Nødvendigheden i at vende verden ryggen


Nødvendigheden i at vende verden ryggen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Filosof, Aarhus Universitet Anne-Marie Pahuus
Billede
Debat. 

Min yngste datter tæller overnatninger, når vi tager i sommerhus. Hun måler i om vi bare er taget af sted for en weekend og dermed skal sove der to gange, eller om vi, som vi gjorde i påsken, sov syv gange i sommerhuset.

Det giver god mening. Jeg er enig med hende i, at det er tiden, der er anderledes, når vi er i sommerhuset. Og det bedste ved tiden deroppe er, at den har varen. Det er da også dét, vi gør ved tiden, som gør forskellen, altså morgenerne med sildig opvågnen, pandekager og optænding i brændeovnen, cykelturene og spil, film og bøger. Men det er først og fremmest det ufastlagte, som man hver dag kan tage hul på. Den dag, hvor man ved, at man skal hjem, er det ikke længere det samme.

Når vi vender tilbage til hverdagen, er det til arbejde, børnehave, madpakker og en hel del praktik. I sommerhuset skal én også gå ned med skraldespanden, og en anden skal hente avisen, men den tur er der rift om, for man får på vejen det flotteste kig til klitterne og dét, der engang var Klaus Rifbjergs sommerhus. Og der er kun ud over naturens og fuglenes, den lyd, man selv frembringer. Hvis det er nat, er der langt flere stjerner at se, end når vi befinder os under hverdagens himmel oplyst af storbyen. Verden kommer tættere på, men samtidigt er det nemmere at lukke den ude. Der er veje med både asfalt, grus og jord, men der er endnu flere dyreveksler, hvor man kan se, at dyrene ynder at gå samme vej hver gang og lægge sig steder, hvor der er skjul og læ.

Sommerhusliv er et tyst liv. Det er blevet et helle for stilhed. Ganske vist koster det at købe sommerhus, men i længden er det billigere end de mange pebrede måder, man får tilbudt stilhed og sanseharmoni på i form af wellness, mindfulness og retræter.

Opdelingen mellem hverdagsliv og fritidsliv har sin kulturhistorie. Allerede ved filosofiens græske fødsel for 2500 år siden delte man livet op i praktik og kontemplation. Det var filosoffens særkende, at vedkommende søgte den mening, som man kan nærme sig, når der er ydre stilhed og plads til at tænke stort i den filosofiske kontemplation. Det var filosoffens og de hellige eller mystisk forbundne menneskers privilegium at trække sig tilbage fra verden. Siden har filosoffer diskuteret med hinanden om det - ud over at trække sig tilbage fra verden - også er nødvendigt at vende verden ryggen og tænke i opposition til den verden, der er tæt befolket af mennesker, der tilsammen danner samfund.

Spørgsmålet er, om man kan holde forbindelsen til det udadvendte liv, mens man søger de bedste rammer for et indadvendt og enkelt liv med plads til at være alene. Hvor isoleret skal man leve for at føle, at man kan være i fred? Og hvornår bliver indadvendtheden så nydelsesfuld, at samfundet virker lidt ligegyldigt i sammenligning? Vi læser og ser nyheder i sommerhuset, men det er slående hvor lidt, der føles nødvendigt at følge med i, og hvor meget mere oplagt det virker at gribe en roman eller en god film i stedet. Fiktionen virker som en grundigere bearbejdning af det fælles liv end de hurtige nyheder - når man kommer på afstand af strømmen og vrimlen. Den første store filosof blev da også bebrejdet, at han ødelagde ungdommen og fik dem til at miste interessen for et praktisk virke.

Sokrates kom på kant med den græske polis og dermed indledtes det spændingsforhold mellem filosofi og politik, som er beskrevet med hule-billedet i Platons "Staten", hvor livet blandt mennesker slet ikke er det rigtige liv. Det er derimod livet sammen med de største ideer og tanker. Menneskers fælles liv i en polis skildrede Platon som et liv i en mørk hule, hvorfra man burde vandre op i lyset, hvis man ønskede sig at opnå en mere sand livsform, som filosofien kunne bidrage med. Det lys, der kom ned i hulen var så svagt, at hulemenneskerne havde tændt et bål derinde. Og skyggerne, som dannedes på væggen i kraft af lyset fra bålet troede disse hulemennesker var selve virkeligheden. Skyggebilleder!

Som sagt er det fristende helt at opgive madpakkerne og hellige sig livet med læsning og ture og sildig opvågning i sommerhuset. Madpakkelivet kan godt føles som lidt af et skinliv målt med klitternes og det rigtige Skagen-lys' alen. Men fra Platon kan man også hente inspiration til, hvordan der alligevel altid er forbindelse mellem livet i dybe tanker og livet blandt mange mennesker, som man er afhængige af at koordinere sine opgaver med.

Før idélæren hos Platon blev til en tanke om, at forholdet mellem sprog og virkelighed er et afbildningsforhold, hvor vores samfundsprægede samtale om verden altså bare var ringe forsøg på at indfange skygger og skin uden hold i det virkelige liv uden for hulen, da fandtes der en anden idélære hos Platon, som tillagde talen selv en sandhedsafslørende kraft. Det var en tanke om, at det skønne var bevægekraften for mennesker - også til et liv i samfund.

Læser man disse tekster af Platon, vil man se, at han forestiller sig, at der blandt mennesker kan dukke en indsigt op, hvor man gennem samtalen opdager, at verden er fuld af skønne sjæle eller smukke sind, som det er umagen værd at se udfolde sig og at lære at kende ganske enkelt ved at tale med dem om livet. Det er dermed kærligheden, der kan gøre samfundsliv til nærende sjæleliv. Og det er vel at mærke en kærlighed, der ikke er begrænset til et enkelt menneske, som man står i erotisk forhold til, men en kærlighed, der kan danne grundlag for selve lysten til at dele verden med mange.

Hvert menneske er forskelligt og har en unik sjæl og forbavsende få er decideret usympatiske, hvis man spørger til deres verden. Det er den Platon, som hyldede kærligheden i en dialog, der hedder "Symposion" - drikkegildet. Fra i den dialog at have hyldet skønheden skifter han til i "Staten" at hylde troen på det gode som det højeste og som et mål, der befandt sig uden for denne verden. Dermed fik ideerne karakter af en absolut, objektiv standard, som alt kunne måles på. Hulelignelsen i "Staten" fører frem til pointen med dialogen, som er at en stat må regeres af filosoffer, der bliver gjort til konger, der skal styre og beherske. Dem, der har ideerne, er ikke de samme som dem, der skal udføre opgaverne for at nå i mål. I Symposion er det ikke filosoffen med alle ideerne, der kan definere det store samfund. I Symposion er det ideerne, som "lyser op" midt i verden som en skønhed, der er tilgængelig for alle, filosoffer eller ej. Ideerne er variationer af det skønne.

Det kan vi lære af i dag. Vi skal passe på med at dele tingene for skarpt op. Vi skal passe på med ikke at indrette et samfund, hvor der er få, der definerer målene, og mange, der halser af sted for at nå i mål med opgaverne. Det er kun, hvis vi til hverdag begrænser os selv og samfundslivet til at handle om at bruge en fornuftsform, hvor målet konsekvent ligger uden for selve den aktivitet, vi er i gang med, at vi bliver lidt trætte af at skulle gøre, hvad der forventes af os. Det dur ikke, at vi på alle områder løber stærkt for at nå et mål, der er defineret af systemer, der styrer vores praksis og færden - og hvor pointen med, hvorfor vi gør det, er blevet væk for os. I et veldrevet samfund med effektive systemer, hvor effektiviteten har fået sit eget liv, tærer samfundslivet uforholdsmæssigt på vores sjæleliv - og vi får brug for at vende verden ryggen, hvis vi skal lade blikket vide sig ud.

Hvis vi giver plads til skønheden i hverdagen, bliver sagen en anden. Og skønheden er variationen. Det er, at livet i dagligdagen ikke behøver at være så fastlagt, som vi sommetider gør det til. Vi skal kunne få øje på de øjeblikke af skønhed, de skønne sjæle, som krydser vores vej og de smukke og nogle gange skæve sind, som bryder ind i vores forehavender. Fra sommerhuslivet skal man tage med sig en tænkning, der ikke behøver den fuldstændige stilhed, nemlig en tænkning, der har sit udspring i en beundring eller sans for skønhed forstået som mangfoldighed.

Men den livsform, hvor man overvejer, hvad der egentlig er vigtigt i livet og hvor man er åben for at blive slået af verdens skønhed, er lidt upraktisk, for den er milevidt fra den konsekvens- eller nytteberegning, som meget af vores effektive liv trækker store veksler på. For at nå hurtigt til målopfyldelse er vi blevet gode til planlægning, udtænkning, opgørelse, afrapportering, beregning, overslag og eksekvering i stadig gentagelse.

Det er tankevækkende, at alle disse ting, når resultatmålet er sat på forhånd, gøres bedre med brug af kunstig intelligens og robotter. De har større beregningskraft og dataadgang end mennesker. Og de er billigere end mennesker. Robotterne vil nemlig aldrig skulle hente næring i fritid- og sommerhusliv til atter at undres over verden og standse op for at blive slået af verdens skønhed. De klør bare på - og når i mål før os, hvis målet er sat på forudsigelig effektivitet.

Nødvendigheden i at vende verden ryggen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce