Undervisning i håndarbejde er ved at glide ud af folkeskolen. Det anses ikke for nyttigt. Men hvad så med computerspil, foldbold, dans om juletræet og tomatdyrkning. Er det nyttigt?
Når seminarierne i Kerteminde og Odense til sommer lukker og slukker for håndarbejdslæreruddannelsen, er det blot endnu et eksempel på afviklingen af den tekstile dannelse, som finder sted i disse år.

I folkeskolen ser man en lignende tendens. Folkeskolen afspejler på både godt og ondt de holdninger, som er fremherskende i samfundet. Børnene har obligatorisk håndarbejdsundervisning på et, måske to klassetrin (det veksler fra skole til skole), og man skal ikke være ekspert for at regne ud, at det er begræn- set, hvor mange kundskaber, de kan nå at erhverve sig i løbet af de to ugentlige lektioner på skemaet.

Et er det beskedne timetal, noget andet er den stedmoderlige behandling, som faget gives mange steder. Den følgende beretning er autentisk og har for nylig udspillet sig på en sjællandsk skole. Jeg skal undlade at nævne skolens navn.

En skoleinspektør kunne ikke få skemaet til at gå op, og bad den lærer, som var dårligst kvalificeret til håndarbejde, om at tage lige præcis disse timer i femte klasse.

Den pågældende lærer fandt, at hendes skema i forvejen indeholdt så mange udfordringer, at der var et fag, hun intet ville forberede til: nemlig håndarbejde.

Og resultatet blev selvfølgelig derefter. Det var synd for faget, det var synd for børnene, men det var også synd for læreren, der blev sat i en umulig situation.

Havde det derimod været matematik, man havde givet denne behandling, havde der i løbet af to måneder lydt et ramaskrig fra forældrene. Men der skete intet.

Endnu et eksempel på at de kreative fag taber terræn. Tidligere havde Undervisningsministeriet en fagkonsulent til at varetage de forskellige fag og være bindeled mellem ministeriet, kommuner og skoler med henblik på at sikre udviklingen og forankringen af fag og undervisning.

I dag skal fagkonsulenten varetage både håndarbejde, sløjd og hjemkundskab, og man må spørge, hvor fagligheden bliver af, når én person skal spænde så vidt.

Går man et par generationer tilbage, ser billedet straks anderledes ud. Min mor var født i 1929 og havde obligatorisk håndarbejde på seks klassetrin.

Undervisningen var et vigtigt element i pigernes dannelse, i dag ville man måske sige pigernes tilpasning til et mandsdomineret samfund. "Hjem at hegne og hygge", hed det tilmed i en undervisningsvejledning fra datiden.

Men håndarbejdet havde også en stor nytteværdi, den kvinde, der kunne lappe, stoppe og sy, kunne spare mange penge på et måske knebent husholdningsbudget.

Selv om min mor ofte kritiserede den militante undervisning, hun havde fået i skolen, havde hun alligevel fået noget væsentligt med sig: nemlig glæden ved at sy og strikke, glæden ved at skabe noget selv.

Jeg er født i 1959 og havde som min mor obligatorisk håndarbejde på seks klassetrin. Jeg blev undervist efter Den blå betænkning fra 1961, og den lagde vægt på at udvikle elevernes sans for farver, form, orden og skønhed.

Men undervisningen skulle også give lyst til at indrette smukke, personligt prægede hjem. Altså en formulering der ikke afviger meget fra "Hjem at hegne og hygge".

Den håndarbejdsundervisning, jeg fik, var selvfølgelig ikke uden kritikpunkter, men den indeholdt også stjernestunder, som jeg med glæde ser tilbage på.

I mit barndomshjem havde symaskinen i lange perioder fast ophold på spisestuebordet, så jeg voksede også op i en verden af tråd og stoffer. Der må altså være noget, der lykkedes.

Jeg oplevede glæden ved at skabe noget selv, glæden ved at sætte spor og valgte senere at uddanne mig på Kunsthåndværkerskolen. Mødet med tekstiler og tekstilt arbejde i både skole og hjem har været et vigtigt islæt i min dannelse og også en kilde, som jeg den dag i dag benytter, når jeg udtænker nye projekter til væven.

De mange timer på skolebænken med nål og tråd var nok en hård disciplinering, men også en værdifuld træning i præcision og tålmod. Lige det, som enhver formgiver og håndværker har brug for, når ideerne skal realiseres.

En lærer på en designskole udtalte for nylig, at det var et problem, at de unge studerende havde så få forkundskaber, når de blev optaget på uddannelsen. "Det, de kan, er det, som vi kunne, da vi gik i femte klasse" fortsatte hun.

Er det folkeskolens formålsbeskrivelse for faget, der er noget galt med? Den siger ellers: "Formålet med undervisningen i håndarbejde er, at eleverne ved skabende håndværksmæssigt arbejde opnår livsnære erfaringer og bliver i stand til at overskue samspillet mellem forestilling, planlægning og udførelse og udvikler færdighed i at formgive og fremstille ting, der har æstetisk og funktionel værdi."

Og videre hedder det: "Eleverne skal blive fortrolige med tekstil kultur og udtryksform, så de bliver i stand til at vurdere, udvikle og formidle den materielle kultur, de selv og andre skaber og bruger."

Flottere formålsbeskrivelse skal man lede længe efter - det må være en drøm at arbejde efter den, hvis det altså ikke lige var for timetallet.

Studerer man undervisningsvejledningen, ser man også, at det er problematisk at finde på gode opgaver, der opfylder alle disse krav. Kun de dygtige og meget engagerede lærere kan få mål og praksis til at gå i spænd.

NOGET KUNNE tyde på, at fagets selvforståelse er vokset i takt med nedskæringen af timetallet. De flotte ord alene skaber ingen dannelse, nej, den sker i et direkte møde med materialerne. Og den sker i gentagelsen, hvis den ikke skal være glemt i morgen.

Mødet er centralt, for møder man ikke den tekstile verden i skolen eller hjemmet, hvor skal man så møde den? Hvordan skal man så finde ud af, at det sjovt at strikke og brodere?

Og hvordan skal man finde ud af, at man gerne vil være håndarbejdslærer eller designer? Hvordan skal man forstå kulturarven og museernes skatte, hvis man ikke har haft nål og tråd i hånden? Hvordan skal man skabe morgendagens tekstiler, hvis man ikke kender gårsdagens?

Fremtrædende skolefolk, der kæmper for de kreative fags fortsatte placering på skoleskemaet, argumenterer for, at disse fag fremmer indlæringen i de boglige fag. Men hvorfor skal håndarbejde - og de øvrige kreative fag - hente legitimation i dansk og matematik? For at tilfredsstille forældre og erhvervsliv, der mener at fagene er unyttige?

Sagen er, at fagene har en enestående værdi i sig selv. Dannelsen er som et slot med tusind værelser. Nogle af værelserne er rum for den tekstile bevidsthed, kundskaber og færdigheder. Kundskaber, der ikke kan undvæ-res i børnenes alsidige udvikling.

Mange vil vel stadig spørge, om det nu også er nyttigt. Tekstiler er efterhånden blevet så billige, at man får dem smidt i nakken, når man går ud af en forretning. Hvorfor så forsøge på at fremstille dem selv?

Men dagens håndarbejdsundervisning skal ikke tillægges samme nytteværdi som den undervisning, min mor fik. Den tekstile dannelse er i sig selv nyttig. For øvrigt er der aldrig nogen, der spørger til nytten af at spille fodbold i haven en sommeraften.

Er computerspil nyttige? Eller hvad med at danse om juletræet, kysse kæresten, sende gækkebreve, dyrke tomater?

Livet er fyldt med handlinger, der ikke er nyttige i gængs forstand, men de har en værdi på et andet plan. De er den alsidige dannelses byggesten. Uden byggesten - intet slot.
  • fyens.dk