Når principper ikke er praktiske
Af: Medlem af Folketinget, Liberal Alliance Henrik Dahl

Forestil Dem et ungt menneske. Vi kan kalde dette unge menneske Rasmus. I skolen gik det ikke så godt for Rasmus. På forældrenes initiativ kom han under kommunens vinger, og det hjalp: Der indtraf en god og rolig periode. En ungdomsuddannelse er ikke noget for Rasmus. I stedet trives han med en blanding af løse job og dagligliv hos forældrene, mens han gradvis får det bedre.

Så kommer dagen, hvor Rasmus fylder 18. En stor, men mærkelig dag. Selvom det ikke er sikkert, at hverken han eller hans forældre umiddelbart er opmærksomme på det: Den dag bliver Rasmus nemlig "smidt ud" af kommunens ungeindsats (eftersom han nu er voksen). I forhold til det offentlige system, der hidtil har hjulpet Rasmus, er 18-års fødselsdagen næsten en endnu større begivenhed, end den er for Rasmus selv. Han er nemlig "udskrevet" af kommunens ungeindsats. Hvis han fremover vil have hjælp i perioder med arbejdsløshed, skal han ikke læng­ere gå til de sagsbehandlere, han kender - og som kender ham. Han skal henvende sig til kom­munens Jobcenter.

Så lad os nu sige, at nogle uger eller måneder er gået, og Rasmus igen er arbejdsløs. Her kan man dårligt bebrejde forældrene for at tænke, at eftersom han er voksen, må han også stille og roligt begynde at tænke i baner af, at han er herre i sit eget liv. I det tilfælde skal Rasmus som sagt henvende sig på jobcentret. Og der vil han opleve det mærkelige, at "systemet" har fået et altomfattende hukommelsestab. Ingen af de udredninger, samtaler og planer, man i nogle år er gået frem efter, kendes af medarbejderne på jobcentret. Han skal oprettes som en helt ny sag, og alting skal startes op fra bunden. Hvad der gjaldt for sandt om fredagen, hvor Rasmus var 17 år og 364 dage gammel, er udvisket om mandagen, hvor han i mellemtiden er blevet 18 år og 2 dage gammel. Hvad man var nået frem til af konklusioner, er der ingen garanti for, at man igen vil konkludere.

At Rasmus i årevis har eksisteret i et af kommunens systemer, og nu er aldeles glemt og ikke-eksisterende i et andet, er jo det glade vanvid. Det kan vi hurtigt blive enige om. Men er det nu det? For at kunne besvare spørgsmålet, er vi nødt til at se på, hvorfor det i grunden er sådan, at Rasmus er meget velkendt i kommunens ungeafdeling, mens ingen ved noget eller er i stand til at fremskaffe selv de mest elementære oplysninger i jobcentret. Og grunden til, at det forholder sig således, er faktisk overordentlig fin og idealistisk. Grunden er nemlig, at en myndighed ikke skal have lov til at snage i personfølsomme oplysninger, der er afgivet til en anden myndighed. Enhver kan jo se, at det ikke går an. Oplysninger om borgerne tilhører i udgangspunktet borgerne selv. Derfor går det ikke an, at de ligger og flyder på kommunens computere og servere, så enhver medarbejder bare kan tilgå dem og tilfredsstille sin personlige nysgerrighed om for eksempel Rasmus.

Når man undersøger et forhold som det tilsyneladende vanvittige, at en dygtigt udredt og vel planlagt indsats som f.eks. den, Rasmus har nydt godt af, reelt - set fra jobcentrets synspunkt - lige så godt kunne have været kastet i skraldebøtten, som at være arkiveret i ungeafdelingen, skyldes det noget særdeles fint og fornuftigt: At vi skal beskytte borgernes privatliv. Derfor skal man som politiker altid afveje principper og pragmatisme. Som regel er det langt enklere at være principiel, end det er at være pragmatisk. Hvad der alt i alt giver de bedste resultater for borgerne, er en anden, langt mere indviklet sag.