RAPPORT på rapport på rapport. Når politikerne ikke kan finde ud af, hvad de vil, bestiller de en rapport. Eller en analyse. Og er rapporten ikke god nok, beder man embedsmændene lave et hastenotat, også kaldet et forståelsespapir (den havde vi ikke hørt før) - og pludselig går det hele meget bedre. Nu har vi noget brugbart, som vi kan forholde os til, siger således kulturrådmanden i Odense. Jamen, hvad skulle man så med alle rapporterne?

AT KALDE det en farce vil være fristende, men nok forkert - for det er en alvorlig sag at investere så mange penge i kulturen, som man aktuelt er i færd med i Odense. Den slags skal selvfølgelig gennemtænkes.

Men enten har rapportmagerne ikke været deres - dyrt betalte - opgave voksen, eller også har de fået stukket nogle præmisser ud, som enten var ufuldstændige eller forkerte. Sådan ser det i hvert fald ud. Hvordan vil man ellers forklare, at et musik- og teaterhus den ene dag koster mellem 207 og 357 millioner og den næste dag 90? Hier stimmt etwas nicht, som de må have sagt dernede i landdagen i Kiel, da en ukendt muldvarp sensationelt stemte blankt og dermed saboterede sin egen ministerpræsident.

I AVISEN i går stemte Odenses kulturrådmand så at sige også blankt. Her bebudede rådmanden nemlig, at man måske endnu en gang kommer til at udskyde beslutningen om musik- og teaterhuset - der vel ret beset er et multihus ad bagvejen. Det multihus, som en helt fjerde rapport har rådet Odense til at opgive til fordel for en styrkelse af den kultur, der allerede findes i byen.

Nu kalder man blot multihuset noget andet, men fred være med det. Kultursatsningen forekommer rigtig, hvis Odense vil hævde sig i konkurrencen med de jyske byer. Ikke blot i konkurrencen om de store navne, men også i kampen om de pengestærke indbyggere. Vi tror, at Aalborg Hallens direktør havde ret, da han forleden sagde, at kultur tiltrækker højtuddannet arbejdskraft. Engang var lønnen det vigtigste parameter for disse mennesker. Så blev det børnepasning, og nu er det udbuddet af kultur, sagde direktøren, der fylder sin hal med verdensnavne som José Carreras, Helmut Lotti og Rod Stewart - og som ifølge eget udsagn på den baggrund har lokket masser af højtuddannede til at slå sig ned i Aalborg.

DET KAN Odense også gøre - og trods alle rapporter og analyser er kultur- og sportsinvesteringerne, både beliggenhed og indhold, til syvende og sidst en politisk beslutning. Efterhånden må grundlaget for at træffe den være til stede, og byen trænger til at komme videre.

Og viser beregningerne, at der ikke er råd til at satse på tre fyrtårne - musik og teater, sport og vand - så sats på to og drop vandhuset. Vi mindes ikke at have hørt dette projekt fremført som noget folkekrav.