Når love ikke rammer virkeligheden
Af: MF for Liberal Alliance Henrik Dahl

Det politiske efterår er ikke udelukkende gået med at klatre i meget høje træer. Mens det susede i løvet på Christiansborg, har Eva Kjer Hansen (V) og jeg selv været på tur i det sydjyske. Den opgave, vi havde sat os selv, var at undersøge, hvad der egentlig sker, når den lovgivning, vi har været med til at vedtage, rammer virkeligheden. Det er ofte lige til at blive ked af. Så det skal jeg vende tilbage til.

Men undersøger politikere da ikke regelmæssigt, hvad der sker med deres lovgivning, kunne man spørge. Ikke så ofte, som de burde, vil Eva Kjer Hansen og jeg svare. Og nu bliver det lidt teknisk. Men det håber jeg, De vil bære over med. Når en lov bliver endeligt vedtaget ved 3. behandlingen i Folketinget, siger formanden, at nu er loven vedtaget og vil blive oversendt til statsministeren. Det kan lyde som en formular og et ritual, og er det på en vis måde også. Men samtidig er det mere end det. Som i alle andre demokratiske lande, er magten i Danmark tredelt. Dom­stolene er den dømmende magt. Regeringen er den udøvende magt. Folketinget er den lov­givende magt.

Når formanden siger, at den vedtagne lov bliver oversendt til statsministeren, siger formanden med andre ord, at nu giver den lovgivende magt slip på sagen og sender den videre til udøvende magt. Og her kommer så det springende punkt: Den lov, vi som parlament sender til regeringen, har ingen brugs­anvisning.

Det, der blandt andet er enhver regerings ret og privilegium, er at skrive brugsanvisningerne til de mange love, der bliver vedtaget (omkring to hundrede om året). Og i den fase, hvor brugs­anvisningerne bliver skrevet, er der virkelig meget, der kan gå hen og blive allerhelvedes kom­pliceret og tungt at administrere. For nu at sige det på et jævnt og letforståeligt dansk. I loven kan Folketinget have valgt at skelne mellem små og store virksomheder. Men hvor går grænsen mellem lille og stor? Det er det ofte regeringens embedsmænd, der tager stilling til. Og det er jo ikke ligegyldigt, om en stor virksomhed er defineret en, der har mere end tusind med­arbejdere eller en, der har mere end hundrede. I loven kan der stå, at oplysninger skal være fyldestgørende, eller at kontrol skal ske regelmæssigt. Men hvornår er oplysninger fyldestgørende? Og hvor ofte er regelmæssigt? Igen: Det ender ofte med, at embedsværket i praksis fastlægger, hvad begreberne betyder. Og dermed bliver de jo medskabere af loven - uden at have et politisk mandat og uden at kunne drages til politisk ansvar.

Det, Eva Kjer Hansen og jeg har konstateret ved selvsyn, er, at selv den mest velmenende lovgivning kan ende med at blive et bureaukratisk monster. Kan man tænke sig noget mere velmenende, end at de arbejdsløse hurtigst muligt skal hjælpes tilbage til et job på arbejdsmarkedet? Det kan man måske godt. Men at ville hjælpe de arbejdsløse udspringer i hvert fald af et meget ærligt og menneskekærligt ønske om, at folk, der mister deres job, hurtigst muligt skal have et nyt. Det giver dem en bedre økonomi - og ikke mindst giver det den selvrespekt, der opstår af at kunne forsørge sig selv og sin familie. Alligevel er loven om en aktiv beskæftigelsesindsats en af de mest bureaukratiske love, vi har. Med firkantede krav, der ofte er ganske overflødige. Og alt for fokuseret på kvantitet i indsatsen, frem for kvalitet. Man siger, at den gode vilje ser Vorherre på. Vi tilføjer, at Folketinget nok i fremtiden bliver nødt til at holde bedre øje med, hvordan den gode vilje rent faktisk virker blandt mennesker.