taler nedværende til dig - som om du ikke er deres tid værd, som om du generer dem, som om du er en idiot, som om de hellere vil arbejde andetsteds end på en skole for dumme udlændinge.

Således vil jeg spørge jer nu, medier: Hvorfor interviewer I kun personer med magt, og derefter prøver at præsentere det som det hele billede? Hvordan kan I være i stand til at kende den virkelige historie, når I ikke engang forsøger at interviewe og komme i kontakt med emnet for historien? Man kan nemlig ikke lave en grundig artikel med statistikker omkring udlændingenes fravær uden at spørge os fremmede, hvorfor vi ikke er i skolen. I kan ikke bare snakke om os, uden at snakke med os.

Jeg er ikke en fancy politiker eller en erfaren avismand, men måske kan jeg tilbyde nogle råd til jer alle:

1. Fokus på at forbedre ressourcer til integration. Hvis regeringen motiverer studerende til at komme, har tilstrækkelige ressourcer til at lære dem, og kommunikere med dem tydeligt, så investerer regeringen rigtigt i dem. Resultatet er en bedre chance for, at eleverne bliver integreret i samfundet, og kan formentlig finde arbejde eller få højere uddannelse.

At forvente, at vi er fraværende på grund af pjækkeri - ja, jeg kigger på dig, Inger Støjberg - udfører intet indhold, bortset fra at udsætte sig selv som provokatør på jagt efter reklame. (Husk hvad de siger: Tomme tønder buldrer mest). At investere i virksomheder, der ikke har nok ressourcer til at opfylde deres forpligtelser, er heller ikke en god idé. Teoretisk får man den samme service til en lavere pris. Men hvis de tilbyder dårlige forhold til sprogskoleleverne, så går de danske skatteyderes penge til spilde.

2. For de mennesker, der elsker at kommentere på Facebook eller under nyhedsartikler om indvandrere: Hold kæft! Ytringsfriheden giver lov til at udtale sig, men det betyder ikke, at jeres mening er korrekt, især når I ikke har alle oplysninger. Man bør ikke sige noget, indtil man er fuldstændig informeret om emnet.

3. Danmark har som medlem i NATO direkte og indirekte støttet den lukrative krigsindustri, som uundgåeligt fører til, at borgere fra krigsramte lande ender som flygtninge. Hvis I ikke vil have flygtninge i jeres land, kan I måske stoppe med at være med til at skabe situationer, der starter dem?

Der er så meget tale om flygtninge og indvandrere. Og hvorfor ikke? Når I kan oprette en "Os og Dem"-dynamik i samfundet, som resulterer i flere klik for nyhedswebstederne, mere opmærksomhed på jeres artikler, såvel som øget eksponering for politikere. En af mine kinesiske klassekammerater har en forklaring på, hvorfor det virker som om, så mange udnytter vores historier og situationer: Dem, som gør det, har magt og værktøjer til at få deres stemmer hørt, og de ved, at flertallet af os er stemmeløse - fordi vi ikke er flydende til dansk, og fordi vi er for optaget af at bevise, vi har ret til at eksistere, trives og være her. Så har vi ikke tid og evner til at forsvare os selv.

Det er sjovt, fordi immigranter hyppigt bliver stereotyperet som ikke-bidragsydere til samfundet. Men når vi naturligvis arbejder hårdt for at bidrage til samfundet på bekostning af vores uddannelse og sprogintegration, bliver vi stadig kastet under bussen og mærket som utaknemmelige, uansvarlige, og dovne.

I årevis har vestlige politikere brugt flygtninges og immigranters situation som måde til at styrke deres karriere og opnå offentlig godkendelse, mens medierne har været medvirkende i det. Dog er vores historier, vores smerte, vores trængsler ikke redskaber til at få stemmer eller abonnementer.

Mange har udnyttet de stemmeløse for længe, men nu er det nok.