Hovedforklaringen på de voksende stressproblemer på arbejdspladserne er de senere års øgning af tempoet. Det er en udvikling, som hverken tjener mennesker eller miljøets interesser
Man regner med, at en femtedel af arbejdsstyrken her i landet har eller i de seneste år har haft symptomer på stress. Dette er gennem undersøgelser og mange sygemeldinger blevet åbenbart. Det kan dreje sig om, at funktionsevnerne i almindelige daglige gøremål er blevet nedsat, angstanfald, depression, en tilstand vekslende mellem hyperaktivitet og handlingslammelse, lejlighedsvis "blackout", koncentrationsbesvær, manglende proportionssans, kronisk udmattelse, indre rystelser, søvnforstyrrelser, kvalme, svimmelhed og problemer med fordøjelsen.

Når nogle debattører opremser symptomerne på stress, så udelades den dårlige fordøjelse og det, som måtte forringe arbejdskraften. Det er som om, stresssymptomerne ikke tages helt alvorligt, men at det stadig er lidt smart at have travlt og være stresset, og at man netop ikke forstår stress som en omsiggribende sygdom.

Under alle omstændigheder er stress og almindelig fortravlethed kommet til at kendetegne samfundet. På det seneste er der kommet en øget opmærksomhed på de helbredsmæssige resultater - det er udmærket.

Nødtvungent og temmelig forudsigeligt forklarer erhvervsfolk og deres åndsfæller blandt politikere, at stress overhovedet ikke behøver at have noget med arbejdslivet at gøre, og at det i givet fald er et individuelt problem, som løses bedst på den enkelte arbejdsplads og ved, at firmaet og det offentlige laver restriktioner over for den syge.

Dybest set må mennesket nemlig lære at tilpasse sig arbejdets behov. Det er tydeligt, at der er tale om partsindlæg, hvor det drejer sig om at gøre spørgsmålet til den enkeltes problem. Alene ud fra mængden af syge er det åbenbart, at der er tale om et kollektivt problem.

I den mindre ideologiske og mindre pengestyrede og mere seriøse diskussion forsøger man at forstå og forklare problemerne på en mere nuanceret måde. I mange tilfælde mener jeg alligevel, at diskussionen om stress bliver noget mangelfuld og giver et skævt billede af problemerne - det er dette forhold, som jeg i det følgende vil prøve at redegøre for:

Udgangspunktet er, at samfundet er blevet det, man er enige om at kalde et "vidensamfund", og i dette samfund er de såkaldte "vidensarbejdere" helt dominerende, og de er da også de mest udsatte for at få stress.

"Vidensarbejdere" kan være mange forskellige ting, men det har som en selvfølge noget med it at gøre. De arbejdendes stress bliver forklaret på den måde, at de ikke selv kan sætte grænser, men påtager sig for meget arbejde eller ligefrem tager det med hjem - bliver måske endda "arbejdsnarkomaner".

"Industriarbejdspladser" bliver i den "globaliserede" verden derimod "outsourced" til Østeuropa eller Kina. En del mennesker skal dog være "servicearbejdere" her i landet, men det er umiddelbart ikke så fint og velbetalt, som at være "vidensarbejder".

Den diskriminering, der ligger i ovenstående tankegang, kunne man vælge at modgå ved at påpege, at meget arbejde i industrien er på et højt fagligt niveau, og at arbejdet med computere kan være det værste "idiotarbejde", samt at langt fra alle forfattere, journalister eller reklamefolks frembringelser er særligt imponerende.

Dette ville dog netop være at gå ind på de præmisser, som er så tilfældige og mangelfulde. Grundlæggende er det jo blot et spørgsmål om, hvilken type arbejdskraft der er mest efterspørgsel på i øjeblikket. Det er dette forhold, der så bliver gjort til en slags kvalitetsvurdering. Det er utiltalende, men er ikke desto mindre det, der sker.

Ligegyldigt om man er videns-, industri-, servicearbejder eller noget helt fjerde, er der på mange arbejdspladser i de senere år sket en tempo-opskruning, som i høj grad er stressfremkaldende.

Det er noget, ledelserne har haft held til at gennemføre for at øge konkurrenceevnen og indtjeningen, og det er dette forhold, der mere end noget andet er forklaringen på dårligdommene.

Samtidig har en del ansatte oplevet en udvidelse af arbejdstiden. Men så meget desto værre, for tiden, der arbejdes, er af den grund ikke blevet mindre presset.

Der er selvsagt mange andre årsager til, at ansatte får stress. F.eks. meget overarbejde, for mange krav som den ansatte har svært ved at opfylde, stramme "deadlines", skifteholdsarbejde, utryghed i ansættelsen, voldsrisiko, ringe støtte fra kolleger eller ledere, uklar rollefordeling på arbejdet, manglende indflydelse, manglende uddannelse og erfaring til at gøre sit arbejde godt nok, mobning og chikane.

Men tempoopskruningen er efter min mening den væsentligste, og mange af de andre kan udledes heraf. Det er netop ikke noget, som de ansatte selv vælger, men en situation de mere eller mindre tvinges ind i.

Jeg vil dog nævne et forhold yderligere, selv om jeg egentlig ikke ved i hvilket omfang, det er stressfremkaldende. Jeg vil tage det med her af principielle grunde for at imødegå den massive gentagelse i medierne og den meget fremtrædende plads, det har fået i selvforståelsen hos mange toneangivende personer - næsten som en ny trosbekendelse:

Man taler meget om at lede virksomhederne på en moderne og demokratisk vis. Jeg har i de fleste tilfælde svært ved at se det moderne, og det demokratiske er ikke-eksisterende, hvis den ansatte ikke kan sympatisere mere end 100 pct. med virksomhedens "værdier".

Modsætningen mellem dette tankespind og realiteterne fører til stress. I hvert fald er det kun i medierne, jeg har set den ansatte, der synes, at arbejdet er udviklende og interessant. Privat giver folk almindeligvis udtryk for det modsatte. Dette, at folk ikke formår at stille krav til rette vedkommende på rette sted og tidspunkt, udnyttes hensynsløst.

Vi må være kritiske og spørge os selv om, hvem der har gavn af det, som vi præsenteres for. Når det drejer sig om den aktuelle udvikling på arbejdsmarkedet, tjener den for mig at se hverken mennesker eller miljøets interesser.

Menneskene søges gjort til holdningsløse forbrugere, og miljøet ødelægges systematisk. For få år siden var det "fritidssamfundet" og "oplevelsessamfundet", der ventede forude, senest er det åbenbart det noget kedeligere "videnssamfund" med "ældrebyrde" og "velfærdsreformer", der er sat på dagsordenen.

Så længe folk er til fals for hvad som helst, lader man sig blindt lede af sted uden reelt at søge at løse problemerne.

Kilde for opremsning af årsager til stress: Professor Per Bech fra "Stressklinikken".

Claus Schou, Karlsbjergvej 39, Broby.