Nye tider i indvandrerdebatten: Med mange års forsinkelse


Nye tider i indvandrerdebatten: Med mange års forsinkelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Niels Kristian Knudsen, Finlandsvej 17,Middelfart
Billede
Debat. 

Regeringens ghettoudspil blev ledsaget af statsministerens erkendelse af et politisk medansvar for den situation, der har påkaldt sig politisk handling. Forhåbentligt har erkendelsen forårsaget, at de nødvendige spørgsmål vedrørende "årsag og virkning" er blevet stillet i forsøget på at få "misteltenen taget i ed". Under alle omstændigheder påkalder sagen sig både historisk og aktuelt opmærksomhed. For eksempel har Bertel Haarder for nylig sagt: "Det er ingen naturlov, at indvandrere og flygtninge er vanskelige at integrere". Problemet er "made in Denmark". Det er overraskende og foruroligende, at den tidligere minister ikke tillægger faktorer som historie, kultur og religion betydning, når det gælder forsøget på at forstå problemets årsager og omfang - for med det som udgangspunkt at kunne pege på mulige løsninger.

Problemerne og truslerne har Bertel Haarder for øje hver eneste dag. De bliver blandt andet anskueliggjort af bevæbnede soldater ved synagogen i Krystalgade, samt af de mange tonstunge farvebelagte betonklodser og kæmpestore blomsterkummer, som er placeret strategiske steder blandt andet i København. Hertil kan føjes det kultursammenstød, som afdækkes i kraft af ghettodannelser, i forekomsten af social kontrol og i det tab af frihed, som indtræffer, når ytringsfrihed og personlig sikkerhed for den enkelte er betinget af tilstedeværelsen af bevæbnede livvagter, hvilket er blevet hverdag for stadig flere mennesker også i vort land.

De seneste 35 års skiftende politiske flertal i vort land har - på trods af klare advarsler - troligt gennemført den flygtninge- og indvandrerpolitik, der blev den logiske konsekvens af udlændingeloven af 8. juni 1983. Det daværende politiske flertal så bort fra diverse advarsler og overså tilsyneladende endvidere det faktum, at et eksperiment helt elementært er kendetegnet ved, at man ikke på forhånd ved, om det lykkes eller mislykkes. En erkendelse af dette elementære forhold synes i flere årtier at have været en absolut mangelvare hos de skiftende politiske flertal. Ingen synes i tide at have overvejet seriøse svar i tilfælde af, at alt ikke gik som ønsket, og uanset om man nu mener, eksperimentet lykkedes eller ikke, er det en kendsgerning, at det for altid har forandret den danske befolkningssammensætning.

Det er naturligvis kun et fåtal af den halve million flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund og deres efterkommere, der forårsager uro og utryghed i Danmark, men det er næppe tilrådeligt, at man fra politisk hold fortsat forsøger at se bort fra den kendsgerning, at det helt overvejende flertal af terrortrusler og terrorhandlinger på verdensplan er religiøst begrundet og ofte udført med henvisning til den muslimske guddoms navn. Ikke desto mindre synes det symptomatisk, når den tidligere operachef på Royal Opera House i London, Kasper Holten, i forbindelse med iscenesættelsen af "The Book of Mormon" udtaler: "Der bliver gjort grin med Jesus, Satan, Hitler og - mormonerne. Alting skal ikke handle om muslimer", og han lader forstå, at "Skandinavien er et trygt teststed for religionssatire".

"Et trygt teststed for religionssatire"?? Jo, såmænd - men det forudsætter rigtignok, at man undlader at tegne profeten Muhammed. Det burde Holten have haft mod til at tilføje, men det gjorde han ikke. Hvorfor?

Samme angst for at tale åbent og kalde tingene ved deres rette navn synes at besjæle de to borgmestre i henholdsvis Rebild og Hjørring kommuner, Leon Sebbelin og Arne Boelt. Såfremt staten vil pålægge kommunerne at fastholde en dansk madkultur i danske institutioner, mener den førstnævnte, at man "kaster sig over pseudoproblemer" og sidstnævnte bliver ligefrem "nervøs", såfremt "man nærmer sig religion". At det netop er religion, der betinger, at spørgsmålet overhovedet bliver rejst, er åbenbart ikke forstået. Ræsonnementet synes at være: Blot vi ikke taler om problemet, eksisterer det ikke. En sådan holdning er både uværdig og fatal.

Imidlertid begynder den skitserede situation tilsyneladende at påvirke også inden for den side af det politiske spektrum, som hidtil hårdnakket har forsvaret de seneste 40 års danske flygtninge- og indvandrerpolitik. Socialdemokratiet har officielt lagt kursen om efter et vanskeligt og sent selvopgør, hvilket blandt andet fremgår af Mattias Tesfayes nyligt udgivne bog "Velkommen Mustafa".

Et begyndende klarsyn er måske også ved at gøre sig gældende inden for Det radikale Venstre. For blot få måneder siden udtalte Sofie Carsten Nielsen således: "Selvfølgelig betyder antallet noget". I Debatten på DR2 på den 8. februar var Zenia Stampe usædvanlig fåmælt, og kort efter udtalte Morten Østergaard i helsidesannoncer blandt andet: "Jeg gider ikke mere". "Gu' skal vi ej lukke alle ind i Danmark. Eller acceptere kvindeundertrykkelse". Østergaard ønskede at blive klogere, derfor flyttede han - ganske kortvarigt viste det sig - derud, hvor dårlig integration har præget livet i årtier. Når han i den anledning er blevet spurgt til sine helsidesannoncer og kortvarige udflytning, synes han i usædvanlig grad ilde berørt af situationen. Meget peger således på, at selv de ledende inden for Det radikale Venstre har indset, at deres stålsatte holdninger til en lang række spørgsmål vedrørende partiets flygtninge- og indvandrerpolitik inden for en overskuelig fremtid nødvendigvis må undergå drastiske ændringer. Spørgsmålet er imidlertid, om der er mod nok til at tage fat på de grundlæggende spørgsmål, som har betinget - og betinger den situation, såvel Danmark som Vesten i dag befinder sig i?

Derfor er viljen til en grundlæggende fri, åben og kritisk kultur- og religionskritik afgørende. En kritik, hvis formål ikke er at genere eller krænke nogen, men hvis udøvere forstår nødvendigheden af at kunne spørge radikalt ind til et hvilket som helst aspekt ved den menneskelige tilværelse. Det forudsætter blandt andet, at man i fuld åbenhed tør stille et hvilket som helst spørgsmål til de forskellige religioners hellige skrifters tilblivelse, udsagn, anvendelse og betydning og har mod til at afdække svarenes eventuelle konsekvens, når det gælder muligheden for - i respekt for de rammer, som lovgivningen sætter - at kunne leve som frie mennesker i et frit samfund i fred med sine medmennesker uanset den enkeltes personlige valg. Hvis ikke frie mennesker i en fri verden tør stille disse spørgsmål, tillægger vi ikke den frihed, som generationerne før os virkeliggjorde i vort land, den betydning, som er afgørende for, om friheden kan fastholdes.

Nye tider i indvandrerdebatten: Med mange års forsinkelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce