Det siges undertiden om meget påståelige mennesker, at de kender ikke det lille ord undskyld.

Den anklage kan ikke rettes mod Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren har på det sidste nærmest været rejsende i undskyldninger. Først anbefalede han under et officielt besøg i de baltiske lande Rusland at sige undskyld til Estland, Letland og Litauen for besættelsen af dem. Siden gav han på den danske stats vegne den 4. maj i Mindelunden det jødiske folk en undskyldning for udvisningen af 21 danske jøder til Tyskland og dermed til tyske kz-lejre.

SELV OM det ikke er noget nyt, at statsledere siger undskyld til andre folk for fortidens synder, har statsministerens initiativer alligevel vakt opmærksomhed. Ikke underligt, for spørgsmålet er, om mennesker, endsige stater, kan undskylde for forbrydelser, som deres forfædre har begået, til mennesker, der ikke har været udsat for disse forbrydelser.

Ingen vil i dag forsvare udvisningen af jøderne i Danmark. Det var og er en sort plet, og Israel har da også takket for statsministerens ord. Men giver en sådan undskyldning nogen mening?

KRAVET OM, at russerne skal sige undskyld til balterne, er endnu mere problematisk.

Boris Jeltsin har nemlig for år tilbage sagt undskyld, og forleden kom Vladimir Putin tæt på at gøre det samme. Ifølge det franske nyhedsbureau, AFP, erklærede han over for to tyske tv-stationer, at de baltiske lande i virkeligheden blev "behandlet som bønder i det politiske spil, og det er en tragedie for disse lande. Det må siges uden omsvøb". Og retorisk fortsatte han med at påpege, at med Jeltsins ord har Rusland erkendt, at de baltiske lande blev ofre. "Hvor ofte skal vi komme med denne indrømmelse? Den, der vil høre den, har gjort det".

Hvis man aner en kende irritation i hans stemmeføring, kan det skyldes, at tidspunktet for Fogh Rasmussens aktion ikke var velvalgt - hvor Rusland markerede 60 års dagen for sejren over Nazityskland. Den kostede som bekendt 21 millioner døde russere.

DET ER et stort filosofisk og religiøst problem, om man kan tale om kollektiv skyld, og om man overhovedet kan sige undskyld på andres vegne - og få tilgivelse.

Der er teologer og historikere, der mener, at undskyldninger af denne karakter slet og ret er vrøvl. I hvert fald er der tale om forvirring af begreberne, hvis bekendelse af skyld og modtagelse af tilgivelse gøres til andet end en rent personlig sag. Det må være den ansvarlige, der rækker hånden frem til den, han eller hun har forbrudt sig imod i håb om at blive tilgivet. Alt andet er dybest set uden mening.

HVOR SKAL grænsen i øvrigt gå? Skal vi sige undskyld til briterne for vikingerens hærgen? Til de danske kommunister, fordi de blev interneret og sendt til Tyskland?

En stat kan beklage. Man kan vise en gestus. Men at udstede en kollektiv undskyldning for fortidens fejl er en misforståelse.

Den kan hverken gives eller modtages.